Amor Deliria Nervosa - Færdig

Omskrivning af Snedronningen af H.C. Andersen. - Udspiller sig i ''Delirium'' miljøet, skrevet af Lauren Oliver. - Amber bor i Seattle, et af de steder i hele USA hvor der er flest Invalide. De Invalide er dem der bærer sygdommen Amor Deliria Nervosa, dem der ikke er kurerede for kærlighed. Amber er 17, og får sin procedure om mindre end et år, og snart vil hun også være kureret. Men Amber har aldrig haft brug for den procedure, hun er ikke engang i farezonen for Amor Deliria Nervosa. Foran hendes øjne er alle grimme, alt er fuldt af had, og dermed kender hun slet ikke til lidelsen. Lige indtil hun møder en Invalid selv, noget hun kun har hørt skrøner om. For han er slet ikke som alle de grimme, hadefulde mennesker og steder hun er vant til. Nej, han er alt andet end hvad de er... -
"I met an Invalid, and fell for his art. He showed me his smile, and went straight for my heart..."

20Likes
16Kommentarer
2091Visninger
AA

3. 2. Del

 

”...I was stopped by a vampire, a rotting old wreck. It showed me its teeth, and went straight for my neck...”

 

Jeg går stilfærdigt og i mine egne tanker gennem en gade, der ser ud som om selve asfalten er ved at rådne væk. Mørket er ved at sænke sig over det nordlige Seattle, og om mindre end en halv time er der udgangsforbud. For dem der ikke er kureret er det her både det bedste og værste tidspunkt at være ude på. Lige inden alle forsvinder fra gaderne, udover de få kurerede der bliver ude lidt endnu,mens himlen farves forskellige nuancer af pink, orange og lilla. Personligt har jeg aldrig brudt mig om solen, den har det med at varme en til det grusommeste, så man ikke kan trække vejret i sit tøj.

Men når mørket først falder på, og kulden bryder igennem sprækkerne i fortovet, de eneste huller i muren som samfundet endnu ikke har lukket, bliver verden sænket ned i en sælsom skønhed, der kun bliver indtil de første spor af morgnens komme viser sig. Tit, mange søvnløse nætter i træk, har jeg siddet ved vinduet og iagttaget natten passere, og glide over i daggryet.

Min falmede røde skuldertaske banker rytmisk mod min hofte, altid i fare for at glide ned af min arm og ramme jorden. Jeg er altid så uheldig med den tingest, den flyver rundt.

Netop som den tanke slentrer igennem mit hoved, forsvinder taskens dunken, og noget løber hastigt ned af min arm.

Forbi mig sprinter en sortklædt dreng eller mand, og han har en famlet rød klump i hånden.

”Tyv!” skriger jeg, med tone som om jeg udtalte et bandeord, og sætter efter ham.

Men min karakter i sport er ikke højere end gennemsnittet, og jeg sakker bagud hurtigere end jeg bryder mig om.

Jeg når en hovedgade og råber: ”Han har min taske!” mens jeg peger febrilsk på manden. Hvis jeg er heldig er der en regulator ude lige her, lige nu, som kan fange tasketyven.

Jeg kigger forvirret omkring, ser ingen regulatorer. Dog er der en der kommer mig til undsætning.

”Hey!” råber en ung mand, og spurter efter ham der tog min taske, som skudt ud af en af grænsevagternes rifler.

Jeg løber efter, men lægger knap så meget indsats ind i jagten nu. Jeg kan tydeligvis ikke få fat i tyven alligevel, og min kondition er ikke til lange og hurtige løbeture.

Jeg er dog ikke dum nok til at risikere at tabe dem af syne, hverken tyven eller min forhåbentlige redningsmand, så jeg følger dem med en afstand på omkring ti meter. Tyve meter. Tredive. Men jeg kan stadig se dem, og manden der råbte op på gaden, haler ind på tyven.

På et pludseligt øjeblik er det hele forbi, og de to mænd vælter om på jorden, den ene ovenpå den anden.

Jeg når dem mere eller mindre i samme øjeblik som den ene, min redningsmand, hiver tasken ud af hånden på tyven.

Fortumlet springer den sortklædte tyv op, og spurter væk, før nogen når at reagere.

”Undskyld jeg ikke fik ham, men jeg fik i det mindste vristet din taske fra ham,” siger den unge mand, som han går hen mod mig, med tasken hængende triumferende i luften.

”Tusind tak,” siger jeg, og stirrer ned. Jeg er muligvis ligeglad med hvad andre tænker om mig, men jeg har stort set aldrig talt med en dreng.

”Ingen årsag,” affærdiger han mig, og smiler skævt. Han er ældre end mig. Han har tre små ar, en sirlig trekant, på siden af hovedet der beviser det.

Arrene fra proceduren er stadig tydeligt fremstående, og jeg sætter hans alder til at være omkring 20 plus/minus et år.

”Men jeg takker stadig,” siger jeg, og træder et skridt tilbage. Nærheden skræmmer mig en anelse.

”Som jeg sagde, ingen årsag. Det var en helt naturlig reaktion,” fortsætter han.

”Og alligevel var du den eneste der gjorde noget. Jeg sværger på jeg så flere mennesker på den vej,” svarer jeg, nu opsat på at han skal indrømme sin gode gerning.

”Sandt nok... Okay, måske var det meget pænt af mig,” vedkender han endelig, og smiler endnu større, og endnu skævere. Noget ved det smil er mystisk, gemmer på en hemmelighed som kun han ved, og det pirrer min nysgerrighed.

”Vi ses måske en anden dag. Jeg hedder Luke, forresten,” afslutter han samtalen, og begynder vinkende at banke.

”Amber!” råber jeg efter ham.

”Du er en køn pige Amber. Din match bliver en heldig mand!” er det sidste han råber til mig, før han begynder at jogge væk, som om han ikke lige har sprintet tre gader efter en tyv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...