Venskab på tværs

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jun. 2012
  • Opdateret: 27 sep. 2012
  • Status: Igang
Et stærkt venskab knytter sig mellem den 6-årige, Simone og 12-årige, Sebastian, da Sebastian redder Simone fra at drukne i en skovsø. De står sammen på godt og ondt. Da Simone fylder 11 år, er Sebastian dog pludselig forsvundet. Alt bliver forsøgt, men ingen ved, hvor han er. Det er først mange år senere at Simone finder ud af, hvad der virkelig skete og så er alting anderledes... (Fluen har været medforfatter på denne movella, men er sprunget fra, da den nok aldrig bliver færdig. Vi beklager meget!)

21Likes
40Kommentarer
2745Visninger
AA

7. Sebastian - At skride

Sebastian gik med tunge skridt ned ad gaden. Han knugede tilfredst Simones gave ind til sit bryst og vendte sig forskrækket om, da hæse stemmer lød for hans ører.

"Hvad så, japaner-fyr? Hvor skal du hen?" grinte de smørret, inden gruppen på fem kredsede om ham. Han sank en nagende klump.

"Koreaner. Jeg er koreaner" rettede han koldt, men nervøst. Det var første gang jævnaldrene drenge snakkede til ham. Sebastian forsøgte rædselsslagent at vandre videre, men de spærrede automatisk vejen med hånlige blikke, der borede sig fast til hans asiatiske udseende. "Skal du over til din lille veninde? Hende der, Mone?" vrængede den mest muskuløse. Hjertet sad i halsen på ham. De kendte til Simone. Men hvordan? Han besluttede sig hurtigt for at virke truende, selvom det var yderst svært. Ingen skulle snakke grimt om hans veninde eller på nogen mulig måde nedgøre hende.

"Hun hedder Simone og rager ikke jer!" hvæste Sebastian og stak ham en lussing, han knap nok bemærkde. "Uhh...han forsvarer sin elskede! Hvor kært! Og modigt, af sådan et pjok. Hvor gammel var det lige din veninde var? Ni?" drillede de, stadig hånende.

"Lad mig nu bare gå"

Bedende maste han sig gennem dem, men måtte kort efter opgive. De lagde tænksomt hovedet på skrå.

"Vil du virkelig hellere være sammen med et lille pjevs end os store drenge?" spurgte de vrissent.

Sebastian måtte indrømme at det var et fristende tilbud, men aldrig i livet ville han forlade Simone. "Ja" svarede han blot og rasede med øjnene.

"Gå så væk! Jeg har travlt!"

"Var det en trussel?" gnækkede de i kor, efterfulgt af en kremtende latter. Sebastian bed sig hårdt i læben. Han rynkede brynene helt ned til øjnene. Da intet svar forlod hans læber, snakkede de videre med deres uhyggelige hæse stemmer. "Hm...din aggression er et godt tegn. Du kunne blive god" mumlede den skaldede med høj pande og monobryn.

"God til hvad?" råbte Sebastian. Fem øjne rullede synkront. "Til at stjæle, røve, ja selv dræbe, hvis der er brug for det"

¨Han gispede forarget. "Aldrig i livet vil jeg være jeres lille medhjælper!"

"Nå, vil du så hvis kommer med en lille trussel?" grinte de.

"Hvad som helst! I kan rende mig!" skreg Sebastian og boksede løs mod deres brystkasser. De viftede bare fraværende med hånden, som var han en irriterende flue.

"Hvad så hvis vi gør din lille, Mone fortræd? Hvad så hvis vi tæver hende? Besøger hende og skræmmer hende?"

 

Der blev helt stille. Sebastian hjerte bankede vildt mod brystet. Så stirrede han ned i jorden og nikkede. "Okay, så gør jeg det" lød hans spæde stemme. Fyrerne gtinte tilfredst, greb ham i kraven og vandrede den modsatte retning. Han tænkte på Simone. Tænkte på hendes blå øjne. Tænkte på at han aldrig kom til at se hende igen,

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...