Follow the music in your heart..

Tyler er en sytten årig, helt normal dreng. Eller næsten ihvertfald. Da han en dag møder pigen Becca, ændrer verden sig fuldstændig. Jagten går ind på den eftertagtede plads på musik akedemiet i det midtlige England. Men er det altid lige nemt at være den bedste? Og er guds bud "Du skal elske din næste, som du elsker sig selv" virkelig så nemt at overholde?

5Likes
1Kommentarer
450Visninger
AA

1. So What? - I'm Still A RockStar

So What? - I'm Still A RockStar

Lysende blænder mig. Fansene skriger. Jeg spiller mit sidste nummer. To fans kommer op på scenen, og hiver fat i mig og rusker mig. Og så vågner jeg. Det er min mor der rusker i mig. Jeg sukker træt og irreteret. "Jeg VIL ikke i skole". Hun ser bare træt på mig. Siden jeg flyttede skole, har jeg ikke ville gå i skole. Alle driller mig... Kalder mig 'Taber Ty', eller et eller andet toalt sygt. Jeg vil bare sidde her hjemme, alene og bare spille. Drømme mig væk, til en anden verden. Jeg falder lidt hen i mine egne tanker, da min mor igen rusker i mig. "Tyler! Du skal op! NU! Du ender bare ligesom din bror!". Da hun nævner Bratt, retter jeg mig straks op. "Hold din kæft..". Og hun stormer ud af værelset.

Jeg ser på min guitar, ovre i hjørnet, og så på mit ur. Hmm.. Én time til jeg skal møde.. Jeg kan godt nå bare at spille lidt.. Men først skal jeg have tøj på. Jeg går over til den store bunke, af tøj på mit bord og vælger noget tilfældigt. Jeg tager hætten over hovedet. Det er det samme system hver dag.. Altid hætten tilsidst. Jeg står lidt og stirrer i det store spejl. Drengen der stirrer tilbage på mig er skræmmende. Nærmest uhyggelig. Det store ar, hen over ansigtet får ham til at se rå ud. Jeg sukker irreteret. Jeg lukker stille øjnene. Burde jeg pjække? Det ville ikke være første gang? NEJ! Jeg ender bare som Bratt.. En idiotisk narkoman, der bor hjemme hos sin mor. Jeg lukker øjnene op igen, og stormer over til min guitar. Jeg tager den hurtigt over skulderen. Inden jeg går, ser jeg mig endnu en gang i spejlet. Nogen tror jeg er selvglad.. Andre er bare ligeglade.. Da jeg åbner døren, er vinden kold, og jeg kan se de små snefnug dale. Jeg skutter mig let under hættetrøjen.

Endnu én dag, endnu ét ødelagt liv. Jeg træsker hen af den mennesketomme gade. Det tidelige London er vidst ikke vågnet her endnu.. Jeg sukker dybt. Og nu til hovedvejen. Får at overdøve den enorme larm, sætter jeg mine høretelefoner i, og skruer max op for musikken. Mit yndlingsband 'Breath Electric' strømmer ud, til tonerne af 'Stay Here'. For første gang i lang tid, samler der sig et smil på mine læber. Jeg stopper dog hurtigt igen. Længere fremme, kan jeg se den store røde murstenbygning, man kalder 'Skolen'. Eleverne strømmer ind. Jeg ser på mit ur, og indser at jeg er sent på den.

Jeg giver mig til at småløbe. Da jeg endelig kommer til den store indgang, bumber jeg ind i noget. Jeg falder fortumlet bagover. Jeg kommer dog hurtigt på benene igen. Jeg stirrer ind i et sæt grønne øjne. Jeg træder et skridt tilbage, da mit ar måske kan ses. Pigen foran mig er lav og rødhåret. Hun mumler for sig selv. "Det må du virkelig undskylde..". Hendes stemme overrasker mig. Jeg havde regnet med den ville være ret dyb, og hård. Men nej.. Lille og blid. Jeg trækker bare stille på skuldrene, og lægger mærke til at hun har en guitar over skulderen. Jeg spørger ikke, går bare videre ind på skolen. Jeg lægger mærke til at folk stirrer efter mig. Jeg skynder mig hen til mit skab, og låser det op. Det er helt tomt. Jeg stiller forsigtigt guitaren derind, og lukker skabet. Jeg læner mig udmattet op af skabet, og glider ligeså stille ned i sidende stilling. Så træt..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...