Venskab på tværs

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jun. 2012
  • Opdateret: 27 sep. 2012
  • Status: Igang
Et stærkt venskab knytter sig mellem den 6-årige, Simone og 12-årige, Sebastian, da Sebastian redder Simone fra at drukne i en skovsø. De står sammen på godt og ondt. Da Simone fylder 11 år, er Sebastian dog pludselig forsvundet. Alt bliver forsøgt, men ingen ved, hvor han er. Det er først mange år senere at Simone finder ud af, hvad der virkelig skete og så er alting anderledes... (Fluen har været medforfatter på denne movella, men er sprunget fra, da den nok aldrig bliver færdig. Vi beklager meget!)

21Likes
40Kommentarer
2756Visninger
AA

5. Sebastian- At fortælle hemmeligheder

Simone stirrede fokuseret ned i sit lemonadeglas. Hun skelede ubevidst med øjnene og kørte langsomt sugerøret rundt i den gullige væske, der sendte små bølger ud, mens ansigtet tog form af mærkelige grimasser i glassets spejlblanke udbuling. Sebastian purrede kærligt hendes hår. Han plantede et beskyttende, venskabeligt kys på hendes røde kind. Hendes blik mødte hans og de grinte sammen. "Skal vi ikke fortælle hemmeligheder?" spurgte hun ivrigt, efter at have kastet sig op på hans skød.

"Hm, du ved jo alt om mig? Og desuden er det også lidt barnligt"

Han fortrød strak den sidste sætning, da én såret Simone lod en enlig tåre falde. Hendes underlæbe bævede jammerligt. Sebastian tørrede blidt tåren væk med tommelfingeren. Han tænkte fortrødent på, hvor bedrøvet hun blev af at blive kaldt barnlig. Hun ville sikkert være ligesom ham og udbytte sit skønne barnlige sind med prepubertets tanker. Et lille suk forlod hans læber. Den sjove, barnlige Simone måtte absolut ikke blive ældre. Hun var perfekt.

"Så, så" smilede han og fortsatte: "Det er helt okay. Vi kan godt fortælle hemmeligheder. Vil du starte?"

Hendes ansigt lyste op som en tændt glorie og fletningen hoppede, da hun nikkede kraftfuldt. Det ene øjeblik ked. Det andet overlykkelig. Typisk Simone-ting.

Hun hoppede med lidt besvær ned fra hans skød og tog en sluprende slurk af sin lemonade.

"Altså, siden..."

Han mærkede den anstrengte atmosfære, da hun atter kiggede ned i det spravlede trægulv. Stadig flov over episoden.

"Siden...det skete, har jeg..." så satte hun sig tungt på hans seng. Hun knugede hans pude tæt ind til hjertet.

"Har jeg haft drømme" stønnede hun og kneb øjnene sammen. Sebastian forstod ikke lidelsen. Det var da en god ting at drømme.

"Jamen, det var da godt" konkluderede han. "Hvad drømte du?"

"Nej, det er ikke godt. Det var onde drømme. De..."

"Mareridt" rettelsen fløj ubevidst ud af hans mund. Simone skulede til ham.

"Mareridt, så. Men de...det er fra dengang. Jeg mareridter hele tiden, at jeg falder i igen. Og så er du der ikke til, at redde mig" klynkede hun. Sebastian rejste sig fra stolen. Han vandrede over til sengen, omfavnede hende stramt og hviskede blidt: "Du skal ikke være bange. Jeg vil altid være der for dig"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...