Save You Tonight - 1 Direction

Isabella Dust er en pige på 16 år. Hun pjækker tit fra skolen, da hun er skolens mobbeoffer. Isabella lukker ingen ind i hendes liv andre end hendes bedsteveninde, Kanika, og hun har meget svært ved at kigge sig selv i spejlet, pågrund af de spydige ord om hendes udseende hun får. Alt vender dog, da hun får et tilbud om at tage til koncert med sin 12 årige kusine, for at hører One Direction. Isabella er meget modstander af det i starten og føler sig bare mere utryg blandt så mange mennesker, blandt andet nogen få piger fra skolen. Hun har intet selvtillid og til 1D's signing prøver hun bare at undgå øjenkontakt da hun føler sig endnu mere utryg blandt så søde, og rimelig lækre drenge. Men lykken er med hende, hende og kusinen Emily ender med at falde i snak med drengene, og nogen af drengene begynder at vise lidt interesse for hende.
Signingen ændre hendes liv, dog med en del forhindringer mellem hende og 'ham'.

25Likes
41Kommentarer
3347Visninger
AA

1. Why did i do that?

'BRIIIIIIIIIIIING!' Lyder det fra skoleklokken, Jeg løber alt hvad jeg kan ud af klasseværelset, for at nå ned på toilettet og låse mig inde der. Jeg løber gennem gangen, og ind på pigetoilettet, så hurtigt som muligt. En dør åbner sig ud til pigetoilettet, og en stille banken på toiletbåsen skræmmer mig fra vid og sans. "GÅ VÆK!" Råber jeg. "Rolig nu, det er bare mig. De andre sidder stadig oppe i klassen." Kanika's trygge stemme, får mig til at åbne døren, men jeg hiver hende direkte ind i båsen sammen med mig. Kanika er min bedsteveninde, engang var det Kanika der styrede skolen og mobningen, men efter at have beskyttet mig én enkelt gang, blev hun mere og mere usynlig for resten af skolen, populær var hun ikke mere og hun blev langsomt mere og mere usynlig for alle. "Du kan ikke blive ved med at gemme dig, sig nu fra!" Lyder det fra Kanika. "Jeg gemmer mig så meget som jeg vil, hvad skal jeg overhovedet sige til dem? De griner jo bare, det ved du godt!" hviskede jeg stille til hende i en hård tone. Hun kigger bare på mig, og siger ikke mere. Vi bruger hele frikvarteret på toilettet, og det føltes som en evighed bare at være tavs, for at skjule sig. Hvorfor sagde jeg ikke bare fra overfor de piger? Var jeg virkelig bange for dem? Eller var det bare ordene der sårede mig? Hmmm, nok begge dele ville jeg sige, jeg var nok lidt bange for dem, deres strenge blikke skræmte mig faktisk meget, selv når de ikke kiggede på mig, kunne jeg se deres blikke for mig.

Klokken ringede ind, og Kanika tog hårdt fat om mit håndled. "Kom nu Bella, vi skal til time!" På vej gennem gange gav hun slip på mit håndled, vi løb alt hvad vi kunne da der var lidt langt fra kælderen hvor toiletterne lå, til vores klasse på 2. sal. Uden hun lagde mærke til det, sank jeg længere og længere bag ud, da jeg drejede om hjørnet for at prøve og indhente hende, var der nogen der hev i min arm. "Så du tror du kan slippe? Du kan ikke blive ved med at gemme dig på toiletterne, vi har gennemskuet dig!" Lød en lys stemme, jeg vendte mig om og så ind i nogen store blå, og hæselige øjne. Jeg vidste med det samme hvem det var. Ashley og hendes lille bande, på de 5 piger omringede mig, og begyndte at skubbe til mig. Jeg kunne tydeligt mærke min tårer var på vej ud, da de havde skubbet så meget til mig, at jeg ikke havde balancen mere, så jeg væltede. De grinte, og begyndte at spytte på mig. "Er det ikke snart på tide du får lavet noget ved det grimme ansigt vi skal stirre på så ofte? Vi skulle jo nødig blive smittet af din grimhed!" Det var ikke engang sjovt, men alligevel lo Ashley og hendes veninder af den dårlige joke. Om det sårede mig? tsk.. selvfølgelig sårede det mig, at blive ramt af sådan nogen jokes og kommentarer hver dag var hårdt. Jeg kunne ikke gøre andet end at løbe. Løbe væk fra alt, og alle. Eller.. Til start bare løbe hjem.

 

** 

 

Jeg låste døren op, da mine forældre sjældent var hjemme før sent på natten, og jeg var enebarn. Jeg løb op på mit værelse og smækkede døren i efter mig. Jeg ved ikke hvor lang tid jeg lå der, men jeg følte pludselig nogen stå i døren. Jeg kiggede op, og til min store overraskelse stod min 12 årige kusine, min moster og min onkel og kiggede på mig med et smil. Heldigvis var der gået så lang tid at mine tårer var tørt helt ind, og jeg var ikke så rød længere. Jeg rejste mig op, og med ét løb min kusine over og krammede mig. "Jeg er så glad for at se dig!" udbrød hun, jeg elskede at være i hendes tilstedeværelse, hun smilede altid, jeg fik dog af vide at jeg var den hun så allermest op til. Hun kendte ikke til mit liv i skolen, da de boede 1 time væk herfra, så hun vidste ikke hvordan jeg var sådan socialt i min vennekreds. I hendes øjne var jeg populær.

"Isabella? Vi har snakket med dine forældre, og vi vil gerne spørge dig om noget, som hverken jeg eller din moster kan nå, eller har tid til." Sagde min onkel, med en mørk og dyb, men glad stemme. Jeg nikkede bare, som i at han skulle fortælle videre. "Emily, har fået disse to billetter til en koncert, og hun vil gerne have du følger hende derhen nu hvor vi ikke kan." forklarede han

"Hvilken koncert?" Udbrød jeg. "One Direction!" Skreg Emily. Jeg kiggede på hende, og smilede. Jeg kunne ikke få mig selv, til en koncert med 5 charmerende fyre. No way! 

"Jeg er ked af det, men det går ikke, jeg vil ikke skuffe dig Emily, men jeg kan ikke nå det med alle mine planer." Løj jeg.

"please." tårene begyndte at stå ud af den 12 årige pige, som så så meget op til mig, jeg kunne ikke skuffe hende. Ku jeg?

Hun løb over til min moster og onkel, og begyndte at græde endnu voldsommere. Jeg har aldrig kendt en pige der var så stor fan af One Direction, som hun var. De vendte sig om, og var på vej til at gå.

 

"Hvornår er det, og hvad tid? Jeg tror godt jeg kan klemme det ind." Smilede jeg, og så min kusine græde af glæde, fyldt med et mega smil i ansigtet. Hvorfor gjorde jeg nu det? Jeg havde ikke lyst, jeg vidste det ville ende galt det her.

_________________________________________________________________________

 

Det er min første novelle, undskyld for stavefejl, og undskyld for det kedelige kapitel, men vi skal jo starte et sted.

Jeg lover det bliver mere spændende i næste kapitel!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...