Min øjesten

~ I aften holder oprørerne møde i den gamle magarinefabriks kælder. Marie passer Karen. Jeg har fortalt hende at jeg skal ud og arbejde. Jeg håber på at alt går vel ~

Det er 1970 og Karen bor alene med sin datter i København. Hun begynder at tænke på sin afdøde mor, og har brug for en forklaring af hende. En dag finder hun hendes mors dagbog fra 2 verdenskrig. I dagbogen får Karen indblik i hendes mors svære liv, og valg.

3Likes
0Kommentarer
1004Visninger
AA

3. d

"Mor, mor vågn op!" råber Elise og hopper rundt i min seng. Jeg har flere gange fortalt hende at hun ikke må hoppe i min seng eller vække mig på en søndag. I dag sætter jeg mig bare op og kilder hende. 

"Stop mor, det kiiiiilder!" skriger Elise af grin og falder slapt sammen på min seng da jeg stopper. 

"Det er straffen ved at vække mig om søndagen" siger jeg og rejser mig op. Søndag er den eneste dag hvor jeg har fri. Alle andre dage tilbringer jeg i købmanden. Elise rejser sig op og ser pludselig alvorlig ud.

"Men mor du ved jo godt at jeg skal i Zoologisk have med fritidsordningen, det er derfor du skal vågne nu" siger Elise.

"Det er også rigtigt. Det er allerede klokken 10 I skal afsted. Og klokken er.." jeg kigger på mit vækkeur. 

"Den er allerede kvarter i 10. Kan du så komme i tøjet, så laver jeg en madpakke til dig imens!" siger jeg og skubber Elise ind på sit værelse. 

Da Elise klokken 5 minutter over 10 er kommet ud af døren smider jeg mig i min seng igen. Vi har ikke telefon i huset, så jeg må ned til telefon boksen og ringe til Inger lidt senere. 

Jeg tager min mors dagbog frem igen. Skal jeg læse mere i den, spørger jeg mig selv om. Jeg beslutter mig for, at det kan jeg godt. Den næste side i dagbogen er fra den 1 Marts.

Den 1 Marts 1942.

Der er sket en masse på det sidste. 

Mødet ved Magarinefabrikken blev bare ikke det sædvanelig møde. Nazisterne havde opdaget at vi var der. Det var frygteligt! Her kommer historien. Mødet startede klokken 8, og Marie skulle jo passe Karen. Men da klokken nærmede sig 8 fortalte Marie at hun havde migræne og kunne ikke passe Karen. Da måtte jeg skynde mig. Jeg løb med Karen i hånden over til Inger, jeg sagde at jeg skulle på arbejde. Inger havde heldigvis ingen planer, så hun kunne godt passe Karen. Da var klokken allerede 10 minutter over 8. Jeg løb så hurtigt jeg kunne. Men hvor hurtigt kan man løbe når der er nazister ved hvert hjørne? De ville bare finde det mistænkeligt. Da jeg endelig nåede magarine fabrikken var den 20 over 8. Der var mødet for længst gået i gang. Jeg stod 50 meter fra magarinefabrikken da den eksploderede med et stort brag. Jeg væltede omkuld. I samme øjeblik jeg væltede forstod jeg det hele. Nazisterne havde opdaget os, og de sprang os i luften. Hvis jeg var kommet til tiden ville jeg være lige så død som alle de andre! Jeg vidste også, at hvis jeg blev liggende der og nazister ville komme, ville de med det samme vide at jeg var oprører. Jeg tog min taske og løb alt hvad jeg kunne. Hjem var min eneste tanke.

Da jeg havde løbet i 5 minutter bemærkede jeg at der var nogle der fulgte efter mig. Jeg troede det var nazister og løb bare alt hvad jeg kunne. Men kort efter blev jeg standset af at de holdt mig fast. Da jeg så deres ansigter slappede jeg helt af. Det var 4 af oprørerne. 1 kvinde og 3 mænd. De ville fortælle hele historien om eksplosionen. Men først ville de gerne lige med ind, så nazisterne ikke opdagede os.

Da vi sad i Maries lejelighed på mit værelse, og havde sørget for at Marie sov fortalte de mig det hele. Alle oprørerne havde siddet om et bord og snakket om et angreb på Tyskernes tog der ville komme i næste uge. De 4 der overlevede havde tabt nogle vigtige papirer udenfor fabrikken. Så de løb ud for at hente dem. Og lige da de var gået ud sprang det hele i luften. Jeg gispede da jeg fik det at vide.

Vi aftalte at vi ville fortsætte vores sager. Den anden kvinde Åse, der overlev ville lave de ildegalle blade. 2 af mændene Jørgen og Poul ville prøve at få flere oprørere med. Den anden mand Henrik ville sørge for dynamit til at sprænge toget i luften. Jørgen, og Henrik fortalte os at ved en stor øde mark 30 kilometer væk ville et Engelsk fly sende dynamit og sprængstoffer ned. Dynamitten skal vi bruge til at sprænge toget i luften. Sprængstofferne kan vi nemt få brug for senere. Jeg skal med ud og hente sprængstofferne når de smider dem ned den 2 Marts - i morgen. Jørgen, Henrik og Åse skal også med. Poul bliver hjemme og gør klar til at få alle sprængstofferne. Det er nemlig ham der skal opbevare dem. Det er utrolig farligt. Hvis der er et Tysk fly ser os kan de nemt slå os ihjel! Der er en speciel måde vi skal fortælle flyet at vi er klar til at få sprængstofferne ned. Jørgen finder ud af om flyet er her og det er det rigtige. Derefter tænder han en lygte. Og så tænder jeg den røde lygte. Når flyet ser den røde lygte, betyder det at der er fri bane, og at de kan sende sprængstofferne ned. De er selvfølgelig pakket godt ind. 

Jeg håber inderligt at der ikke sker os noget. Jeg har jo Karen. 

Kirsten

Med hjertet i halsen smækkede jeg dagbogen i. Hun var 50 meter fra døden, og hun overlev. En tåre gled ned af min kind. Hidsigt gned jeg den væk med min hånd og blev vred på mig selv over at jeg græd over min mor der valgte krig frem for mig. Hvor barnligt den end lød, tænkte jeg sådan. 

Efter at have sundet mig lidt fandt jeg de 3 numre fra Oplysningen frem og gik ned til den nærmeste telefonboks. 63764435. Efter en masse bip, lød Inger Louise Møller Jensens telefonsvarer. 

"Dav, det er Inger. Min mand Knud og jeg er på ferie i Jylland og kommer tilbage om en uge. Hvis de virkelig har brug for at få fat i mig kan de ringe til nummeret 44583991. Det er min mor vi besøger i Jylland. Farvel" sagde Inger og jeg lagde røret på. Den Inger kunne jeg godt strege ud. Hvis Inger stadig lever, lever hendes mor da ihvertfald ikke. For hvis Inger lever vil hun være 70 år. Hun var vist lidt ældre end min mor. 

Den næste Inger. Efter nogle sekunders ventetid tog Inger den. 

"Det er Inger" lød det. Hendes stemme lød gammel, men havde en sød lyd. 

"Inger Louise Møller Jensen?" spurgte jeg svagt. Inger hostede. 

"Ja det er mig. Hvorfor?" spurgte Inger. Jeg tog en dyb indånding og tænkte hurtigt det igennem jeg ville sige.

"Kender.. Eller kendte de Kirsten Dahl Kavely?" spurgte jeg. Inger blev helt tavs. I lang tid sagde hun ingenting. Jeg var lige ved at tro at hun havde smidt røret på. 

"Hvordan.. Hvorfor?" hviskede Inger.

"Kirsten var min mor. Jeg hedder Karen Dahl Kavely, og jeg ringer fordi jeg har fundet min mors dagbog fra krigen" sagde jeg kort og kan mærke at Inger taber røret. 

"Undskyld, jeg tabte røret. Du siger at du er Kirstens datter! Det kan ikke være sandt. De fortalte mig at du var død" råbte Inger. 

"Død? Hvem sagde det?" spurgte jeg. Jeg har aldrig været så meget som syg! 

"Børnehjemmet. De sagde at du var død, af tuberkulose. Jeg bad og bad børnehjemmet om at give mig dig. Men de sagde at du var død!" Inger hulker i røret. Jeg stirrer ud i luften. Fortalte det forbandede børnehjem det? Hvor kunne de. De ville bare have at jeg blev på mit kolde værelse. 

"Inger, kan vi snakke sammen over en kop kaffe en dag?" spurgte jeg. Inger tøvede ikke med at svare. 

"Selvfølgelig. Skal vi sige ved kafe Snik Snak i morgen klokken 12?" spurgte Inger. Jeg blev en smule forbavset over hende svar. Hun var godt nok hurtig. 

"Det er en aftale!" sagde jeg og sluttede samtalen. 

Glad og en smule bange gik jeg hjem. Alt det jeg havde opdaget på en dag. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...