Du forsvinder....

Flere og flere personer forsvinder ude i marken, når der skal tjekkes op på fugleskræmslet. Det har foregået noget tid nu, og nu er det ikke store nyheder, hvis en vagt pludselig er forsvundet. Men der er dog tale om et fælt monster, der spiser dem, der kommer for tæt på. Pigen Siri er helt ligeglad, og synes at hun bare skal blande sig udenom. Men så forsvinder Siris far ude i marken, og så får Siri nok. Hun begiver sig ud i marken om natten for at få sin far tilbage.

Det her er en gyser jeg har skrevet til skolen.
Håber i kan lide den :)

4Likes
2Kommentarer
1120Visninger
AA

3. Væddemål

 

Lyden blev højere, det lød som om nogen fumlede døren. Et øjeblik troede, nej jeg håbede, at det var ham. Men mine håb gik aldrig rigtig igennem. Jeg lukkede hurtigt tanken ned. Han vil for evigt være faret vild derude, fange af mørket. ”Nå så I ved det allerede” sagde en hæs stemme henne fra døren, ind til værelset. Jeg kiggede faretruende op, og hvæsede af refleks. Så der i dørkarmen, stod en dreng. En dreng med kridhvid hud, sort, pjusket hår og de vildeste, brune øjne. Men drengens ansigt viste at han var bange. Jeg stoppede hvæset og fik et undskyldende udtryk. ”Undskyld, det var en refleks” hviskede jeg lavt, og så flovt ned i mit skød. Pludselig kom smerten igen, en kold bølge af smerte og skuffelse. Håbet for at det var min far der kom ind, var ikke død. Men nu var det officielt. En massiv flod af tåre, ræsede ned ad mine kinder og ned på min kjole. ”Ja, vi ved det” kom der fra min mor. Jeg kiggede overrasket på hende. Hendes tårer var væk, ikke engang hendes røde striber under øjnene var der. Men jeg vidste hendes smerte stadig var derinde. Det gabende hul gav ikke så let op, det vidste jeg bare. ”Siri, gider du ikke at varme noget vand op til te. Vil du gerne have noget te Quil?’’ sagde min mor venligt. Jeg gjorde mine øjne store af forskrækkelse. Hvordan kunne hun glemme smerten så hurtigt? Hun havde endda et lille smil på læben. ”ja det vil jeg da meget gerne” sagde Quil, og hans brune øjne, lyste af glæde. Jeg bed det i mig og lagde et smil på læben. Men smilet nåede ikke mine øjne.

   Jeg rejste mig, og førte ham hen i det lille køkken. Jeg tog den lille metalkedel, ud af skabet og hældte vand i. Jeg havde hentet frisk vand fra brønden i går aftes. Jeg lagde kedlen på komfuret og satte ild til komfurets kogeplade. Jeg satte mig ned ved det lille, gamle træbord og stirrede ned i bordet. Quil sad bare overfor mig og så venlig ud.

”Du ved godt det ikke er pænt at hvæse af folk” lød det fra Quil. Først nu lagde jeg mærke til hvor blød og venlig, hans stemme var. Bare jeg ikke havde såret ham. Men da jeg kiggede op og så hans varme smil, fik jeg selv et ægte smil på læberne. ”Undskyld igen, det var en refleks” sagde jeg undskyldende, og prøvede at dræbe mit smil. Hvordan kunne jeg smile, når min far måske ligger bevidstløs ude i marken eller værre, død. ” Det er okay, du havde sikkert en god grund til at gå i forsvar på den måde. Det må have været et chok for dig at få af vide, at din far er blevet endnu et offer for monsteret” sagde Quil, og havde et sært udtryk af medlidenhed. Men et eller andet var forkert i hans sætning, det kunne jeg mærke. ”Monsteret?” sagde jeg undrende. ”Ja folk rundt i landsbyen siger at der går et fælt monster rundt ude i marken om natten, og hvis der kommer nogen for tæt på, spiser monsteret dem” sagde han velvidende. Jeg rystede på hovedet og skælvede over hele kroppen. Det er da en latterlig tanke. ”Tror du virkelig på det?”. Han nikkede smilende. ”Det er da for dumt” sagde jeg. Hans smil forsvandt. ”Altså hvis der var et fælt monster der spiser mennesker, hvorfor har vagterne ikke fundet spor af blod eller knogler, da de ledte efter de forsvundne?” sagde jeg triumferende og kiggede spørgende på ham. ”Det er jo klart, monsteret har så skarpe tænder og en større styrke end man kunne drømme om. Den spiser rub og stub” sagde han afgørende. Han må jo have blevet skør. ”Hvordan ville du ellers forklare, hvorfor 22 mennesker ikke er blevet set efter de havde været i marken om natten?” sagde han og lænede sig hen over bordet. Jeg tøvede. Det er da ikke muligt at et ’monster’ er årsagen til forsvindingerne. ”Det er da ikke muligt” sagde jeg ængsteligt, og rystede forvirret på hovedet.

”Tror du ikke på mig?” sagde han.

”Nej, vil du virkelig have mig til at tro at der er et monster ude i marken?”

”Du kan da bare tag derud i nat” sagde han udfordrende og et glimt af spænding i de brune øjne.

Tanken om at gå ud i marken, redde min far og ydmyge Quil, strejfede mig kort. Jeg kunne godt lide den tanke. Jeg var lidt ligeglad med Quil, men jeg ville gøre alt for at få min far tilbage.

”Jamen så gør jeg det. Hvis jeg kommer tilbage i live, beviser det at der ikke er noget monster. Tror du kan klare et nederlag?” sagde jeg selvsikkert og fik selv et smil på læben og et glimt af spænding i øjnene. Faktisk, ikke bare et glimt, mine øjne strålede af spænding og selvtillid. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...