Raining blood

Denne historie handler om den 17 årig Amber.
Med en døende lillebror, en dranker af en mor og en spade af en far prøver hun kræfterne af på en efterskole, så langt væk fra alting som overhovedet muligt. Efterskolen er dog vildere end hun noglesinde havde forstillet sig, og hun må tage op om med sig selv, hvem hun enlig er og, hvad hun vil med sig selv.
Og da den charmerende Dean blander sig, falder det hele fra hinanden og Amber må vælge mellem at forlade alt hun har kært til fordel for en ondskabsfuld og farlig verden eller prøve at hjælpe sin dødende lillebror.
Vil blod, trusler og kærlighed mon fylde Amber eller vil hun forsøge sig med det normale?

5Likes
3Kommentarer
1126Visninger

1. Et nyt ansigt.

 

”Jeg går ikke derind!”

Uanset hvor mange gange jeg sagde det til mig selv ville det ikke ændre noget, jeg var nødt til at gå derind. Uanset hvad og hvorfor.. Jeg havde jo allerede betalt for det, og jeg var sikker på min far ikke vil give mig noget andet valg, selvom jeg bedte ham om det af hele mit hjerte. 

Jeg sukkede dybt og tørte hurtigt og desperat de få tåre væk som havde lagt sig i min øjenkrog. Forvirrede dumpede jeg ud af bilen, tog mine tasker og fik hurtigt betalt taxichaufføren, som så ud til at være ret så ivrig efter, at efterlade mig her og komme væk i en fart. Jeg så mig omkring og måbede lidt. Efterskolen var stor, og jeg mener virkelig stor. Mindede meget om en normal skole bare med flere etager, mange flere etager.. Jeg vil skyde på omkring ti stykker eller flere. Jeg vendte mig langsomt om for at bede ham om, at tage mig med igen, jeg sukkede dybt og opdagede, at han allerede var kørt, havde jeg virkelig stået så lang tid i mine egne tanker, at jeg slet ikke havde opdaget ham køre? Jeg sukkede kort og svingede min ene taske over højre skulderen og lod to andre ligge solidt i min venstre hånd. Jeg begyndte med hurtige skridt at gå ind mod skolen, eller det der var forsamlingssalen som vi til mødet havde fået i vide, at der skulle vi blive skrevet ind den første dag. Jeg så kort rundt på de mange nye ansigter og blev med et glad for at ingen kendte mig. Jeg kunne begynde på en frisk her, ingen der hånede mig med min døende lillebror eller nogen der vidste at jeg stak af på vej mod Spanien for et par måneder siden. Og slet ingen der vidste noget om min dranker af en mor og min spade af en far. Nej, ingen vidste noget og det skulle de bestemt heller ikke.

”Vil Amber Tinn Smith være sød, at komme her op..” Det gav et sæt i mig, da kontordamen sagde mit navn. Jeg smilede venligt, selvom hun så hånede på mig, hen over sine alt for klodsede og runde briller. De lignede faktisk en ægte kopi af Harry Potters briller. Jeg holdte et lille fnis inden, mens jeg hurtigt gik op til hende. Jeg gav hende de få oplysninger hun bedte om og begyndte nærmest at små løbe mod mit værelse. Jeg vidst allerede, hvem jeg skulle dele værelse med. En lille rødhåret pige ved navn Alexandre,  men som jeg bare kalder Alex. Hun er omkring de 152 og altid i et neon farvet sæt tøj. Hun var nu meget flik.. Bare lige.. Jeg ved ikke? Mærkelig? Jeg skulle nu ikke tale for højt, for jeg var ikke bedre selv. Jeg smilede til hende, da hun allerede var inde på værelset og havde slået sig ned i den nederste køje, i den køjeseng vi åbenbart skulle dele. Hendes fødder rørte knap nok jorden og hun lignede på alle måder en mærkelig pige på omkring de 10-12 år. Jeg gik hen og begyndte at pakke ud, måske var hun mærkelig, men hun var jo også indtil videre min eneste ven, ikke sandt? Så hellere have en mærkelig en, end ingen overhovedet? Er det ikke rigtigt? Og når alt kommer til alt.. Så var hun jo meget sød. Jeg smilede mere ægte og lod mig dumpe ned ved siden af hende på hendes seng. ”Hvordan går det så?”, Jeg smilede og så på hende med et spørgende blik, ventede på at hun ville svare.  Jeg spurgte hende jo om noget, ikke sandt? Hun rystede blidt på hovedet, som om hun sagde nej tak til, at svare på spørgsmålet og skiftede i stedet emne til noget helt andet. ”Har du set ham ned nye? Han er bare så lækker!”, Hun sagde det hurtigt og ivrigt for at understege at han var hendes nu, selv om jeg vidste hun aldrig så meget som havde talt med ham, men hun ville have ham for sig selv og kunne vidst ikke tåle konkurrence.  Jeg grinede kort og akavet, udelukket for at løfte stemningen. ”Der er over hundrede nye drenge.. Hvordan skal jeg kunne vide, hvem af dem der er ham?” Jeg sagde det med en blidt stemme og med et lille grin. Hun rystede bare på hovedet af mig og forsatte: ”Det er jo ham der er den lækre af dem!” Hun grinte og fandt det uhyrlig sjovt, selv om jeg intet fattede, hvilket jo også var typisk mig. ”Han hedder Dean, han kommer vidst fra England og hans forældre er fra Frankrig! Er det ikke bare romantisk! Når vi engang bliver gift, skal vi.. Vent! Jeg ved du falder for ham! Lover du ikke at tage ham fra mig? Han er min, forstået!?” Hun så nu på mig med blide øjne, men det var tydeligt at alvoren i hendes stemme mente noget helt andet, end den blidhed hendes øjne udstrålet. Jeg nikkede roligt og fik lige frem sagt et lille ”Ja..” Inden hun igen begyndte på alt sit vrøvl om, hvor dejlig Dean var. Utroligt at hun ret faktisk troede at jeg ville tage ham fra hende. Jeg havde i en aldre af sytten aldrig været forelsket og desuden har jeg heller aldrig haft tiden, eller lysten for den sags skyld. Min lillebror er døende og det har altid været mig der skulle tage mig af ham. Da min mor enten var for fuld til det, eller græd et sted i huset. Min far var heller ikke til den store hjælp, han sad enten inde for et eller andet, eller også havde han røget sig skæv på noget hash. Jeg var ked af at min lillebror skulle opleve denne verden. Især fordi han nu som sagt er døende og aldrig kommer til at opleve glæden ved livet. Jeg har altid prøvet at give ham den kærlighed, han nu manglede fra vores forældre.. Og jeg ville virkelig bare give mit liv for ham.. Men det kan jeg ikke, det er umuligt siger lægerne.. Jeg misunder ham faktisk en smule.. At han sådan uden videre bare får lov til at forlade det hele. Forlade mig. Jeg blev revet ud af mig tankegang da Alex, begyndte at ruske voldsomt i mig for, at vide om jeg overhovedet havde hørt noget af det hun havde sagt. Jeg rystede på hovedet og skubbede hende blidt væk fra mig. ”Undskyld, jeg blev vidst ret så fanget af mine egne tanker lige der..” Mumlede jeg mens jeg smilte skævt og kløede mig i nakken. Hun sukkede dybt og så på mig med de samme blide øjne som før, der var ingen tvivl om, at jeg havde kvajet mig og, at hun helt klart mente jeg var et håbløst tilfælde. Jeg rejste mig og kom hurtigt ud af døren. Ubehøvlet af mig ikke at spørger om hun ville med, men jeg havde brug for at være lidt alene for en gang skyld.. Ja bare for en gang skyld. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...