Save You Tonight - 1 Direction

Isabella Dust er en pige på 16 år. Hun pjækker tit fra skolen, da hun er skolens mobbeoffer. Isabella lukker ingen ind i hendes liv andre end hendes bedsteveninde, Kanika, og hun har meget svært ved at kigge sig selv i spejlet, pågrund af de spydige ord om hendes udseende hun får. Alt vender dog, da hun får et tilbud om at tage til koncert med sin 12 årige kusine, for at hører One Direction. Isabella er meget modstander af det i starten og føler sig bare mere utryg blandt så mange mennesker, blandt andet nogen få piger fra skolen. Hun har intet selvtillid og til 1D's signing prøver hun bare at undgå øjenkontakt da hun føler sig endnu mere utryg blandt så søde, og rimelig lækre drenge. Men lykken er med hende, hende og kusinen Emily ender med at falde i snak med drengene, og nogen af drengene begynder at vise lidt interesse for hende.
Signingen ændre hendes liv, dog med en del forhindringer mellem hende og 'ham'.

25Likes
41Kommentarer
3295Visninger
AA

7. I Feel Save With You.

 

Isabellas synsvinkel.

”Godmorgen Bella” En hvisken lød lige ind i mit ører, og jeg kunne med det samme hører hvis stemme det var. Harry. Jeg havde drømt om Zayn, som en meget stor overraskelse. Jeg ville hellere drømme om Harry, men af en eller anden grund, var det Zayn jeg drømte om, men hvorfor? ”Jeg har lavet morgenmad, vi er alene. Louis er hos Eleanor.” Jeg åbnede øjnene, og tog så tøj på. Jeg gik ud i køknet, hvor der nærmest var lavet morgenmad til 10 personer, der var så meget at vælge imellem. ”Har du selv lavet det?” Spurgte jeg med åben mund. ”Louis hjalp mig inden han tog afsted, så ellers ja. Morgenmad er vigtigt.” Sagde han og rodede i sit krøllede hår med den ene hånd, mens han sendte et lidt genert smil. Det smil der gjorde mig helt blød. ”Det er for meget.” Hviskede jeg og kiggede ned i gulvet. ”Hvad mener du?” Harry så overrasket på mig, hvilket jeg godt forstod, når han havde brugt så lang tid sammen med Louis på at lave morgenmad. ”Der er bare aldrig nogen der har gjort så meget for mig i hele mit liv, som du har gjort for mig på 2 dage.” Jeg kunne næsten ikke få det ud, de vidste jo stadigvæk ikke noget om mit liv, de kendte ikke til det jeg gik igennem i skolen. Harry så på mig, han smilede ikke, jeg nåede ikke at tænke længere før han hev mig ind til et kram. Han trak sin krop lidt væk fra min, men hans arme var stadig rundt om mig, han kiggede mig ind i øjnene, og der stod vi så. Jeg havde sådan lyst til at kysse ham, men af en eller anden grund, tænkte jeg nu på Zayn. På de ord som han havde sagt i går aftes, da han troede jeg sov. Han havde indrømmet hvordan jeg fik ham til at smelte af glæde. Jeg havde ingen anelse om hvad det kunne ende med. Og tanken om at jeg er lidt små lun på Harry, men drømmer om Zayn, kunne umuligt være en god ting. ”Hvad tænker du på?” Harry så undrende på mig, og begyndte så at smile lidt. Jeg så nok ud til at være lidt væk, jeg lignede nok en der var på en helt anden planet. ”Jeg skal i skole!” Jeg skubbede mig væk fra ham, men ikke fordi jeg ikke ville kramme ham, jeg var bare lidt forvirret, og ville bare gerne afsted, og få overstået endnu en 'bad day'. ”Ro på, jeg kører dig jo, bare tag dig tid. Du skal først møde om 1 time.” Harry så roligt på mig. Jeg var gået i gang med at spise, og det var han også.

 

**

Jeg sad i bilen sammen med Harry ude foran min skole. Jeg kunne næsten ikke få mig selv derind, det var et helvede derinde. ”Klokken ringer om 15 minutter, og du havde så travlt med at komme herhen, skal du så ikke ind i klassen nu?” Jeg kunne se hvordan Harry synes det var morsomt at jeg havde så travlt med at komme i skole og nu ville jeg ikke ud af bilen. Jeg kunne se hvordan hans smukke smil, blev forvandlet til en sang af latter. Jeg kunne bare se alt det fantastiske ved ham, var der intet negativt omkring ham, hvorfor var han så forpulet perfekt. ”Jeg har ikke lyst. Jeg vil ikke derind.” Harry's smil forsvandt da jeg stoppede med at snakke. ”Kør mig væk herfra.” Min stemme blev alvorlig, og jeg kunne se hvordan han nærmest blev skræmt. Jeg havde aldrig snakket alvorligt til ham. Jeg havde det heller ikke så godt med at snakke sådan til ham, jeg kunne jo bare have spurgt pænt, det var slet ikke meningen at kommandere sådan med ham. Jeg ville bare gerne væk hurtigst muligt, jeg vidste han ville undre sig over det, men først og fremmest ville jeg bare håbe på han ville køre væk fra skolen. Han kørte mig hjem, til mig selv og hjalp mig så indenfor. Vi var alene hjemme, mine forældre arbejdede stadig fra tidligt om morgenen til sent på aftenen. Jeg gik op og lagde mig i min seng, og kunne så stille mærke hvordan min tårer de pressede sig på. Det var ikke meningen at skulle begynde og græde nu, men alle de gange jeg var blevet spyttet på, sparket til, bare alle de gange jeg var blevet udsat for mobning kom til syne i mit hoved. Alle de gange jeg var blevet trådt på af de 'populære', og blev udstillet, kom til syne for mig. Det var forfærdeligt at tænke på. Jeg kunne hører fodtrin hen imod mig, og kunne så mærke Harry lægge sig ved siden af mig. ”Hvad sker der?” En bekymret Harry, lagde hånden på mit hoved, og aede mig stille. Jeg satte mig op, og kiggede ham dybt i øjnene. ”Det er ligemeget.” Jeg prøvede at virke overbevisende, men jeg kunne se han ikke troede på mig. ”Jeg kan se på dig du ikke er okay, Isabella. Den måde du kiggede på din skole på, og den måde du snakkede til mig på i bilen, hele vejen hjem, var nyt. Jeg har aldrig hørt, eller set det før. Der er noget galt.” Han lagde sin hånd på min kind, og tommelfingeren under min hage. Jeg kunne mærke sommerfuglene i min mave, som bare fløj rundt. Jeg begyndte at græde igen, og fortalte ham så alt jeg havde været igennem. Han kiggede tomt ud i luften da jeg var færdig med at forklare. ”Harry?” Min stemme var svag, og jeg kunne mærke hvordan det gik ham på, at jeg var blevet behandlet som lort. Han var sur, nej, ikke bare sur. Rasende. Han skulle ikke være rasende, det havde han da ikke nogen grund til. Han havde et blik i øjnene, der gjorde mig bange. Også selvom det ikke var mig der havde gjort noget dumt. Efter 20 sekunder, forsvandt det blik jeg blev bange for. Hans blik blev trist, jeg kunne se hvor dårligt han havde det med min fortid. ”Jeg vidste ikke du havde været igennem alt dette.” En trist stemme, kom ud af Harrys mund. ”Vi har jo heller ikke kendt hinanden så længe. Jeg ville ikke fortælle ud om mit liv med det samme.” Jeg kiggede på ham og prøvede at smile. ”Hvad siger dine forældre til det?” Han kiggede på mig, og jeg kunne se han ventede på et svar. Sjovt nok kunne jeg bare ikke få det ud. Jeg vidste han ville blive irriteret. Allerede efter 2-3 dage, kendte jeg ham nærmest ind og ud, og han vidste ingenting om mig. ”De arbejder jo fra tidligt om morgenen til sent på aftenen, så de ved ikke noget, og de er sikkert også ligeglade. Det plejer de at være med alt jeg tager mig til.” Svarede jeg ham nervøst. ”Så du har gået i skole hver dag i så mange år, blevet mobbet, dine forældre er ligeglade og lærerne har ikke gjort noget ved det?” Han lød nu sur igen. Jeg nikkede stille til ham. ”Jeg har ikke gået i skole hver dag.” Harry så nu undrende på mig. ”Jeg pjækker en del, jeg kan ikke klare at blive trådt så meget på som jeg bliver, Kanika er den eneste der beskytter mig, og hun er der jo heller ikke altid dér hvor det sker.” Jeg følte en lettelse, han havde fået alt af vide nu, og jeg følte mig tryg i hans tilstedeværelse. Jeg havde også fortalt om Kanika, og de vidste nu også alle fem hvem hun var, hun vidste bare ikke at de vidste det. Jeg havde måske glemt at fortælle det, hov. ”Kom her, nu tager vi ud og hygger. Vi tager til byen, og laver lige hvad du har lyst til, ligemeget hvor dyrt eller hvor lang tid det tager, det her bliver din dag!” Jeg kiggede skeptisk på ham, og jeg kunne se han mente det. Jeg nåede ikke at svare før han tog min hånd, og træk mig neden under, og udenfor. Jeg var lige ved at glemme at låse døren, så jeg løb lige hurtigt tilbage, vi skulle jo nødig have indbrud. ”Du høves ikke gøre..” Jeg nåede ikke at sige mere før Harry afbrød mig. ”Isa? Du er en fantastisk pige, og den måde du er blevet behandlet på, er ikke retfærdigt! Du har brug for kærlighed, og jeg vil bruge hele dagen med dig, jeg elsker dit selskab, og det her ville være ren nydelse og det vil være afslappende.” Han kiggede på vejen, men jeg kunne se hvor seriøs han var, og hører hvor meget han mente det. ”Hvad med Journalister, papparasier osv.?” Jeg havde ikke noget imod at blive set sammen med Harry i hver eneste avis, men det kunne være han havde det. ”Jeg er ligeglad, jeg vil bare være sammen med dig, vi er jo også bare venner?” Han stoppede så bilen, da vi var nået til en parkeringsplads, og kiggede så på mig. Han sendte mig et bredt og charmerende smil, men ordet 'venner' fangede min opmærksomhed, ville han kun det? Vi gik ud af bilen. ”Bare venner, Harry du lyver.” Harry hviskede noget, jeg tror det var til ham selv, for jeg hørte ikke rigtig hvad han sagde. ”Hvad sagde du Harry?” Jeg kiggede på ham og sendte ham et smil. ”Når, ikke noget. Jeg tænkte bare højt søde.” Svarede han, og lagde armen om mig. 'Bare venner', det lød som noget jeg havde hørt før. Jeg ville bare nyde dagen med ham, tænk han gjorde det for mig. Min dag kunne umuligt blive bedre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...