Du forsvinder....

Flere og flere personer forsvinder ude i marken, når der skal tjekkes op på fugleskræmslet. Det har foregået noget tid nu, og nu er det ikke store nyheder, hvis en vagt pludselig er forsvundet. Men der er dog tale om et fælt monster, der spiser dem, der kommer for tæt på. Pigen Siri er helt ligeglad, og synes at hun bare skal blande sig udenom. Men så forsvinder Siris far ude i marken, og så får Siri nok. Hun begiver sig ud i marken om natten for at få sin far tilbage.

Det her er en gyser jeg har skrevet til skolen.
Håber i kan lide den :)

4Likes
2Kommentarer
1131Visninger
AA

5. Et mørkt slør

 Jeg tog den brune skindtaske op over skulderen, og gik ud af døren. Solen var gået ned. Himlen var helt mørkeblå og jeg kunne se de første stjerner dukke op. Jeg nærmede mig stien ind til marken. Mit hjerte bankede på højtryk, og det fik mig til at gispe efter vejret. Himlens klare, mørkeblå farve lagde et  mørkt slør over kornene og  ind i alle kroge. Det var svært at se den sti, jeg fulgte. Det var som om at gå rundt i en uendelig labyrint. Efter nogle få minutter, får jeg øje på den høje søjle som holder fugleskræmslet højt oppe over jorden. Jeg kunne huske sidste år. Hvor høsten var gået galt, på grund af fuglene. Jeg gik sulten i seng i en hel måned. Jeg kunne tydeligt huske den stikkende smerte i min mave, den smerte jeg gik rundt med hver dag. Smerten brød pludselig frem i min mave. Jeg hvislede et lille gisp gennem mine tørre læber. Smerten kom ikke frem af sult, men jeg husker pludselig at min far gav mig altid halvdelen af hans mad i den måned. "Tanken om at du sulter, er værre end at have ondt i maven" havde han sagt til mig. Smerten i min mave nu, var ikke fysisk, men psykisk. Jeg savner ham virkelig. Den store stikkende smerte i min mave, fordelte sig ud i en masse små stik, og spredte sig helt op til min hovedbund og ned til mine tæer. Den frysende fornemmelse masede sig gennem hele min krop. Mine tænder begyndte at klapre, og mine hænder rystede og hele min krop begyndte at skælve. Jeg satte min taske på den kolde jord og åbnede den. Tog min hermelin jakke op, og kæmpede med at få mine arme ned i de smalle ærmer. Varmen spredte sig i min krop, og dræbte alle de frysende stik. Mine hænder lagde sig til ro, og mine tænder stoppede med at klapre. Der var intet andet end den pæl til fugleskræmslet. Fugleskræmslets ansigt var syet sammen i et forvrænget udtryk af gys og gru. Den var grunden til at folk kom herud. Måske var den også årsagen til at min far forsvandt. Jeg skulede ondt op til fugleskræmslet, da jeg går forbi. Jeg var henne i udkanten af cirklen, da jeg hører et vindstød og et lavt bump bag mig. Jeg vender mig skrækslagen om og ser at fugleskræmslet der før var oppe på pælen, nu er væk. Automatisk sætter mine fødder i løb, ikke mod udgangen men ind igennem de høje korn. Tasken gør mig langsom, så jeg tager lommekniven op og smider tasken bag mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...