Skumring

Camilla er en pige som flytter ud i familiens nye hus. Hun elsker sin dukke og den elsker hende ligeså meget. Eller gør den?

0Likes
0Kommentarer
747Visninger
AA

1. skumring (One shot)

 

Camilla var træt. Lige siden hun trådte ind i huset, havde hun følt sig søvnig. Det var ikke kun hende, der så sløv ud, stole og borde hældte alle til siden, som om deres ben ikke kunne bære luften over dem et sekund mere. Det var sikkert den utålelige skumring, tænkte Camilla. Hun havde altid hadet den tid på sensommeren, hvor mørket fyldte gaderne.

Camilla sad for sig selv oppe på værelset. Det var første dag hun boede i huset. Hendes forældre havde lige købt huset. Hun sad i vindueskarmen med sin hvide dukke. Hendes forældre havde egentlig sagt, at hun ikke måtte tage sin dukke med, men hun havde ikke hørt efter. Hun følte sig mest tryg med sin dukke omkring sig. Hun syntes dukken var et minde om hendes barndom. Dengang de boede på den lille gård sammen med familien Hansen. Camilla så hen på uret. Klokken var ti minutter over fem. Hun kiggede ud over byen. De sidste stråler af skumringens lys ramte hendes dukke, mens hun kiggede smilende ned på den. Hvor mange gange havde de ikke støttet hinanden gennem skumringen Hendes dukke var den bedste dukke i verden, tænkte Camilla, men hun blev ved med at stirre på dukken. Smilet fra Camillas læber var forsvundet. Hendes hånd dirrede og hun følte en kold hånd løbe sine fugtige fingre ned af hendes ryg. Noget var galt med dukken. Normalt ville dukken give hende en tryg følelse, men hun følte kun dens uhyggelige øjne, stirre gennemborende på hende. Hun kunne se dukkens djævelske smil, hvis grin fyldte det skæve rum. Hendes fingre blev kolde, som holdte hun på en istap. Camilla prøvede at smide dukken, men hun kunne ikke give slip. Hendes skrig fyldte rummet og fik dukkens grin til at lyde som en hvinende fløjte, der ville have folk til at lytte. Camilla ville væk.

Væk fra alt, tilbage til sikkerhed.                                                

Hun kunne høre hendes forældre komme løbende op af trappen. I det sekund de trådte ind forsvandt dukken. Den grusomme latter og gennemborende øjne, forsvandt. Det eneste der var tilbage i hendes hoved var det djævelske smil, der blev vist for hende, som et ekko. Da Camilla kom til sig selv, sad hun i et hjørne grædende, og sammenkrøllet. Hendes forældre var bøjet over hende, med bekymring malet hen over deres ansigter. Hun kunne se på uret bag ved hendes forældre, at klokken var 11 minutter over fem

 Camilla rejste sig op. Hun kunne se dukken lå et stykke væk. Nogenlunde i en kaste afstand fra vinduet. Den trygge følelse, som dukken normalt udgav, tiltrækkende hende. Hvad var der lige sket? Var det virkelig hendes dukke? Hun gik over til sin hvide dukke, uden at tænke på at hendes forældre stod lige bag hende og prøvede at snakke med hende. Hun kunne ikke høre hvad de sagde. Det eneste hun kunne høre, var urets høje tikkelyde. Da hun kom over til dukken satte hun sig på huk foran den. Hendes hånd dirrede, mens hun intenst stirrede, på den hvide dukke. Dens øjne der før havde stirret gennemborende på hende, var nu lukkede. Det djævelske smil, der før havde fyldt rummet med latter, var nu forsvundet ind bag et par blodrøde læber.  Camilla vidste ikke hvad hun skulle gøre. Hun havde på fornemmelsen, at hvis hun tog dukken nu, ville noget forandre sig. Hun kunne føle den sikkerhed dukken, fyldte hende med, selv når hun ikke holdt den ind til sig. Hun blev nød til at have den støtte. Specielt nu, hvor hun manglede den støtte hun plejede at have. Hun tog dukken op og krammede den, som var hun alene i verden. Da hun igen kiggede ned på den hvide dukke, var smilet og øjnene igen åbne. Som når mørket fortager lyset ved skumringstid, forsvandt dukken ud af hendes syn. Camilla kiggede rundt, fortvivlet. Hun kunne se hendes forældre stå og stirre skræmt på hende. Og det var der hun så det. Dukken dukkede up bag ved hendes forældre. Hun prøvede at skrige, men hendes lunger var tømt for luft. Hendes forældre opdagede ingenting. Hun så blodpletterne forme sig på gulvet foran hende. Hun faldt ned på gulvet, hjælpeløst, og alting blev sort for hendes øjne.

Camilla vågnede. Hun var i en ambulance. Hun ville sidde op, men da hun prøvede, sagde en mand med hvidt tøj, at det ville være bedre at blive liggende. Hun havde det også så rart. Hun kunne mærke noget koldt flyde ind i hendes krop. Hun syntes det var lidt bizart, men det føltes forfriskende. Hun kiggede lidt rundt. Manden i det hvide tøj lignede lidt hendes Far. Hendes Far. Hvad var det sket med hendes forældre. Hun satte sig op igen. Hun spurgte, med hendes spinkle stemme, hvad der var sket. Lægen smilede til hende. Det var det smil. Djævlens smil. Camilla begyndte at skrige. Men hun stoppede pludselig. Hun kendte den duft. Hun vendte sig om, og så hendes mor. Hendes mors røde læber smilede behageligt til hende. Læberne begyndte at danne nogle ord. Hun kunne høre, at hun sagde ” Bare rolig Camilla. Vi skal ikke bo i det hus mere. Vi flytter langt væk. Og Politiet skal nok finde far. Han er sikkert bare faret vild. Du ved hvordan han er. Nå ja. Jeg har også din hvide dukke. Den ligger der. Lige ved siden af dig, hvor den  altid har været…. Og vil være… ”

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...