Livet som hund

Dette er en kort fortælling fra en hunden Pjuskes synssvinkel. Det er min fortolkning af, hvordan det er at være hund. Husk at konstruktiv kritik er ALTID velkommen.

26Likes
11Kommentarer
1855Visninger

1. Tur

Pjuske logrer ivrigt med sin mørkebrune hale. Den kigger bedende op på ejeren, der blot ryster mildt på hovedet og sætter hundesnoren fast til halsbåndet. Mærkelige lyde forlader ejerens læber, inden de begiver sig sammen ud af fordøren. Hundredevis af ukendte, samt vante dufte strømmer den glade labrador i møde. Den ved udemærket, hvor de skal hen. Pjuske glæder sig så meget, at den ihærdigt kæmper sig frem ad, trods snoren der ikke rummer den fortukne længde.

Et jag af kort smerte trykker i struben. Det nager hunden, så den sætter fortvivlet farten ned. Halsbåndet gnaver stadig lidt, men til at holde ud. Tungen hænger uvilkårligt ud af munden på Pjuske, der kniber øjnene sammen og nyder den befriende følelse af brise i pelsen. En bred hånd bliver placeret bag dens fløjlsbløde ører. Hånden nusser langsomt, så længslen efter mere bliver større.

Rosende, men rallende lyde høres i morgenluften, mens de vandrer videre gennem parken. Grønne stængler og et uendeligt virvar af lilla violer omgiver det umage par. Pjuske ser glædeligt til, da ejeren løsner snoren i halsbåndet. Den kan næsten ikke vente til, at løbe frit, kaste sig i blomsterne eller gø legsygt af forskrækkede ænder med brokkende miner.

Den spæner barmhjertigt af sted, efter at have adlydet et par enkle kommandoer, en hver velopdragen hund skulle kunne. Nye dufte overvælder dens sarte snude, der villigt inhalerer dem alle.

Græsset vokser under dens poter, mens den begraver sin blanke snude i ribsbusken. Spidsen af snuden ender med at få en fin rødlig nuance, da Pjuske logrer videre. Dens lange ben flyver i luften over mod skovsøen, hvor den stikker hoved i vandet og kører rundt, til der ubevidst hænger klumper af våde hår på hans ører.

Ejeren kalder eftertrykkeligt på den. Pjuske styrter energisk hen til manden, der står og svinger med hundesnoren. Et mentalt suk flyder i dens hjerne, da ejeren siger sit til den. Men lydig må den være, så Pjuske sætter sig øjeblikkeligt, hvorefter ejeren sætter snoren fast i halsbåndet.

De vandrer sammen hjem i fred og fordragelighed. På vejen køber de morgenbrød til hele familien.

Pjuske elsker sit liv. Den tænker at endnu en morgen er gået og endnu en dag er startet...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...