Venskab på tværs

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jun. 2012
  • Opdateret: 27 sep. 2012
  • Status: Igang
Et stærkt venskab knytter sig mellem den 6-årige, Simone og 12-årige, Sebastian, da Sebastian redder Simone fra at drukne i en skovsø. De står sammen på godt og ondt. Da Simone fylder 11 år, er Sebastian dog pludselig forsvundet. Alt bliver forsøgt, men ingen ved, hvor han er. Det er først mange år senere at Simone finder ud af, hvad der virkelig skete og så er alting anderledes... (Fluen har været medforfatter på denne movella, men er sprunget fra, da den nok aldrig bliver færdig. Vi beklager meget!)

21Likes
40Kommentarer
2756Visninger
AA

6. Simone - At glæde sig

4 år senere

 

"Ha! Se jeg kom op! Helt selv!" Grinte Simone triumferende, og svang sig med en mindre elegant bevægelse hen på den gren, hvor Sebastian sad. Selvom det så enormt klodset ud, så lykkedes det hende.

"Flot! Det var altså også snart på tide, at du lærte det," sagde han, og gengældte hendes smil. 

"Det er ikke min skyld, at mine ben stadig er så korte!" udbrød Simone protesterende, men hun vidste godt, at han ikke mente det på den måde. 

Hun gav sig til at studere den smukke udsigt endnu en gang. Sebastian havde hjulpet hende derop mange gange før, men der var nu alligevel et eller andet specielt ved at kunne sidde der og nyde den smukke brise, og så vide at hun klarede det helt selv.

"Tænk at du bliver elleve år i morgen! I mit hoved er du stadig blot en lille pige," smilede Sebastian, og lagde sin ene hånd på hendes skulder. Det gav et lille gib i hende, men hun lod ham gøre det.

"Jeg glæder mig!" svarede hun en smule ophidset, og sendte Sebastian et ivrigt blik med de spillende blå øjne. "Men det er altså tarveligt, at du også bliver større. Jeg når jo aldrig, at blive lige så stor, som dig!" forsatte hun, og sparkede irriteret ud i luften. En fugl, som havde siddet på grenen under dem, lettede forfjamsket.

"Det skal du heller ikke glæde dig til. Livet bliver kun mere besværligt, når man bliver ældre," mumlede Sebastian og Simone bemærkede at han blev fjern i blikket. Det var som om at han ville tilføje noget mere, men så stoppede han sig selv. "Men jeg glæder mig også til i morgen! Jeg er vildt spændt på, hvad du siger til min gave!"

"Jeg ville ønske at du kunne give mig den nuuuuu!" svarede Simone længselsfuldt, og sparkede endnu en gang ud med benene.

"Hey, pas lige på med det der. Du må ikke få overbalance," smilede Sebastian og rakte en afværgende hånd ud i mod hende. "Det nytter jo ikke, hvis du falder ned og brækker noget, dagen inden din fødselsdag."

"Jeg har altså styr på det. Jeg er altså ikke en lille pige mere."

"Nejnej," svarede Sebastian hurtigt, men han sendte hende alligevel et lille smil, som hun ikke kunne lade være med at blive lidt irriteret over. Selvom Sebastian altid havde behandlet hende, som om de var lige gamle, så kunne hun godt mærke forskellen i mellem dem, og den irriterede hende. Frygten for at Sebastian måske en dag ville blive træt af hende, nagede.

"Hvad er der?" spurgte han. Simone ærgede sig et øjeblik over at hun ikke havde holdt masken, men så besluttede hun alligevel at sige sandheden. Hun kunne jo fortælle ham alt?

"Nogen gange, ikke?"

"Ja, hvad så?"

"Så bliver jeg bare sådan lidt.. Du ved.. Bange for, at du kunne finde på at blive træt af mig, fordi jeg er så lille?" begyndte hun forsigtigt.

"Jeg elsker, at du er lille," smilede Sebastian tilbage. Et af de smil, som altid fik hende til at blive rolig, og skamme sig over sin frygt. "Og jeg bliver ikke træt af dig. Det må du love mig at du ikke tror."

"Det gør jeg heller ikke." Simone skuttede sig, og blev irriteret på sig selv. Hvorfor gik hun egentligt og troede sådan noget? Selvfølgelig ville Sebastian aldrig svigte hende. Det havde da bevist i fem år?

Men frygten sad der alligevel stadig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...