Love mess [] One direction

Den 17 årige Olivia Malone Palmer, går på en skole i udkanten af London. Siden de små klasser, har hun været blevet behandligt dårligt, og krænket af de andre.
Efter Olivias storesøster Hannah døde i en bilulykke, har det ikke andet gået ned af bakke for hende. Men den dag da et medlem fra One direction, flytter ind på hendes skole, kan det gå hen og lave nogle ændringer på hendes lorte liv. Men der er bare det at Olivia er en stædig, sær og snart fuldvoksne teenager, og det eneste der falder hende til hovedet er at han endnu bare en kendt idiot, der tror han kan få hvad han peger på. Men da han begynder og se op til hende, at hun ikke er som alle andre, vil Olivia så lade føelserne tage over?. og hvad sker der når endnu et medlem falder i Olivias smag. Hvem vil hun vælge, skal hun overhovedet vælge nogen, eller er det hele bare et stort rod.
Det finder du ud af i min Movella " Love mess ".

21Likes
35Kommentarer
3464Visninger
AA

3. Kapitel 2.

Kapitel 2.

Da klokken ringer, er jeg som en af de første nede i kantinen. Jeg tager en bakke og noget mad, og skynder mig ned mod et af de bagerste borde, langt væk fra de andre. Jeg kan godt lide at være alene, den stilhed og frihed er da meget dejlig. Selvom jeg godt kunne føle mig lidt ensom nogle gange.

”Hej!” siger en mørk stemme. Jeg kigger op og møder Louis der står med sin madbakke i hånden. Hvad laver han her, hvorfor snakker han til mig?. Jeg siger ikke noget men kigger ned igen for at spise videre. Han trækker hårdt stolen tilbage, så den laver en høj irriterende lyd. Han sætter sig ned hvor derefter at række sin hånd mod mig. ”Mit navn er Louis!” siger han igen og smiler.

Jeg kigger op på ham igen og nikker kort. Han trækker sin hånd til sig og begynder at spise af sin mad. Der er stilhed, og alle kigger på os. Man kan tydeligt se at de snakker grimt om mig. Jeg lægger dog mærke til at han i smug kigger op på mig. Og da det er sjældent at jeg får så meget opmærksomhed kunne det godt gå hen og irritere mig en smule. Louis er heller ikke ligefrem min type men jeg er meget kræsen omkring det punkt så…

Jeg sætter mit hår op i en slatten hestehale og tager mine briller på igen. Bare lige for at se om det skræmmer ham væk… men nej. For han bliver stadig siddende, men han kigger dog ikke på mig heldigvis. Jeg har faktisk allermest lyst til at tage min bakke og skride. Men det ville virke uhøfligt, og jeg vil godt nyde min mad. Så jeg må bare håbe på at han tier stille. Men det skal jeg ikke regne med for lidt efter prikker han mig to gange på min hånd og smiler. ”Du er meget pæn!” siger han og vender tommelfingeren op af.

”Øm … tak” svarer jeg stille, og klasker to hænder mod mine kinder for at dække det røde. Jeg kigger op på ham hvor han smiler sødt til mig jeg gængælder smilet men husker samtidig, at han jo ikke var noget for mig. Jeg ryster på hovedet tager min bakke og rykker to borde væk fra hvor han sidder. Men til min store fortrydelse rykker han med. Ikke så hårdt slår jeg en hånd ned i bordet og kigger op på ham.

”Hvad laver du?” spørger han chokeret og ser virkelig forvirret ud. Igen rykker jeg mig et bord, og han følger stadig efter. ”Hallo?!” siger han igen og slår ud med armene. En sidste gang rejser jeg mig op men denne gang småløber jeg ud af kantinen. Desværre følger han efter mig, og vreden stiger langsomt i mig. Kunne han ikke lade mig være. ”Vent!” råber han og jeg begynder at løbe alt hvad jeg kan mod udgangen.

Da han er tæt nok på stopper jeg brat op, så han støder ind i mig og vælter ned på gulvet. Jeg står stadig op men vender mig om for derefter at bukke mig ind over ham. ”Kan du ikke bare lade mig være, kan du ikke forstå at jeg ikke er interesseret eller?…!” siger jeg hårdt, og han skal til at sige noget da jeg afbryder ham. ”Bare … lad mig være..!” Jeg drejer om på hælen og lader ham være alene tilbage og se mig gå min vej.

 

***

Louis havde vidst forstået det jeg sagde til ham. For han havde hverken snakket eller kigget på mig de sidste tre dage. Hvis jeg skulle være ærlig var det de tre bedste dage i mit liv, og jeg var klar til endnu en dag uden Louises opmærksomhed.

I dag har jeg droppet hestehalen og valgt at give mit hår lidt luft, jeg bruger ikke briller mere da min mor i går gav mig de kontaktlinser, jeg længe har ønsket mig. Mit tøj består af et par mørke jeans, en rosa farvet top og et par sorte ballerinaer.

Glad går jeg igennem gangen til mit klasseværelse, der er propfyldt med mennesker. Alle kigger på mig, endda drengene det er lidt underligt. Hvis det ikke var for Louis havde jeg ikke fået den opmærksomhed, men det kunne godt blive for meget, Louis var jo også en okay fyr men som sagt bliver det aldrig os to!.

Jeg går forbi en plakat, jeg skimmer den lige engang men stopper hårdt op da jeg opdager, at der på plakaten står noget omkring One direction.    

’Glæd dig, One direction giver koncert på skolen i hallen, D. 16 maj klokken 20:00, alle er velkommen’.                  

Jeg åbner min kalender, lige for at tjekke datoen. Det var desværre den 16 i dag, og det går op for mig at min lillesøster nævnte for mig i går, om jeg ikke ville skaffe deres autograf. Og hvis jeg ikke skulle med til koncerten havde jeg ligesom et lille problem.

Jeg ser Louis stå og snakke med en af nørderne fra fysik, så jeg kunne jo egentlig bare bede ham give min søster hans autograf, så jeg kunne lade være med at tage med til koncerten. Efter lidt beslutter jeg mig for at det ville nok være det bedste.

Så jeg finder en kuglepen fra min taske frem, og går hen imod ham. Jeg prikker ham hurtigt på skulderen og finder pokerfjæset frem. ”Louis!” siger jeg, han vender sig om og man kan godt se at det overrasker ham lidt at jeg nu står ved ham efter tre dage uden kontakt.

”Nå..hej Olivia?” siger han stille med lidt irritation i det, og lægger armene over kors. Jeg kigger lidt ned i gulvet, han stadig er lidt irriteret på mig. ”Hvad ville du?”. Jeg kigger op på ham igen og rækker kalenderen og kuglepennen mod ham.

”Min søster vil gerne have din auto, så er du ikke sød at skrive den i min kalender, og så få de andres også?!”. Han tager imod kalenderen, og kigger spørgende op på mig.

”Det ved jeg nu ikke..” siger han iskoldt. Jeg sænker hurtigt et øjenbryn, og kigger forvirret på ham.

”Hvorfor ik?” siger jeg irriteret, han trækker på skuldrene og skal til at gå da jeg griber fat i hans arm, han kigger fornærmet ned på min hånd. ”Hvad er der galt?!” og det går derfor op for mig, at han bare opføre sig sådan over for mig som jeg opførte mig over for mig. Så slem var jeg da ikke?. ”Er det fordi jeg sagde sådan til dig?” han trækker igen på skuldrene, og jeg sukker højlydt, jeg ved det er derfor. ”Undskyld så, vil du så skrive den auto?!”.

”Tjoh … det kunne jeg jo, men kan du ikke bare få de andres til koncerten i aften?” spørg han. Jeg kløer mig stille i håret, og sukker igen.

”Det kan jeg ikke, mine forældre er ikke hjemme og jeg har ikke nogen bil så…?” lyver jeg og sænker en mundvige.

”Altså jeg kan godt hente dig?”. Nej hvor du dum Olivia, hvis han ikke stod der havde jeg nu slået mig selv flere gange i hovedet. For ikke igen at lyde afvisende, lukker jeg mit ene øje og nikker stille på hovedet. ”Øm okay .. jeg henter dig klokken syv så..!”. Jeg nikker igen, og han går forbi mig uden at sende mig et blik. Nå ja det kunne jeg nok godt vende mig til.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...