Min øjesten

~ I aften holder oprørerne møde i den gamle magarinefabriks kælder. Marie passer Karen. Jeg har fortalt hende at jeg skal ud og arbejde. Jeg håber på at alt går vel ~

Det er 1970 og Karen bor alene med sin datter i København. Hun begynder at tænke på sin afdøde mor, og har brug for en forklaring af hende. En dag finder hun hendes mors dagbog fra 2 verdenskrig. I dagbogen får Karen indblik i hendes mors svære liv, og valg.

3Likes
0Kommentarer
1007Visninger
AA

1. Mor

Det er den 9 Juni 1970. Jeg står i køkkenet og skræller kartofler. Elise sider ved spisebordet og læser i sin bog. Hun har en lille rynke mellem øjenbrynene, det får hun altid når hun koncentrere sig. Jeg smiler og kigger ud af vinduet. Pludselig er min mor foran mig. Hun smiler stort til mig. Det smil jeg husker. 

"Hun ligner dig " hvisker hun og aer min kind. Vredt skubber jeg hendes hånd væk. En tåre sniger sig ned af min kind. 

"Du må ikke græde" siger hun og ser sørgmodigt på mig. Jeg kan se at hun græder ligesom mig. Først nu lægger jeg mærke til hvordan hun ser ud. Hendes hænder er bundet med håndjern, og hendes krop er helt forslået. Hun har blå og gule mærker overalt på kroppen, og hun har intet hår på hovedet. Der er kun en stor Nazist tatovering på hendes hovedbund. Jeg rækker ud efter hende. Jeg vil trøste hende. Men hun trækker sig lidt tilbage. 

"Jeg elsker dig, og undskyld" siger hun og forsvinder. Et øjeblik står jeg og summer mig. Så bliver jeg med et rasende. Jeg skræller hårdt i kartoflen, men rammer min egen hånd. 

"Av for fa'en!" råber jeg og kigger på min blodige hånd. Elise farer straks hen til mig. 

"Mor!" siger hun og kigger på min hånd. Hendes hånd farer op til hendes mund. Hun finder hurtigt et viskestykke og binder det om min hånd. 

"Har du det godt?" hvisker Elise. Jeg tvinger mig selv til at smile betryggende til hende og kysse hendes kind. 

"Du skal ikke være ked af det. Jeg har det godt igen. Tak for hjælpen skat" siger jeg. Elise nikker, men ser stadig lidt tvivlende ud. Jeg smiler og skubber hende blidt hen til spisebordet igen. 

Jeg ryster over det hele da jeg vender mig mod kartoflerne igen. Smerten i hånden er næsten ovre, men smerten over at se hende igen er der stadig. Sidste gang jeg så hende var for næsten et år siden. Jeg troede hun var helt væk, men åbenbart ikke. Jeg kigger på Elise, og kan se at hun igen er faldet ind i bogens mysterier. Hun ligner mig faktisk. Mor havde ret. Jeg vender mig om igen og lader tårene få frit løb. 

Pludselig står Elise ved min side og tager fat i min hånd. Hun kigger på mig, og kysser mig så på kinden. Sådan står Elise og jeg i lang tid. Vi står bare og kigger ud af vinduet. Tænk at min datter på 9 år kan trøste mig sådan, smiler jeg for mig selv og klemmer blidt Elises hånd. 

"Elise, nu er jeg glad igen. Og jeg er ked af at du også blev lidt trist. Men nu er jeg nød til at lave maden færdig, klokken er jo allerede mange!" siger jeg og kigger på hende. Elise nikker, og spørger så om hun må hjælpe til. 

"Det må du godt, kan du ikke forme den fiskefars jeg lavede tidligere i dag?" spørger jeg. Elise nikker endnu en gang. 

En time efter er maden helt klar og Elise og jeg sider ved bordet. 

"Hvorfor var du ked af det?" spørger Elise. Jeg sukker, selvfølgelig ville hun spørge om det. Hun er jo trods alt kun 9 år. 

"Det er sådan en lang historie skat" siger jeg og spiser en kartoffel. Elise ryster på hovedet. Det er ikke et godt nok svar for min lille pige. 

"Sagen er nok bare at jeg savner din mormor så meget". Elise kigger hen på reolen. Jeg ved godt hvad hun kigger efter. Det billed af min mor. Men jeg tog det ned for et stykke tid siden. Jeg kunne ikke klare at have hende hængende. 

"Hvor er billedet af mormor?" spørger hun og peger. Skulle jeg lyve eller fortælle hende at jeg har gemt det væk? 

"Ehh. . . Jeg tror at det faldt ned og gik i stykker. Så nu ligger billedet i en kasse uden en ramme!" næsten sandt. 

"Godt det ikke er væk!" er det eneste Elise siger, og så begynder hun at spise igen. Jeg kan mærke at den dårlige samvittighed kommer snigende. Jeg burde fortælle hende alt. Jeg var jo lige så gammel som Elise da min mor forsvandt fra mit liv. Men jeg er ikke klar, besluttede jeg mig for. Jeg skal tænke mere over det. 

"Tak for mad mor, jeg går ind og læser på mit værelse" siger Elise og går. Jeg nikker og sukker. 

Da jeg lidt senere har sagt godnat til Elise, sidder jeg og roder i alle mine kasser. Egentlig leder jeg ikke efter noget specielt. Måske det billed af min mor som jeg smed ned i en af kasserne. Jeg tager en stor brun kasse frem. Undrende åbner jeg den. Den har jeg ikke lagt mærke til før. I kassen ligger der en sort lille notesbog. Det er det eneste der ligger der. Jeg tager den op og skubber kassen lidt til side. 

Jeg åbner den, men lukker den gispende igen. Der står Kirsten med store bogstaver på første side. Min mor hed Kirsten. Jeg tvinger mig til at åbne den igen og læse efternavnet. Endnu en gang smækker jeg bogen i igen. Der står Kirsten Dahl Kavely. Det er min mors notesbog. Jeg hedder selv Karen Dahl Kavely. Forsigtigt åbner jeg bogen igen. Jeg giver mig lidt bedre tid til at læse hvad der står på den første side. 

Kirsten Dahl Kavelys dagbog. 

Skrevet den 3 Marts 1942.

Jeg smider bogen fra mig og ruller mig sammen på min seng. Nu vil jeg ikke læse mere, tænker jeg og lukker mine øjne. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...