Venskab på tværs

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jun. 2012
  • Opdateret: 27 sep. 2012
  • Status: Igang
Et stærkt venskab knytter sig mellem den 6-årige, Simone og 12-årige, Sebastian, da Sebastian redder Simone fra at drukne i en skovsø. De står sammen på godt og ondt. Da Simone fylder 11 år, er Sebastian dog pludselig forsvundet. Alt bliver forsøgt, men ingen ved, hvor han er. Det er først mange år senere at Simone finder ud af, hvad der virkelig skete og så er alting anderledes... (Fluen har været medforfatter på denne movella, men er sprunget fra, da den nok aldrig bliver færdig. Vi beklager meget!)

21Likes
40Kommentarer
2769Visninger
AA

12. Simone - At genkende

Simone havde inderst inde med det samme godt vidst, at det var ham. Hun havde ikke turde håbe, ikke turde tro, men hun havde alligevel vidst det. Hans duft, hans krop, hans beskyttende og beroligende effekt. Det hele havde været der lige med det samme. Hun havde spottet det på lang afstand.

"Mit navn er Sebastian," svarede han, og så ligegyldigt på hende. Han lignede mest af alt bare en, som gerne ville væk. Kunne han virkelig ikke genkende hende? Tanken skar hende så dybt i hjertet, at hun måtte tage en tår af sin kaffe for at skjule det.

"Hvad laver du så i din fritid?" spurgte hun. Hun måtte på en eller anden måde få alle de informationer hun kunne. Hun måtte vide, hvad der var sket. Men hvordan? Og ville det måske alligevel hjælpe hende, hvis hun fortalte ham sandheden?

"Jeg.. Øhh.." begyndte han tøvende. "Ikke rigtigt noget.. Er sammen med venner og sådan."

Simone mærkede med det samme, at hun var inde på et ømt emne, selvom hun ikke rigtigt forstod, hvorfor. Hvad var der måske i vejen med at spørge ind til en anden persons fritid?

"Har du ikke noget arbejde?" blev hun ved. Hun vidste bedre end nogen andre, at Sebastian hadede hvis man trængte sig på, eller blev ved med at spørge ind til noget, som han ikke ville snakke om. Alligevel kunne hun ikke lade være.

"Næh.." sagde han og tøvede endnu en gang. "Jeg er arbejdsløs. Ufrivilligt selvfølgelig."

Noget fortalte Simone at det ikke passede. Det ville ikke have lignet Sebastian ikke at kunne skaffe sig et job, hvis han virkelig gerne ville. Han havde altid været intelligent og frisk på lidt af hvert. I det hele taget så virkede denne Sebastian slet ikke som ham, hun kendte. Havde det ikke været for de genkendelige mørke øjne, hans beroligende duft og de asiatiske træk, som hun altid havde syntes så godt om, så havde hun aldrig gættet at det var ham.

"Jeg bliver nødt til at gå," sagde han pludselig og satte kaffekoppen fra sig. "Det var hyggeligt."

Den sidste sætning emmede af ironi. Så meget, at Simone ikke vidste om det rent faktisk var meningen.

"Vent!" udbrød hun febrilsk. "Er du helt sikker på du ikke slog dig?" Hun vidste ikke hvad hun ellers skulle sige, men hun var nødt til at holde fast i ham. Hun anede ikke om, det her ville blive sidste gang hun så ham.

"Ja, jeg har det fint," svarede han koldt og fortsatte med at gå. Simone rejste sig hurtigt op, løb efter ham og greb fat i hans arm.

"Vent nu lige lidt!" blev hun stædigt ved. Hun vidste at hun legede med ilden, men samtidigt vidste hun ikke, hvad hun ellers skulle.

"Hvad er der?!" spurgte han surt, og vendte sig i mod hende. De mørke øjne skød lyn, og Simone krympede sig. Det gjorde ondt på hende, at se ham på den måde. Hendes bedste ven, og så anede han ikke en gang, hvem hun var.

"Du må ikke gå.." begyndte hun ynkeligt. Men så mandede hun sig op. Det var nu eller aldrig. Hun måtte få sandheden. En gang for alle. "I hvert fald ikke før du fortæller mig, hvorfor du aldrig dukkede op til min fødseldag."  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...