Venskab på tværs

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jun. 2012
  • Opdateret: 27 sep. 2012
  • Status: Igang
Et stærkt venskab knytter sig mellem den 6-årige, Simone og 12-årige, Sebastian, da Sebastian redder Simone fra at drukne i en skovsø. De står sammen på godt og ondt. Da Simone fylder 11 år, er Sebastian dog pludselig forsvundet. Alt bliver forsøgt, men ingen ved, hvor han er. Det er først mange år senere at Simone finder ud af, hvad der virkelig skete og så er alting anderledes... (Fluen har været medforfatter på denne movella, men er sprunget fra, da den nok aldrig bliver færdig. Vi beklager meget!)

21Likes
40Kommentarer
2759Visninger
AA

10. Simone - At lede forgæves

Sebastian var som forsvundet fra jordens overflade. Simone havde snakket med hans mor, men det eneste hun vidste var, at han havde lagt en seddel, hvor der stod at han var okay, og at hun ikke skulle bekymre sig, og så havde han lagt sin mobil ved siden af. Simone syntes det var ret underligt, at der tilsyneladende ikke var noget, andre end hende selv, der prøvede at finde Sebastian, bare fordi han havde skrevet at han var okay. Hun vidste at, det var han ikke. Der var noget ved måden, han havde flygtet på, der fortalte hende, at noget var grueligt galt.

Men hun fandt ikke ud af hvad det var. Selvom hun kiggede ved alle deres hemmelige huler, og klatrede op i det store egetræ, for at se, om hun kunne få øje på ham et sted, så var anstrengelserne spildt. Det eneste der opmuntrede hende var, at Sebastian havde efterladt en hilsen til hende også. Der fandtes en fordybning i det store egetræ, som hende og Sebastian altid havde brugt til at gemme forskellige ting i, og der havde hun fundet en sammenkrøllet seddel, med få ord på. Det var ikke ord hun forstod, men de var alligevel vigtige.

 

Simone!

Jeg er så ked af det. Jeg kan ikke forklare noget, men jeg lover at vi ses igen!

- Seb

 

De ord havde endnu en gang fået hendes tårer til at løbe. Hun var så fortvivlet over at Sebastian tilsyneladende bare havde forladt hende. Og så uden at sige noget om, hvor han var taget hen? Var det ikke det, som han højt og helligt havde lovet at han ikke ville?

Hun havde endda stået ovre på hans gymnasium og ventet fra klokket 13 til klokken 16 i håb, om at han måske var taget i skole, og at hun kunne komme til at snakke med ham når han havde fri. Men også det havde været forgæves. En af hans klassekamerater havde fortalt hende, at han ikke havde været i skole, og da hun håbefuldt havde spurgt om han vidste noget mere om, hvor Sebastian var, havde hun blot fået endnu et skuffende svar.

Hun hørte først om røveriet, da hun kom hjem den aften. Og det var egentlig ikke fordi det var noget information hun bed mærke i. Aldrig ville hun have tænkt den tanke, at Sebastian havde været med til at myrde 2 mennesker og såre et utal af kunder og ekspedienter. Alligevel diskuterede hendes forældre det mere hæftigt, end de normalt gjorde med nyheder. Middagsbordet den aften summede af ophidset snak. Måske fordi denne her nyhed var særligt grusom.

"Jeg forstår ikke, at nogen kan gøre sådan noget!" sagde hendes mor ophidset.

"De må virkelig have været desperate efter de penge." svarede hendes far. "Men det gør ikke sagen bedre."

"Det er forfærdeligt. Jeg håber bare, at de bliver fanget hurtigt!" 

Men Simone havde ikke hørt efter. Det eneste hun tænkte på var Sebastian, og hun ønskede af hele sit lille hjerte at han var okay. Da hun lå i sengen den aften gik hun endda så langt som at sige, at hun aldrig ville ønske noget igen, hvis bare hun fik lov at få at vide, at han var okay.

"Bare et lille tegn," hviskede hun desperat.

Og da havde en stjerne blinket, og et lille stjerneskud, var strøget hen over himlen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...