Kun.

Jeg har skrevet denne historie som en stil. Den er nok både science fiction, realisme - alt muligt. Det er lidt svært at forklare, men jeg håber alligevel, I synes om det.

0Likes
0Kommentarer
744Visninger
AA

1. På vej fra livet.

Jeg kiggede ned på Petro. Kun elleve år. På vej til sit livs største beslutning. Najas brune krøller, hendes øjne og hendes tynde arme. Hun var kun seks år, og alligevel forstod hun, hvad der skete lige nu. Hun forstod, at hendes forældre var misbrugere, hun forstod, at hun var fattig og boede i et slumkvarter i Australien. Hun forstod, at hun var blevet voksen for tidligt. Jeg kunne have sagt noget til hende, jeg kunne blidt have berørt hendes bløde krøller. Men det gjorde jeg ikke, for hun havde selv bestemt det. At hun ville dø nu, og ikke i hendes hjem, om mange år. Nej, hun ville dø på havet, hvor ingen kunne finde hende, og græde over hende. For hun vidste, at ingen ville gøre det. Hun forstod det hele, som var hun voksen, eller så gammel, at hun havde fået forklaret livets mange gåder og mysterier.

Vi gik langsomt, uden at udveksle ét eneste ord. Mon det var en god idé, hvis man godt ville have, at ens sidste ord var noget godt? Eller var det bare helt lige meget? I hvert fald gjorde vi ingenting for at snakke. Naja så ikke ud som om hun havde lyst til at ytre ét ord mere i denne verden. Måske fordi hun intet havde til overs for denne grufulde verden, hun var vokset op i. Der fløj helt sikkert en masse tanker gennem Petros hoved. Han så ud til at kæmpe en kamp inden i sig selv. Skulle han stikke af, og leve videre – eller få en død på havet, hvor ingen kunne drille ham, eller stikke ham en blodtud? Det så ud som om, at han valgte at gå videre. Både så skrøbelig som noget barn kan være, men stadig så stærk, at han kunne sige farvel til verden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...