Amor Deliria Nervosa - Færdig

Omskrivning af Snedronningen af H.C. Andersen. - Udspiller sig i ''Delirium'' miljøet, skrevet af Lauren Oliver. - Amber bor i Seattle, et af de steder i hele USA hvor der er flest Invalide. De Invalide er dem der bærer sygdommen Amor Deliria Nervosa, dem der ikke er kurerede for kærlighed. Amber er 17, og får sin procedure om mindre end et år, og snart vil hun også være kureret. Men Amber har aldrig haft brug for den procedure, hun er ikke engang i farezonen for Amor Deliria Nervosa. Foran hendes øjne er alle grimme, alt er fuldt af had, og dermed kender hun slet ikke til lidelsen. Lige indtil hun møder en Invalid selv, noget hun kun har hørt skrøner om. For han er slet ikke som alle de grimme, hadefulde mennesker og steder hun er vant til. Nej, han er alt andet end hvad de er... -
"I met an Invalid, and fell for his art. He showed me his smile, and went straight for my heart..."

20Likes
16Kommentarer
2099Visninger
AA

4. 3. Del

”I met an Invalid, and fell for his art. He showed me his smile, and went straight for my heart.”

Jeg følger efter ham. Jeg bryder udgangsforbuddet og løber i roligt tempo efter ham. Jeg aner ikke hvor længe han bliver ude, dem der har proceduren behøver jo ikke bekymre sig om udgangsforbud. Men mine forældre er begge så fokuserede på deres arbejde og ikke mænge sig med Invalide, Sympatisører og Modstandere, at de ikke rigtig ser mig alligevel. Ikke sådan, helt.

Jeg fisker min telefon frem imens jeg lunter af sted, og skriver en hurtig besked til min mor.

 

Sover hos Pam, ok?

 

Da jeg løfter hovedet fra skærmen igen, er han, Luke ikke at se. Vi har fulgt den samme gade i et stykke tid, men han må have drejet heromkring. Langsomt begynder jeg at blive nervøs for at jeg har tabt sporet af ham, men så ser jeg ham, længere nede af en sidevej.

Det er en af de veje der fører ud mod Grænsen, de mindst befærdede veje i hele Seattle. Ingen tager mod Grænsen, for der er ikke noget derude, udover kilometer efter kilometer af pigtrådshegn, med elektricitet nok til at stege en elefant løbende igennem det, og på den anden side af det, Vildmarken. Der hvor de Invalide holder til.

Jeg følger efter ham, bliver ved med at vente på at han drejer af, mens solen går ned bag skovene i horisonten, men det sker ikke. Han fortsætter bare ligeud, igennem de gamle industrikvarter, helt til hegnet.

Der hvor han stopper, er midt imellem to vagtposter, med ca. hundrede meter fri jord på hver side. I starten nærmer han sig ikke hegnet. Han står bare og venter, som om han regner med at det holder op med at være elektrisk hvis bare han stirrer længe nok på det. Så, da det næsten er så mørkt at man ikke længere kan skimte vagttårnene, nærmer han sig hegnet med flydende skridt. Det er rent selvmord.

Jeg stirrer forfærdet, venter på at høre det statiske knitren, og se ham falde rystende om, men det gør han ikke. Han tager et fast greb i hegnet, og begynder at kravle over, helt uden frygt. Med elegance undgår han pigtråden på toppen, og hopper så de to meter ned på den anden side. Jeg er lamslået. Hele mit liv har alle, voksne, børn, kurerede og ikke-kurerede fortalt mig at hegnet er elektrisk. At det ville stege mig levende, før jeg overhovedet kom i kontakt med det.

På trods af alt det, er en ung mand lige kravlet over det, uden den mindste tøven eller frygt. Og på trods af alt det, alle nogensinde har fortalt mig, følger jeg efter, over hegnet, og ud i Vildmarken.

Jeg når kun lige at ramme jorden på den anden side, før han forsvinder ind i granskoven, men jeg ryster chokket over rent faktisk at have overlevet klatreturen uden at blive ristet, og følger ham, efter bedste evne.

Inde bag de første grantræer, er en nydelig sti gemt, som er nem at følge, selv i det stadigt svindende lys. Snart kan jeg ikke se noget, ikke engang forskellen mellem trætoppene og himlen, men jeg følger ham ufortrødent, også fordi jeg ikke er sikker på at jeg ville kunne finde vej tilbage.

”Hey skønhed, er der ingen der har fortalt dig at Vildmarken er farlig?” lyder en leende stemme fra min venstre side.

Jeg snurrer forvirret rundt, og kigger på et svagt velkendt ansigt. Luke.

”Hvordan kan du være Invalid? Det er slet ikke muligt for Invalide at trænge ind i det civiliserede samfund,” funderer jeg, og kigger nysgerrigt på ham. At han er Invalid giver sig selv. Hvis ikke, var han ikke her, ikke alene. Jeg har aldrig i  mit liv følt frygt, og gør det heller ikke nu, på trods af at det nok ville være det mest fornuftige. Hvis Lidelsen breder sine klæbende klamme fingre til mig, står jeg ikke til at redde, men på en underlig måde fascinerer tanken mig ligeså meget som den foruroliger mig, hvis ikke mere.

”Det er det vi vil have jer til at tro,” smiler han overlegent. Han må vide at jeg bare skal skrige, vi er ikke langt nok fra Grænsen til at vagterne ikke vil kunne høre mig, og så er han helt sikkert færdig men alligevel ligner han en der virkelig føler sig hjemme. Som om faren for at dø, på en eller anden måde pirrer ham.

Noget ved stemningen, den lette, pjattende, levende stemning, får verden til at lyse op. En smertefuld rivende følelse løber igennem min tinding, og pludselig ser verden ægte ud. Ikke forloren, ikke opsat, ikke falsk. Det vækker en varme dybt i mig, som jeg ikke kan spore til nogen tidligere oplevelse.

Levende. Det er den eneste måde jeg kan beskrive det på. Levende, ægte, sund, frisk og varm. Sådan som verden skal være.

”Regner du med at stå der og se fascineret ud hele natten, eller vil du med længere ind i skoven?” Spørgsmålet, og måden han stiller det på, springer rundt i luften som blade i forårsbrisen, giver indtrykket af nyfunden frihed og får på til nærmest fortryllet at nikke.

Og så følger jeg efter ham ind i skoven for første, men ikke sidste gang, mens verdens skønhed overvælder mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...