Du forsvinder....

Flere og flere personer forsvinder ude i marken, når der skal tjekkes op på fugleskræmslet. Det har foregået noget tid nu, og nu er det ikke store nyheder, hvis en vagt pludselig er forsvundet. Men der er dog tale om et fælt monster, der spiser dem, der kommer for tæt på. Pigen Siri er helt ligeglad, og synes at hun bare skal blande sig udenom. Men så forsvinder Siris far ude i marken, og så får Siri nok. Hun begiver sig ud i marken om natten for at få sin far tilbage.

Det her er en gyser jeg har skrevet til skolen.
Håber i kan lide den :)

4Likes
2Kommentarer
1149Visninger
AA

6. Dræb mig nu bare!

Det eneste jeg kan høre er mit hjerte der slår på højtryk, og mine fødder der stadig løber alt hvad de kan. Vinden tager fat i mit hår, og skygger for mine øjne. Da jeg vender hovedet, for at kigge tilbage, ser jeg at jeg er løbet i ring, og jeg er på vej hen til cirklen med pælen igen. Himlen er blank og sort, det eneste der giver den mindste smule lys, er månen. Den store runde kugle glitre på den sorte himmel, og jeg er et tidspunkt i tvivl, om jeg virkelig bliver forfulgt af et rædsels fugleskræmsel på sådan en fredelig aften. Det burde ikke være tilladt, selv for monsteret. Men det jeg havde set ved pælen, var ikke bare illusioner. Selvom jeg gerne vil tro på det, kan jeg ikke. Der er noget her i natten, som er større magter end jeg kan forstille mig. Som Quil sagde, har det her monster, en større styrke end jeg kunne drømme om. Mit hjertes banken, og mine fødders trampen, var nu ikke det eneste jeg kunne høre nu. To fødders dunken mod jorden, og et brøl så stort at jeg ikke kunne høre mine egne tanker, dukkede op bag mig. Mine fødders kraft blev svækket af kulde og træthed, og jeg faldt om henne ved pælen i cirklen. Pælen gav min ryg støtte, og jeg så lige op i fugleskræmslets gyseransigt. Jeg kiggede ned, da en dræbersmerte dukkede op nede fra mine fødder. Mine støvler var faldet af og der var store, dybe sår spredt ud over mine fødder. Jorden havde blandet sig sammen med mit blod, og gav en stærk lugt fra sig. Fugleskræmslet over mig, tog sin hånd op i luften, og der i månens skær, lå min lommekniv i monsterets hånd. Det var dråben, den skulle alligevel til at slå mig ihjel, nu stjæler den også min fars lommekniv. Det var det eneste minde jeg havde tilbage fra ham. Jeg havde ikke tænkt mig det, men et stort skrig af hjælpeløshed og smerte kom ud gennem mine læber. Også stak fugleskræmslet mig i armen. Det var ikke et dybt sår, men smerten var stor. Jeg gav endnu et skrig fra mig. Jeg blev ved med at skrige, mens jeg ventede på at monsteret ville stikke kniven i maven på mig, bare for at få mig til at holde mund. Men noget andet havde fået fugleskræmslet opmærksomhed. Som om der var noget på vej, der både kunne slå mig og monsteret ihjel på samme tid. Måske var det fugleskræmslets herre eller fjende. Lige meget hvad, måtte det være værre end at få stikket en kniv i maven og få en hurtig død. Smerten måtte også være større. Jeg ville have min lommekniv i maven, end skarpe tænder i halsen. Jeg måtte på en eller måde få opmærksomheden fra fugleskræmslet igen. Med min raske arm, rakte jeg så stille og roligt, som jeg kunne, ud efter lommekniven i fugleskræmslets hånd. Lige før jeg havde grebet om lommekniven, rettede fugleskræmslets vrede mod mig, og stak kniven ind i min raske arm. Smerten var større end på den anden arm, og det fik mig til at svæve mellem liv og død. Jeg var træt, rigtig træt. Smerten fra mine fødder, hobede sig op igen, da kulden tog fat i dem. Og det hjalp heller ikke, at der kom en stribe blod ned fra min mund og ned på min hals. Jeg rystede og krummede mig sammen af kulden. Jeg var lige ved at falde hen i døden, da jeg hører et brøl. Ud af brølet formede der sig et navn. ”SIRI!” kom der fra udkanten af cirklen. Men i samme øjeblik lukkede mine øjne i.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...