Agent kvinde.

Luma er 31 år. Hun har været agent i snart fire år, og nu tager hendes karriere en drejning. Hun bliver forfremmet. Hendes nye missioner har hun meget svær ved. Hun skal nemlig gå undercover i en teenage skole, og selvom hendes 17 årige søster lærer hende hvordan man bliver bedre, går hendes mission ikke som planlagt.

2Likes
3Kommentarer
967Visninger
AA

2. Letion 1 - Ny musik smag!

Jeg fortalte ikke Anastatiell, om missionen, før at vi skulle i seng.  "Anastatiell, jeg bliver lige nødt til at snakke med dig." Sagde jeg med en rolig stemme.  "OMG, er du gravid?!" svarede Anastatiell hurtigt.  "Nej, ved du hvad du har simpelthen set for mange Amerikanse film." Svarede jeg drillende tilbage.  "Jamen, hvad er det så lumimus?"  Sagde hun stille og kiggede neg i jorden.  Før jeg svarede kunne jeg høre et lille skuffet suk.  "Jeg har fået den her mission, og jeg har virkelig brug for din hjælp.  Derfor får du fri fra skolen imorgen, da du kommer til at lære mig DET HELE!"  Kom jeg til at råbe, selvom mine børn de sov.  "Shh!  Veronica sover," svarede hun.  Det var det jeg altid plejede at sige til hende, når hun larmede om aftnen.  "Jajaja."  Svarede jeg lidt stille, så hun ikke kom til at skælde mig ud.  Jeg hadede når Anastatiell skældte mig ud.  Det er jo trods alt mig der er den ældste.  Jeg lå med korslagte arme i dørkammen.  Jeg kunne høre et svagt "yes, så slipper jeg for brøker."  Jeg begyndte at små fnise i hovedet, fordi det var det præsis samme jeg tænkte da mor skulle have mig til at få fri dagen efter.  Ellers var det biologi, hvis jeg ikke havde matematik timer den dag.  "Men Anastatiell, det betyder at du skal hjælpe din kedelige storesøster," sagde jeg drillende.  "Jaja, hun kan godt være sjov nogle gange..." Kunne jeg høre, og så et smil komme frem på hendes læbe.  "Vi starter imorgen tidlig, så gå nu i seng.  Du skal jo ikke være træt når du skal lære mig noget vel.  Jeg skal jo også få Veronica og Mellissa i børnehaven."  Sagde jeg langsomt.  "Jaja, det skal jeg nok gøre.  Jeg har allerede lagt programmet for imorgen.  Godnat" sagde hun med et rigtig stort smil på læben.

Der gik ikke særlig lang tid før jeg havde gjort mig helt klar til at gå i seng.  Og så faldt jeg også temmelig hurtigt i søvn.

Morgnen startede med at Anastatiell kom og vækkede mig, og sagde hun havde bagt pandekager og gjort blødkogt æg klar.  Det var hendes og min yndlings morgenmad.  hun stod også med Veronica i armene, og var helt klar.  Selv hendes tænder var børstet.  "Tak søde skat.  Jeg gør mig klar, og så kan vi starte med at spise."

Da jeg var helt klar, og jeg gik ud i stuen, så jeg at der var dækket fint bord, og sat en radio, der kunne spille CD'er på bordet.  På gulvet lå der en hel stak af CD'er, der var åbnet.  "Anastatiell, hvornår vågnede du?" spurgte jeg overrasket.  "Ca. et kvarter i fem.  Jeg var så spændt, at du skulle få hjælp fra mig, at jeg gjorde alt klar." Svarede hun med et af de største smil på læberne.  Hendes grønne øjne lyste af glæde.  "Jamen, så skal vi vel spise morgen mad.  Jeg er ved at dø af sult af at stå at kigge på alle disse lækre sager." Sagde jeg  mens jeg tænkte mums.

Da vi var færdige efter lang tid, var klokken et kvarter i otte.  "Anastatiell, jeg skal snart få de her to søde rollinger i børnehave, kommer du med?" sagde jeg og nussede Veronica og Mellissa i håret, så de skreg af grin.  "Naah, jeg tror jeg biver her hjemme og gør klar til hvad vi skal lave," sagde hun og pakkede sammen efter morgenmaden. "Men ellers tak for morgenmaden.  Den smagte næsten lige som mors, bare bedre."  Sagde jeg.  Hun svarede mig med et højlydt grin, og så gik mig og børnene ud, og gik til børnehaven.

Da jeg var nået hjem var klokken 2 minutter over otte.  Der var temmelig koldt, og det sneede, da vi var omkring december tid.  "Prrrh" sagde jeg og rystede af kulde, da jeg tog mine vinter støvler af.  "Var det varmt?" sagde Anastatiell ironisk. "Hehe," sagde jeg, da jeg kun stod i mine lyse jeans og hvide sweather.  "Hvad er så programmet idag?" sagde jeg høfligt som en lille skole elev fra attenhundrederne.  "Musik og dans" sagde Anastatiell og smilede som en eller anden manga pige, fra en manga serie.  "Fedt nok, jeg fryser af helvedes til." Sagde jeg og trak ærmerne af min sweather ned.  "Vi skal altså ikke danse i nu.  Vi skal først lære morderne musik, i forhold til den musik du lytter til." Sagde Anastatiell og stillede sig som en super model, med den ene hånd på hoften, og med siden til mig.  Så hev hun en CD frem, hvor der stod "One Direction: Up all night." Og spurgte så "Hvordan ville du reagere nu, hvis du var på min alder?" så svarede jeg "Nej, de er så gode."  Sagde jeg med ingen liv i min stemme, men mine øjne var mega åbne.  Så sagde hun til mig at jeg skulle holde den og se spændt ud. Så tog jeg den, smilede med åben mund, og hvade nærmest intet plads til mine kinder fordi mine øjne var så åbne.  Så stalte hun sig for an mig og begyndte at skrige "OMG, OMG, OMG, One Direction!  Wuuuh!  Hvor købte du den!  Omg, jeg skal på meget have den!  Omg, omg, omg!!!" og småløb på stedet.  Så tog hun den igen.  "Prøv du.  Det er vigtigt, det er til dit arbejde."  Sagde hun meget overbevisende. Og så gjorde jeg præsis det samme.  Det gik helt fantastisk, indtil at hun hev en plade op med My Criminal Romance.  Jeg gjorde præsis det samme som med Justin Bieber, Taylor Swift og Lady Gaga.  "Nej,, seriøst.  My Criminal Romace er heeelt forfærdelige!  Se, det er det du skal lære!  Du skal lære at kende forskel på Hot, og Not.  Og sådan gik dagen indtil klokken halv to, hvor vi startede med dansen.    Tjep, tjep, hop, land, drej rundt, og igen.  Hofte, hofte, kig højre, kig venstre.  Hun var meget hård, da det kom til dansen, hvor som sytten årig skal man til mange fester.

Mine døtre løb rundt og legede da jeg hentede dem.  "Hey, piger, vi skal hjem nu ikke?  Vi skal bage boller, og vi vil helst ikke komme forsent til Anastatiell vel? Så fryser mor også, og vil gerne få det overstået."  Det kom en gruppe mennesker og nikkede til mig. 

Vi kom hjem og hyggede.  Pigerne kastede bolle dej efter henanden.  Man blev heletiden nødt til at passe på at de ikke spiste det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...