Min øjesten

~ I aften holder oprørerne møde i den gamle magarinefabriks kælder. Marie passer Karen. Jeg har fortalt hende at jeg skal ud og arbejde. Jeg håber på at alt går vel ~

Det er 1970 og Karen bor alene med sin datter i København. Hun begynder at tænke på sin afdøde mor, og har brug for en forklaring af hende. En dag finder hun hendes mors dagbog fra 2 verdenskrig. I dagbogen får Karen indblik i hendes mors svære liv, og valg.

3Likes
0Kommentarer
1002Visninger
AA

2. Dagbogens sider

Jeg sidder ved kassen i købmanden jeg arbejder i. Klokken er halv 1 om formiddagen og min mor fylder stadig mine tanker.

"Jeg skal bede om 98 kr" hører jeg mig selv sige til Dorrit fra lejeligheden Elise og jeg bor i. Hun kigger overrasket på mig. 

"98 kr! Nu går verden ikke længere. Nu skal du høre, da jeg var barn var der intet, intet siger jeg dig, som var så dyrt! Hvad er det for noget? 98 kr for lidt kød og nogle kartofler. Altså, vil verden have at vi sulter? Der er jo ingen der har råd til det i længden. Fy for satan, siger jeg!" vrissede Dorrit og rystede arrigt på hovedet. Jeg nikkede, og erklærede mig enig. Bare for freds skyld. 

"Hav en god dag Dorrit" nåede jeg lige at sige før hun forsvandt ud af købmanden. En ung kvinde kom hen til mig og lagde nogle cigaretter hen til mig. 

"Jeg skal bare have dem" sagde hun og pegede på cigaretterne. Jeg nikkede. Kvinden rystede på hovedet. 

"De gamle mennesker. De prøver slet ikke at følge med tiden!" sagde hun og sendte mig et stort smil. Jeg studerede kort kvinden. Hun var omkring de 20 år, og havde nok aldrig oplevet noget forfærdeligt. Hun havde ingen anelse om hvor hårdt livet kunne være. Det eneste hun nok tænkte på var at hun snart skulle ud og ryge og feste sammen med hendes kammerater. 

"Hmm" svarede jeg og bad om 30 kr. 

En time senere kom min kollega Hans og overtog. Nu var det tid til frokostpause. Jeg satte mig ud i vores lagerrum og rev min taske frem. I tasken lå min mors dagbog.

Med en cigaret i munden åbnede jeg dagbogen. Jeg fandt den første side hun havde skrevet. Jeg tog en dyb indånding og begyndte så at læse.

Den 17 Februar 1942.

Nu har jeg besluttet mig for at føre dagbog. Nok mest for at have en ven. En der altid vil følge mig.

Danmark er i krig, og det har vi været rigtigt i 2 år. Det er virkelig begyndt at være voldsomt. Min datter Karen og jeg bor ved Marie, det er min ven Ingers tante. Inger sagde til mig at Marie var til at stole på. Ikke at der var noget der var vigtigt at hun skjulte da vi flyttede ind for et år siden. Men det er der nu. . .

Marie virker sød. Hvis vi mangler noget, hjælper hun for det meste. Men hun kræver dog stadig penge til husleje, og penge til mad. Det kan jeg også godt forstå. Det er bare en smule svært for mig at skaffe de penge. Mor og far er begge døde, og der er ingen vi kan låne penge af. Så når der er en mulighed for et arbejde tager jeg det. Lige for tiden arbejder jeg nede ved et renseri. Hårdt arbejde, men vi får lige nok penge til at klare os. 

Grunden til at jeg skrev at det nu er vigtigt at Marie er til at stole på, er fordi jeg er begyndt at deltage i nogle af oprørets sager. Jeg deler ildegalle blade ud, men jeg har lyst til at hjælpe mit folk mere! Det er Danmark jeg vil kæmpe for. Og hvor meget hjælper det at jeg deler bladene ud? Marie ved dog ikke noget om det endnu, men det kan være at hun en dag er nød til at få det at vide.

Men jeg kender jo selvfølgelig godt konsekvenserne ved det. Jeg kan blive taget af modbydelige nazister. De kan komme når man mindst venter det! Og de kan nemt dræbe mig. Intet galt i det. Og der er jo lille Karen. Hende kan jeg ikke bare efterlade! 

Men jeg vil så gerne. Jeg vil så gerne hjælpe. Men jeg er stadig i stor tvivl. 

Engang imellem passer Marie lille Karen. Karen er jo kun 8 år, og kan ikke være alene i disse tider. Men det er dog ikke altid at Marie vil passe Karen, så nogle gange ender Karen ved Inger. Når Karen så bliver passet tager jeg til oprørs møder og deler bladene ud. Inger ved intet om at jeg deltager i oprøret. Hun er lige så meget imod nazisterne og Hitler som jeg, men hun vil ikke være med i oprøret. Hun er i ihvertfald ikke med endnu.

Jeg fortæller hende det nok en dag. Men ikke endnu. Hvis jeg en dag er i stor fare vil jeg fortælle hende det, måske før. Men når jeg fortæller hende det er hun også indblandet. Og hun vil være i lige så stor fare som jeg. 

I aften holder oprørerne møde i den gamle magarinefabriks kælder. Marie passer Karen. Jeg har fortalt hende at jeg skal ud og arbejde. Jeg håber på at alt går vel. 

Kirsten.

Jeg taget et hiv af cigaretten og kigger som forstenet på dagbogen. Tænk hvordan det måtte have været ved Marie. Hvor er Marie henne i dag? Og hvor er Inger? Jeg kan slet ikke huske at vi boede ved Marie. Men Inger, hende kan jeg godt huske. Jeg kan huske engang da jeg var lille at hun tog mig med ud til ishuset og jeg fik den største is jeg nogensinde havde spist. Men jeg kan ikke huske hende fra mit liv efter krigen. Efter krigen bestemte en eller anden voksen at jeg skulle bo på et børnehjem. Og da jeg blev 18 flyttede jeg med det samme. Fik et arbejde, og snakkede aldrig med børnehjemmet igen. Hvorfor tog Inger sig ikke bare af mig? Skete der mon noget i krigen med hende? 

Pludselig står Hans foran mig. Hans ser er smule muggen ud. 

"Er du døv?" råber han med hænderne i siden. 

"Nej, nej, jeg har åbenbart ikke hørt dig" siger jeg og rejser mig. Dagbogen smider jeg ned i min taske igen, og smiler forsigtigt til Hans. 

"Fint, kan du så ikke tage over nu?" spørger Hans. Jeg nikker og går ud til kassen igen. 

Nogle timer efter går jeg endelig ud af købmanden. Jeg tørrer sveden af panden og lukker købmands døren efter mig. 8 timer i en lukket butik. Det er ikke drømmeland. Især ikke efter at have fundet sin afdøde mors dagbog fra krigen. 

På vej hjem standser jeg ved en telefonboks. Jeg finder nogle mønter frem og ringer til en Oplysningen. Oplysningen er der hvor man kan få en persons nummer ved at kende navnet. 

"Goddag, jeg vil gerne bede om nummeret til.." jeg stopper mig selv. Hvad er Ingers efternavn?

"Ja?" spørger en kvinde. Jeg vrider min hjerne. Hvad hedder Inger til efternavn? Pludselig mindes jeg en kold december dag, nok før krigen at min mor og jeg skulle ud og spise. Min mor havde fortalt mig at vi skulle spise ved hendes gode veninde Inger. Jeg kan tydeligt huske at jeg dengang havde en fase hvor jeg kaldte alle ved efternavn. Det var min nye dille. 

"Hvad hedder Inger så til efternavn?" spurgte jeg og kiggede på min mor. Min mor smilede til mig. 

"Hun hedder Inger Louise Møller Jensen" sagde min mor og kiggede på mig. 

"Så vi skal besøge Fru eller Frk Møller Jensen?" havde jeg spurgt og danset lidt rundt. 

"Frk Møller Jensen" svarede min mor og bad mig om at gå ordentligt. 

"Hallo?" lød det fra Oplysningen. Jeg vågnede op.

"Inger Louise Møller Jensen!" svarede jeg. Mine hænder rystede. 

"Vi har 3 Inger Louise Møller Jensen. Vil du have alle numrene?" spurgte Oplysningen. Jeg svarede ja, og fik alle de 3 numre. Rystende gik jeg ud af telefon boksen. Nu havde jeg nummeret. Et af de numre måtte være hende! Men i dag ville jeg ikke ringe. Jeg kunne ikke overkomme mere. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...