Kun.

Jeg har skrevet denne historie som en stil. Den er nok både science fiction, realisme - alt muligt. Det er lidt svært at forklare, men jeg håber alligevel, I synes om det.

0Likes
0Kommentarer
720Visninger
AA

4. Et helt nyt liv.

Røgen fra bålet kastede sig ud i en lang vidunderkamp af røgformationer, som kun naturen kan skabe det. Naja og jeg havde fundet noget træ til bålet, fanget nogle fisk, og nu lå de og blev til det bedste måltid, vi nogensinde havde fået. Der lå en lille kilde midt på øen, som vi var strandet på, så der var ingen problemer med mad, vand eller varme. Vi kunne sagtens overleve, hvis vi havde lyst. Nu hvor vi sad og stirrede ind i ilden, kunne jeg mærke at tankerne igen strømmede gennem mit hoved som en flod. Najas lange hår var så småt begyndt af tørre. Vi var blevet gennemblødt til skindet. Mit hår var meget kort, for jeg havde skåret det meste af et par dage før vi tog af sted. Man kunne se på Najas øjne, at hun havde oplevet så meget, som havde hun været halvtreds år gammel. Petro så ud som om han var otte år, så forskræmt så han ud, men det ville han nok ikke bryde sig om at høre, så jeg undlod at bemærke det. Det var mørkt, og vi var alle trætte da vi lagde os rundt om ilden og blev lullet i drømmeland.

Et par dage efter var hele øen vendt på vrangen af os tre, nysgerrige børn. Vi havde både lavet et lager af brænde, fundet mad og steder at finde mere af det. Øen var forholdsvis stor, og dyrelivet var ikke spoleret af mennesker. Det var som om at denne ø aldrig før var betrådt af et menneske. Vi havde fået bygget en stor hule, lavet sovepladser og en lille bålplads. Nu kunne vi overleve i mange år, og livet var allerede blevet en stor leg efter nogle dage. Naja lignede mere og mere en pige på seks. Hendes kinder blev mere og mere fyldige efter nogle måneder. Petro havde fundet en abe, som han kaldte Kaya. Han havde allerede lært hende at følge efter ham, og han havde så småt vendt sig til, at hun sad oppe på hans hoved og rev ham i håret. Efter anden dag med den lille abe, havde Kaya vist Petro et lille sted ved vandet i midten af øen, hvor hun havde et lille lager af noget helt hvidt, sødt noget, som var ligesom små sandkorn. Hvordan Kaya havde fået fat i det, var ikke til at sige, men det smagte rigtig godt, på nogle af de ting vi lavede på bålet. Det hvide stads fik navnet ’sukker’, og der blev fundet mere og mere af det. Kaya havde gemt det over hele øen, så sukker kom vi aldrig til at mangle. Øen var ikke en tropeø, som man tænker dem med palmer og den slags. Vi var nok drævet langt væk, for der var ingen palmer, og der var ikke kun sand under fødderne på én. Dyrelivet var fantastisk. Alle mulige slags dyr levede sammen i fred. Det var dejligt at se. Dette var, hvad livet er værd. Dette var et ægte liv!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...