Venskab på tværs

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jun. 2012
  • Opdateret: 27 sep. 2012
  • Status: Igang
Et stærkt venskab knytter sig mellem den 6-årige, Simone og 12-årige, Sebastian, da Sebastian redder Simone fra at drukne i en skovsø. De står sammen på godt og ondt. Da Simone fylder 11 år, er Sebastian dog pludselig forsvundet. Alt bliver forsøgt, men ingen ved, hvor han er. Det er først mange år senere at Simone finder ud af, hvad der virkelig skete og så er alting anderledes... (Fluen har været medforfatter på denne movella, men er sprunget fra, da den nok aldrig bliver færdig. Vi beklager meget!)

21Likes
40Kommentarer
2758Visninger
AA

2. Prolog

Den lille pige, der kom traskende hen ad den lille skovsti, var nysgerrig. Hun vidste egentligt godt, at hun ikke havde tilladelse til at være der, men hun havde aldrig fundet ud af hvorfor. Og hvorfor skulle det være så forbudt at gå her? Her var jo så smukt?

"Pas på lille ven," hviskede hun, og satte sig pludselig på hug på den smalle grus sti. En lille mariehøne var fløjet ned og landet lige foran hendes sko. "Du må ikke sådan gå ud foran store mennesker. Jeg kunne jo komme til at træde på dig," forklarede hun den alvorligt, og lod den kravle op på hendes finger. Da mariehønen var nået op på spidsen af hendes pegefinger, rakte hun hånden i vejret. "Mariemariemarolle, flyv op til hvor herre og bed om godt vejr, fra Simone!" sagde pigen højt, og lod vinden fange den lille røde bille, der lettede elegant fra hendes pegefingernegl.

Hun så igen frem for sig, og opdagede at hun var nået frem til en sø, som hun ikke havde set før. Hun var ellers ikke langt væk hjemmefra.

Jeg glæder mig til jeg bliver stor, og må gå tur uden at skulle snige mig væk, tænkte Simone ved sig selv og gik langsomt ned og tættere på søen. Vandet var så rent og klart at hun med lethed kunne se sit spejlbillede i det. Hendes krystalblå øjne så forvirret tilbage på hende. Hvad var det for en verden, der lå herude, som hun ikke kendte til?

En varm brise fristede hendes lette sind. Vandet var så mørkeblåt og rent. Hun måtte bare lige dybbe fødderne i det. Det kunne der vel ikke ske noget ved? Hun huskede på hvad hendes far havde sagt; "Husk at når du er ude at bade, så må man kun gå ud til navlen."

Beslutsomt tog hun både sko og sokker af, hvorefter hun smurte sine bukseben op over begge sine knæ. Tre skridt og og så var hun ude i det smukke vand. Et lille gys undslap hende, da hendes sarte tær rørte den kolde væske. Men hun vænnede sig lynhurtigt til det. Det føltes befriende, og det lune vand fristede hende om muligt endnu mere. Som slangen i paradiset. Tre skridt mere og så gik vandet hende til lige under knæene. Hun kunne stadig spejlet sig selv i det, men hendes spejlbillede blev hele tiden let brudt af blide bølger, der stammede fra bevægelsen af hendes skridt.

Simone tog prøvende et skridt til. Hendes buksekant var faretruende tæt på vandets mørke overflade, men hun tænkte at et skridt nok ikke ville gøre den store forskel.

Men det var et skridt der gjorde forskellen. Et skridt der førte hende dybt ned i det hul, som hun ikke havde set. Et skridt, som kunne have kostet hende livet, hvis ikke det var for Sebastian.

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...