Et dræbende besøg

Lise, som lige er færdig med 1.g på Silkeborg Gymnasium, rejser til Hjørring i Nordjylland for at besøge en veninde, hun ikke har set længe. Lise har forberedt sig på et hyggeligt besøg, men da Lise kommer til Hjørring er venindens lejlighed tom, og Lise starter en eftersøgning i hele Nordjylland for at finde sin veninde.

5Likes
12Kommentarer
1249Visninger
AA

2. En tom lejlighed

Jeg smider min tunge taske over skulderen og løber gennem Hjørrings gågade op mod Dagmars lejlighed. Jeg bander mig selv langt væk for at have puttet så mange ting i min taske, og jeg overvejer flere gange at smide den fra mig. Eftersom det er mørkt, er gågaden næsten tom. De få, der går på gågaden, vender sig om og kigger efter mig. Jeg kan ikke se, at de vender sig, men jeg kan føle deres blik i min nakke, og selvom der ikke er nogen, der løber efter mig, så føles det sådan. Min hals brænder, for jeg er ikke vant til at løbe så meget og så hurtigt, men det eneste, jeg kan tænke på, er Dagmar, og hvorfor hun ikke var på stationen.

 

Jeg flår døren til opgangen op og styrter op af trappen indtil første sal, hvor Dagmar bor. Jeg standser op i to sekunder foran Dagmars hoveddør og hiver efter vejret. Jeg trækker tasken ordentlig op på skulderen igen og prøver at se rolig ud, før jeg banker på døren. Men min banken på døren efterfølges af en støjende stilhed. Jeg står og venter lidt, mens mit hjerte begynder at hamre vildt igen. Jeg kan føle blodet hamre i mine tindinger, mens min sunde fornuft prøver at overbevise mig om, at Dagmar er hjemme. Jeg banker på igen og råber samtidig Dagmars navn. Stadig stilhed. Jeg stikker min hånd ned i min taske og leder desperat efter min mobiltelefon. Jeg finder den og river hånden op af tasken, og i det, jeg tager hånden til mig, vælter en masse tøj ud af tasken og ned på gulvet i opgangen. Jeg har Dagmars nummer på 'hurtig kald', så jeg holder knappen nede, indtil telefonen ringer op. Jeg ligger øret mod døren og lytter, men jeg kan ikke høre noget på den anden side, og imens jeg lytter efter hendes ringetone på den anden side af døren, får jeg telefonsvareren.

"Dagmar!" skriger jeg og hamrer nu ukontrolleret på døren. Jeg giver døren et spark, da jeg råber hendes navn igen. Jeg græder hysterisk, fordi jeg frygter, at der er sket hende noget, og mens jeg står og græder som et pattebarn, åbner Dagmars nabo for sin dør. Jeg ser på Dagmars nabo gennem tårerne. Hun er en lille pige med tyndt, sjasket hår, men stadigvæk en del ældre end mig.

"Hvor er Dagmar?" spørger jeg, mens jeg stønnende gisper efter vejret og fastholder hendes blik.

"Det ved jeg ikke. Måske hos sin mor... Du kan komme ind til mig og vente" svarer hun venligt. Jeg nikker lydløst som tak og tørrer tårerne væk.

 

Lejligheden stinker forfærdeligt af kat, og lugten skærer så meget i min næse, at jeg får tårer i øjnene igen. Jeg tænker hurtigt, at Dagmars lejlighed slet ikke lugter ligeså meget af kat, selvom hun har en ækel indekat. Jeg træder ud af mine sko og stiller tasken på gulvet i gangen, som også er køkkengulvet. Lejligheden er - ligesom Dagmars lejlighed - meget lille. Jeg lister ind i det store rum, som er en kombination af stue og soveværelse. Dagmars nabo har sat sig i en gammel sofa, som er fyldt med kattehår. Jeg priser mig lykkelig for ikke at være allergisk overfor katte. Dagmars nabo kigger på mig igen. Jeg kigger på hende, og jeg skammer mig lidt over min hysteriske opførelse. "Hun har ikke været hjemme de sidste to dage" siger hun så. Jeg kigger vantro på hende, og jeg tænker på pigen, som kiggede på mig i toget. Jeg må næsten ligne hende nu, men det er med god grund. Dagmar ville aldrig besøge sin mor så længe. Mest fordi hendes klamme papfar har misbrugt hende, da hun var mindre, og hun stadig er bange for ham, men også fordi hun skændes med sin mor hele tiden. De kan aldrig enes mere end to timer ad gangen, og jeg har været med Dagmar derude et par gange, så jeg ved, at Dagmar ikke ville være der lige nu.

"Jeg tror ikke, hun er hos sin mor..." siger jeg stille og kigger så panisk over på Dagmars nabo. Naboen med det sjaskede hår sidder med en kat på skødet og kigger underligt op på mig.

"Hvorfor ikke det?" spørger hun.

"Fordi hun ikke kan holde ud at være der mere end et par timer... Desuden kunne jeg ikke høre hendes kat, da jeg lyttede efter, om der var nogen hjemme, og den er altid inde, så..." Mine egne ord rammer mig med sådan en kraft, at jeg uden at tænke dumper ned på jorden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...