Skizofreni

Jeg har læst om skizofreni på nettet. Jeg ved ikke om det er sådan det føles at have det i virkeligheden, men jeg har bare prøvet at forestille mig det... Håber i kan lide den, også selvom jeg måske har taget en lidt forkert vinkel på "sygdommen."

0Likes
0Kommentarer
465Visninger

1. Skizofreni

 

Nat. Igen. Nætterne er værst. Når det er nat kommer alle tankerne tilbage til én. Man husker det man vil glemme. Stadiet før søvnen er det mest forfærdelige. Man er ikke i verden, i København, men heller ikke i drømmen. Hvor er man? Hvor hører man til? Hvorfor er man her? Hvad gør man her? Er der en mening? Hvorfor?

Mørket snor sig rundt. Det vikler sig om mig, som om det er en edderkop og jeg er byttet. Som om jeg blot er en simpel, halvdød flue. Venter det kun på at jeg skal falde i søvn, så det kan tage mig? Jeg ved det har magten over mig. Jeg ligger i den sorte favn, parat til at blive ledt væk fra livet hvert øjeblik. Én forkert bevægelse og mørketågen vil tage mig og føre mig væk fra min seng, væk fra livet. Ét skridt ud i det ukendte, og mørket vil vildlede mig, så jeg ikke kan finde hjem.

Midt i tågen står en mand. Jeg har set ham mange gange før, men jeg kender ham ikke. Han stirrer bare på mig, med sine brune øjne. Han trækker mig ind i hans mørke blik, og jeg kan ikke få ham til at give slip. Han er for stærk. Stærkere end mig, stærkere end min sjæl. Han står bare der i de slidte cowboybukser og den røde T-shirt og venter på at han kan hente mig. Mørket i menneskeskikkelse.

”Giv slip!” Jeg hvisker det, eller siger det inden i mig selv, så kun manden og jeg kan høre det. For manden er mig. Manden er jo kun en illusion, skabt af mig selv, og jeg ved det. ”Forsvind.” Jeg er mere sikker i mine ord nu, men manden smiler blot. ”Nej. Jeg bliver hos dig, og du ved det godt. Jeg hører til hos dig, og jeg bestemmer over dig. Du er ingenting!” Der er kommet vrede i mandens stemme. ”Hvad gør du, som kan gøre en forskel? Hvem er du, Aia? Du er intet. Du har intet liv. En lille ubrugelig mide. Du er skabt for at blive udryddet. Du hører ikke til her på jorden, for du er anderledes. Du er psykotisk, og du ved det godt. Du er sindssyg. Forstår du det ikke? Sindssyge hører ikke til i denne verden.” Det er som om han spytter de sidste ord ud. ”Sindssyg. Ubrugelig. Hvorfor er du her?”

Jeg griber fat om hovedpuden. Jeg trykker mit hoved ind mod den, holder fast i den med begge hænder. Panisk, som om det er det eneste jeg har tilbage af denne verden. Mit hår ligger på puden, og jeg kan mærke pudebetrækket blive fugtigt. Håret er ikke helt tørt efter det sædvanlige brusebad. Mine håndflader presser sig mod mit hoved, for at klemme mørket og tågen ud. Jeg ved godt at det ikke er virkeligt. Jeg ved godt at jeg ikke farer vild i mørket, hvis jeg tager et skridt. Jeg ved godt at jeg bare træder ud på det stribede gulvtæppe, ved siden af natbordet. Jeg ved det jo godt, men jeg er så bange. Jeg er så bange for mig selv og mine tanker. Jeg er så bange for mørket og manden med de brune øjne. Jeg er så bange for om jeg nogensinde vil kunne leve et normalt liv. Et normalt liv uden mørke, stemmer og fremmede mennesker på mit værelse.

Jeg har lyst til at råbe af manden. Jeg har lyst til at fortælle ham at det er ham, som ikke hører til. At det er mit liv som han har trængt sig ind på, men jeg tør ikke. Han har jo ret. Jeg er psykotisk. Ubrugelig. Sindssyg.

Min hånd fumler hen over mit natbord. Sovepillerne. De er der heldigvis stadig. Endelig kan jeg få manden og mørket til at forsvinde, bare for i nat. Jeg sluger sovepillen med et glas vand. Den fremmede forsvinder endelig. Han bliver opløst i natten. Igennem mørket kan jeg skimte plakaten af Van Gogh. Der er ikke længere nogen illusion til at dække for virkeligheden. Mit skrivebord. Den grå bærbar. En plade chokolade og en bog. Den røde stol, foran fjernsynet, lyser en lille smule. Endelig er han væk. Jeg sukker dybt før jeg falder i søvn. Endnu en aften. Endnu en time af mit liv, med frygten. Det føles som om vinden har lagt sig indeni mig, men jeg ved undervandsstrømmen er der. Jeg står sikkert på stranden, sandet brænder mine tæer. Jeg er lige kommet op af vandet. Jeg blev aldrig ført helt ud, hvor jeg ikke kunne bunde. Alligevel kunne jeg mærke strømmen hive i mig. Det ser så roligt ud på overfladen, men man skal ikke svømme ud i det. Havet er stærkt, og det vil tage én. Man skal passe på.  

Jeg tror næsten at det jeg frygter mest er ordet. Diagnosen lægen gav mig for et halvt år siden. Skizofreni. En psykotisk sygdom, som ikke kan kureres videnskabeligt, men følger dig hele livet. Før jeg havde fået at vide at tankerne og illusionerne havde et videnskabeligt navn, havde jeg tænkt på mig selv som mærkelig. Nu er jeg ikke længere kun mærkelig. Siden jeg hørte lægen sige det ord, er jeg blevet sindssyg. Jeg hører ikke til i denne verden længere. Skikkelsen har fortalt mig sandheden, og jeg bliver nødt til at se det i øjnene. Ubrugelig. For det er sandheden, tror du ikke?

Mine øjenvipper klistrer lidt, da jeg vågner. Det er som om nogen har tegnet en gul stribe over lejligheden, med en fed gul tusch. Solskinnet strømmer ind af det lille vindue, men tillader kun striben at komme ind. Jeg indser at klokken må være meget. Skal jeg noget i dag? Jeg kan ikke huske det, for min hjerne er altid en blød klat lærertyggegummi om morgenen. Jeg smiler da jeg husker min søster. Hun sagde hun ville komme. Jeg smutter i et par bukser og en blød trøje. Min mobil ringer. Lyden kommer vist fra bogreolen. Så var det dér jeg glemte den i går. Det er bare Lena, min søster. Hvor er hun heldig. Hun har en sød kæreste, langt blond hår, og lider ikke af skizofreni. Lider. Bliver tortureret. Af sindssyge. Hvorfor skal det kun være mig? Jeg kan huske at min matematiklærer engang sagde at livet er uretfærdigt. Hun havde ret. Jeg tænkte ikke videre over det dengang, men det er jo rigtigt. Lena kan ikke gøre for at hun er så sød, smuk og heldig. Sådan er hun bare, det er uretfærdigt, men sådan er hun. Det er vel også det jeg elsker ved hende. Alligevel kan jeg mærke en lille hård klump i min hals, da det banker på døren. Lena. Klumpen tør lidt op, da jeg husker hendes bløde hånd i min, da vi var mindre. Alligevel sidder der en lille klump af jalousi, helt inde i kroppen.

Jeg sidder på mit værelse, da hun kommer ind. Hendes kinder er røde af den kølige luft, og hendes lange, lyse hår krøller i tindingerne. Hun smiler stort da hun ser mig: ”Hej Aia! Hvor er det længe siden.” Jeg bliver indhyllet i hendes friske duft af parfume, og kan ikke lade være med at smile tilbage. ”Hej igen søde. Jeg har sådan savnet dig.” Sødmen er ægte, selvom den lille hårde klump, stadig sidder dybt begravet i mig. Hun hænger sin jakke på knagen, og vi smutter begge to ud i køkkenet for at hente et eller andet at drikke. Jeg går ind og sætter mig på sengen, mens Lena nynnende fylder kanden. Jeg kan se hendes lyse lokker danse om hendes hoved, og hendes stemme er lys og klar. Endnu et stænk af jalousi rammer mig. Jeg mærker en indædt vrede, den bider i mit hjerte indefra.

Frygten rammer mig som en orkan. Pludselig er den der, og jeg er indhyllet i den. Den samme frygt som jeg følte ved mørket, aftenen før. Verden bliver en smule sløret i det øjeblik Lena træder ind i værelset. Jeg bliver pludselig bange og vred. Klumpen i halsen vokser. Jeg kan mærke mit hjerte dunke hårdt, da jeg ser hendes ansigt. Dunk, dunk, dunk. Det er ikke ansigtet med de smukke blå øjne. Det er et andet ansigt jeg aldrig før har set på min perfekte søster. I hendes ene hånd glimter et blankt stykke metal. Hendes øjne stråler af vrede, slet ikke som de glade spillende øjne jeg så for et øjeblik siden. Hendes mund er knebet sammen, og hendes hænder dirrer. Ikke af nevøsitet, men af harme. Det blanke metal skinner i sollyset. Hun kan ikke skjule hele skaftet i hånden, så lidt af det fint slebne egetræ bliver synligt mellem fingrene. Det lange blad er spidst forenden, og jeg kan se at æggen er slebet. Jeg genkender med det samme min køkkenkniv. Det største, som jeg altid bruger til kød. Jeg skar engang en lille flænge i min finger med den, og blodet strømmede ud, så jeg måtte skifte plaster flere gange. Alle ville kunne se at hun ikke skulle skære steg. Bare et kort glimt af hendes ansigt er nok til at blive bange. Hun kommer imod mig. Kniven er i mavehøjde. Hun løfter hånden en lille smule. Samme højde som hjertet.

Jeg skriger. Mest af frygt, men også af vrede. Hun er min søster. Hvordan kan hun gøre sådan noget? Skriget er højt og kraftigt. Det er et ægte skrig. Et skrig fyldt med følelser, et skrig, der ville give de fleste mennesker kuldegysninger. Et skrig fyldt med sorg, frygt, vrede og skuffelse, fordi én man stolede på, står med en køkkenkniv vendt mod én, på éns værelse.

Solen skinner på hendes lyse lokker, og får hende til at ligne en engel, vævet af spindelvæv og silke, men med øjne fulde af had. Kniven glimter gruopvækkende i lyset, og uden at tænke over det, fylder vreden min krop, og skriget fra et bange menneske forstummer langsomt. Tilbage er kun vredesskriget. Jeg kan mærke en blæst i min sjæl. Blæsten hyler og er iskold. Den pisker havet til skum, og bølgerne kaster sig grådigt over stenene. Ruller tilbage og bliver slynget rundt i den stærke strøm. En robåd, fortøjet til en bjælke i vandet, splintres. De ensomme brædder og årene, bliver kastet rundt mellem bølgerne, som en leg, hvor bølgerne har magten. Resterne af båden forsvinder i havets brusende overflade, og jeg kan mærke vreden tage til.

Jeg kaster min krop over hende. Det virker som om hun bliver overrasket over min reaktion. Hun bakker lidt tilbage, men jeg slår hårdere. Kniven falder fra hendes hånd og ned på gulvet, hvor det lyder som om den splintres. Næsten som porcelæn. Jeg mærker blodpytten under mine fødder, men føler ingen smerte. Blodet klistrer sig til mine fødder, og jeg sveder. Jeg kan mærke sveddråberne pible frem på min næse, mens Lena råber. Jeg kan høre hun er bange, men jeg hører ikke hvad hun siger. Hun vidste ikke at hendes spinkle lillesøster ville gøre modstand. Hun troede nok hun bare kunne komme med kniven rettet mod hendes søsters hjerte, uden der ville ske hende noget. Hun tog fejl.

Tårerne strømmer ned af mine kinder. Lena græder også. Jeg tror i hvert fald det er tårer, måske blandet med spyt. Jeg slår hende hårdere. Mærker følelsen af magt, mens tårerne lydløst strømmer ned af kinderne. Tårer, fordi jeg er så ked af at miste en af de eneste jeg elsker. Alligevel slår jeg bare hårdere, for hun fortjener det. ”Søde Aia, stop!” Jeg hører små brud af sætninger mellem mine egne slag og hendes jamrende stemme. ”Du ved ikke hvad du gør, Aia.” Hun kan tro om igen. Jeg ved lige præcis hvad jeg gør. Kniven og blodet. Det er hendes skyld. Hendes skyld, det hele. Hun kan ikke gøre mig noget. Jeg er usårlig. Jeg skubber hende ud af døren. Smækker hårdt og låser. Blodet klistrer mine tæer sammen.

Stilhed. Ikke en lyd. Jeg er alene igen. Helt alene. Jeg stønner. Suk.

Jeg lægger mig ned. Mærker hulkene forme sig i brystet og rulle videre mod hjertet som bølgeskvulp. Tårerne kommer ikke. De er væk. Jeg kan kun føle de små hulk i min krop. Ville hun... Jeg mærker et hulk forme sig i brystet … dræbe mig?

Den hårde klump i halsen er væk. Jalousien er forsvundet. Banket væk af kræfter jeg ikke anede jeg havde. Jeg kigger ned på kniven og blodet, på gulvet. Nu kan jeg mærke tårerne presse på øjenlågene. Der er ingen kniv. Der er intet blod. Kun en ødelagt porcelænskande. På det største stykke porcelæn kan jeg se motivet af en valmue. Baggrunden er grønlig. Jeg fik den vist engang af Lena, da hun havde været i Spanien. Lunken iste ligger i en pøl på gulvet. Den brunlige farve og duften er ikke til at tage fejl af. Iste med ferskensmag. Intet blod.

Jeg går ud i køkkenet. I knivskuffen ligger kniven med egetræsskaftet. Ubrugt, siden sidst jeg lavede steg. Pludselig ønsker jeg at Lena står i køkkenet og nynner mens hun hælder fersken iste i kanden. Det gør hun ikke. Det er min fejl, og jeg ved det. Det er sindssygen. Hallucinationer og en forvrængning af virkeligheden, var det ikke det lægen sagde?

Jeg lægger mig ind på min seng. Jeg er lavet af papir. Tyndt papir. Jeg kan gå i stykker når som helst. Bare du river lidt i mig.

Hvad er det jeg har gjort?

Jeg ville ønske der kom nogle og rev i mig. Ødelagde mig, så jeg også selv kunne mærke smerten i kroppen. Den fysiske smerte. Jeg venter og håber næsten at Lena vil komme tilbage for at hævne sig, men det ved jeg at hun ikke vil. Hun er for sød. Hun har sikkert allerede tilgivet mig, selvom hun måske ligger på en skadestue. Jeg ved at jeg aldrig vil kunne tilgive mig selv. Måske ikke før i dag, men slet ikke efter. Hvorfor kommer de ikke efter mig? Hvorfor kommer der ingen sakse og klipper i mig, når nu jeg fortjener det? Hvorfor kommer de ikke og ødelægger mig, når nu jeg ikke er mere i denne verden end et ubetydeligt menneske? Jeg er ikke noget værd. Sindssyg. Ubrugelig. Hvorfor er jeg her?

Endnu et hulk ruller fra maven, videre op og sætter sig i hjertet. Det her er mit liv. Det er det jeg har brugt min tid på, her på jorden. I hvert fald min tid, indtil nu. Jeg kan ikke ændre fortiden, jeg kan kun sørge for at gøre fremtiden bedre.

Der er så mange veje jeg kunne have gået, nogen veje blev jeg sat på fra starten af livet, andre skulle jeg selv lede efter. Jeg blev født på en vej, men på et tidspunkt skilte vejen, og jeg måtte tage et valg. Hvilken vej skulle jeg tage? Med den vej jeg tog, kom der nye veje, og jeg lukkede muligheder ved hvert valg, og åbnede andre. Der var sikkert mange små stier jeg gik forbi, uden at opdage dem. Livet består af valg. Livet består af veje, og ved hver skillevej skal jeg tage en beslutning, lille eller stor. Nu står jeg så her. Midt på Jægersborggade. Det er den vej jeg har taget. Hvis jeg havde taget en anden vej, var der blevet åbnet andre veje, og mit liv havde set helt anderledes ud, men det gjorde jeg ikke. Nu sidder jeg her. Her på min ternede dyne. Isteen ligger stadig på gulvet. Jeg har ikke taget mig sammen til at tørre den op. Porcelænsskårene er der også stadig. Skårene af mit liv. Jeg nænner ikke at smide det ud. Trods alt.

Jeg tager forsigtigt min mobil i hånden. Mine hænder ryster, da jeg finder navnet og nummeret. Lena. En dyb indånding. Hvad er det jeg vil sige? Hvorfor ringer jeg til hende? Har jeg ikke gjort nok forkert? Endnu engang husker jeg på at jeg ikke kan ændre fortiden, kun gøre fremtiden bedre. Jeg giver mig ikke tid til at tænke, før jeg ringer op. Jeg ryster. Endnu et bølgeskvulp, som danner et hulk i mit bryst. Jeg tager en dyb indånding, tager mig sammen.

Hendes stemme. En panik breder sig i mig, samtidig med at jeg prøver at tage mig sammen. ”Undskyld, du havde ret… undskyld… jeg vidste ikke hvad jeg gjorde... jeg troede du ville… jeg troede… undskyld…” Min stemme knækker over, men jeg samler den igen, hun skal forstå at jeg mener det. ”Det var… det var skizofrenien…” Jeg siger ordet højt, selvom det er svært. ”Undskyld…” Jeg bryder sammen. Skizofrenien. Det var skizofrenien. Det var mit liv, det var mig der gjorde det. Jeg kan ikke skyde skylden på diagnosen, for det var mig. Jeg gjorde det, mine hænder slog, mine fødder sparkede. Ikke skizofreniens. Mine.

Der er stille. Hun siger ingenting. Bølgerne kommer skvulpene over mine bare fødder. Gang på gang rammer kulden mine bare tæer og jeg får kuldegysninger. Det er ikke stormvejr. Bare kulde og lidt vind. Bølgerne ruller mod stranden og rammer mig som små gisp. Min skyld. Jeg kan ikke lide vejret. Som om det bare venter på et ord, til at starte stormen. Ét ord til at få havet til at bruse og overfladen til at skumme af vrede. Jeg venter.

Lenas stemme bryder gennem havet. Er det nu stormen kommer? Er det nu jeg skal ødelægges, ligesom robåden? ”Du ved godt jeg elsker dig, ikke? Ligegyldigt hvad?” Jeg siger ikke noget. Ingen storm, intet oprørt hav. Solen titter frem bag en grå sky, før den grå sky forsvinder. Bølgerne bliver til små buer, og de små buer bliver til krusninger på den spejlblanke overflade. Vandet er varmt på mine tæer. Jeg får lyst til at svømme ud i det, men jeg ved det er farligt. Undervandsstrøm. Jeg gør det alligevel. Fristelsen er for stor. Vandet er lunt og rart. Jeg dykker under overfladen, og stilheden fylder min krop. Jeg tager et svømmetag mod solen. Der er ingen strøm til at føre mig ud hvor jeg ikke vil hen. Der er ingen bølger, ingen storm. I mit hoved hører jeg ordene igen og igen; ”Du ved godt jeg elsker dig, ikke?”

Solen danner en vej på havet. Endnu en vej jeg kan gå. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl, det er den vej jeg vil tage. Midt i solen, midt på havet. En måge skriger over mit hoved. Den flyver højt oppe på himlen. Det er ikke et sørgeskrig, men et skrig fyldt med mod og tapperhed. Den flyver mod solen, og viser mig vej. Den fortæller mig at jeg bare skal huske de sidste ord jeg hørte. Hvis bare jeg gør det, skal jeg nok nå hen til solen. Det er jeg sikker på.

”Du ved godt, jeg elsker dig, ikke?”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...