Amor Deliria Nervosa - Færdig

Omskrivning af Snedronningen af H.C. Andersen. - Udspiller sig i ''Delirium'' miljøet, skrevet af Lauren Oliver. - Amber bor i Seattle, et af de steder i hele USA hvor der er flest Invalide. De Invalide er dem der bærer sygdommen Amor Deliria Nervosa, dem der ikke er kurerede for kærlighed. Amber er 17, og får sin procedure om mindre end et år, og snart vil hun også være kureret. Men Amber har aldrig haft brug for den procedure, hun er ikke engang i farezonen for Amor Deliria Nervosa. Foran hendes øjne er alle grimme, alt er fuldt af had, og dermed kender hun slet ikke til lidelsen. Lige indtil hun møder en Invalid selv, noget hun kun har hørt skrøner om. For han er slet ikke som alle de grimme, hadefulde mennesker og steder hun er vant til. Nej, han er alt andet end hvad de er... -
"I met an Invalid, and fell for his art. He showed me his smile, and went straight for my heart..."

20Likes
16Kommentarer
2140Visninger
AA

2. 1. Del

 

 ”...I found me a werewolf, a nasty old mutt. It showed me its teeth, and went straight for my gut.”

 

”Min procedure er om et halvt år. Jeg kan knap vente til jeg er sikret mod Deliria.” Sådan lyder stemmerne på pigeskolens gange i flæng. Alle siger de det samme. De vil sikres mod Deliria, mod den alt-udslettende sygdom det er. Jeg selv ønsker selvfølgelig heller ikke at lide under Amor Deliria Nervosa, men jeg ser heller ikke mig selv som værende i farezonen. Aldrig har jeg følt mig tiltrukket af en mand, eller følt begær. Hele verden er så fuld af hæslige mennesker, det vækker virkelig væmmelse dybt i min mave.

Jeg smider mine bøger ind i det rektangulære brækfarvede metalskab St. Lucia skolen har tildelt mig, og slæber fødderne mod skolens udgang. Hele stedet er så firkanten at det næsten gør ondt at se på. Kigger man for længe, bliver man sikkert selv firkantet. Struktureret. Ordet smager af edderkoppespind, der har set bedre dage, i min mund.

Udenfor står en gruppe fuldstændig ens piger og snakker. En af dem har dog noget over sig, hendes ansigtstræk er lidt anderledes, præget af noget andet end ren, hvidskuret struktur. Hendes navn er Pamela, og engang så hun næsten uforfalsket køn ud. Men det er et par år siden efterhånden. Et eller andet sted omkring femtenårs alderen , gik hun fra uskyldigheden selv, til noget der bedst kan beskrives som en glubsk ulv. Hun forvandlede sig til den slags pige, der angriber enhver der stikker ud fra flokken, og siden har hun ikke forandret sig. Det var også deromkring jeg for alvor blev stemplet som venneløs, og det er ikke engang en fejl. Jeg er vel bare bestemt til at være en enspænder.

”Amber! Hvornår er din procedure?” Det er den ene Pamela-klon, enten Maria, Cleo eller Sophie, men jeg kan ikke se forskel. De er alle forskellige nuancer af hæslig, men jeg har aldrig gidet at bruge min tid på at lære at kende forskel. Udover Cleo vist nok er den grimmeste, mest kantede og spidse. Så vidt jeg husker.

”Når jeg bliver atten, ligesom alle jer andre,” svarer jeg mumlende, og kigger med stikkende øjne på Pamela, i stedet for klonerne.

”Jeg tænkte bare, din familie er jo ikke i farezonen, er de? Din søster var der jo noget med før hun døde, men udover det er der jo ingen i din familie der har været modtagelige overfor sygdommen, vel?” spørger den samme klon, Maria eller Sophie, når jeg frem til.

”Nej, men vi får proceduren alligevel,” mumler jeg, bragende irriteret over at hun nævner Kelly, men samtidig er det svært at være sur på en der er tom i hovedet som et rungende hul i jorden. Man kan i hvert fald ikke være det i alt for lang tid.

”Nårh ja... Ja, det gør i nok...” mumler hun betuttet, og ser simpelthen så dum ud at jeg både får lyst til at grine og græde. Den stakkels pige har ingen anelse om hvorfor hun er sat i verden, det er så tydeligt at det er tragisk. Selvom det ikke helt kan sige sig fri for underholdningsfaktor. Tragikomisk.

”Vi ses, Amber,” vinker Pamela med en stemme som issyle og et smil som en kongekobra der gør sig klar til at hugge.

”Farvel Pam,” smiler jeg sukkersødt, så pinligt bevidst om hvor meget det irriterer hende, at et ægte smil næsten skinner igennem. Heldigvis kun næsten. Klonerne vinker bare til mig med så ægte smil som levende dukker kan præstere, fuldstændig uvidende om den krig der føres for øjnene af dem.

Mildt irriteret sætter jeg kursen mod den anden, mørkere ende af byen, så jeg i det mindste kan nå at være hjemme før aftenmaden. Og udgangsforbudet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...