Halskæden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 jun. 2012
  • Opdateret: 13 sep. 2012
  • Status: Færdig
Jeg skulle lave den her opgave, hvor man skulle skrive en gyseragtig historie. jeg fik af vide at den var god og at jeg skulle lægge den herind, så her kommer den.
Resume: Det handler om en 14 årig pige, der bliver fanget i et mareridtsagtig univers, med kærlighed, tab og mord.

0Likes
0Kommentarer
1092Visninger

5. 4

 Da han var gået, ville jeg lægge mig til at sove, men jeg kunne ikke. Det var ikke, fordi jeg ikke var træt, for det var jeg. Nej, det var fordi jeg ikke kunne lade være med at tænke på Emma, der var død. Og Simon, der måske var et sted derude? Måske var han bange eller havde ondt, jeg ville ønske jeg kunne hjælpe ham. Og sjovt nok også Cecilie. Det kom helt bag på mig selv. Jeg havde altid hadet hende, for hun havde været sød imod alle, bortset fra mig. Lige siden jeg startede i 1. klasse, havde hun drillet mig. Med det jeg havde på. Dengang var jeg virkelig genert og undgik alle. Men, da jeg begyndte i 4. klasse, begyndte jeg at få mere selvtillid og gå med mere vovet tøj. Jeg tænkte på alt det, der var sket de sidste to dage, og på et eller andet tidspunkt faldt jeg alligevel i søvn. Min sidste tanke var, at det ville blive en lang dag i morgen.

Mit ur ringede 23:55, og jeg stod op. Jeg listede nedenunder og prøvede, at undgå at vække mine forældre. Da jeg kom ned i gangen, tog jeg en lommelydte så jeg kunne se noget ude i mørket. Jeg kunne med det samme se Anders. Han sad og ventede i sin gamle Lada. Da jeg kom over til ham, steg han ud. Vi gik sammen over til båden. Men da vi løftede båden op, var der ikke noget lig! Men igen var der kun slæbemærker, og de førte ned til den udtørrede mose. Men der var der ikke noget at se. Overhovedet. Nu var jeg sur. Først Cecilie, bortset fra at jeg var ligeglad med hende, og så min bedste veninde Emma. Er der universet der prøver at straffe mig, eller hvad? Vi gik lidt rundt omkring i skoven og håbede at finde nogle spor fra Simon, men der var ingen. Klokken 03:00 besluttede vi, at det var nok, og vi ville gå hjem og få sovet lidt, og så kunne vi fortsætte igen senere på dagen. Men da vi kom hen til Anders bil, var der noget helt galt. Og så lagde jeg mærke til, hvad det var, der sad på forsædet. Det var endnu et lig. Og gæt hvem det var?

``Det kan ikke passe! Jeg vil ikke tro på det!´´, sagde Anders og jeg kunne høre at han kæmpede med tårende.

``Det gør mig ondt. Og jeg ved godt, at han var din bedste ven, men du er nødt til at prøve at komme videre. Vi er jo ligesom nød til at finde ud af, hvem det er, der har gjort det her, ikke?´´, spurgte jeg med medlidenhed i stemmen.

``Hvad gør vi nu?´´, spurgte han og ignorerede mit spørgsmål. 

``Du kan jo ikke ligefrem tage hjem i den der bil. Og vi kan ikke bare lade den holde der, så vi er nødt til at fjerne liget lige nu´´, sagde jeg. Jeg gik hen og åbnede døren til forsædet. Og det første, jeg lagde mærke til, var, at han også havde en naturhalskæde på. Og det var præcis den samme som hunden, Cecilie og Emma havde haft på. Jeg blev mega bange, da den grimme hund hoppede ud af bilen og spurtede væk. Jeg tog mig sammen, og trak Simon ud. Anders hentede en plastikpose mere og vi fik puttet ham derned. Vi trak ham sammen i stilhed ned til mosen og lagde ham ved kanten. Det var ved at lysne. Folk stod op, og snart var bilerne på vejene. Lige idet, vi lige skulle til at trække Simon ned til mosen, kom Anders i tanke om noget.

´´Min bil. Der må være kommet noget blod på den. Og hvis dine forældre ser den hvad vil de så ikke tænke? Eller nogle der bare går fordi den! Vi er nød til at tage tilbage og flytte den. Nu!´´, sagde han bestemt. Jeg nikkede bare, ude af stand til at sige noget.

Vi lod liget ligge og gik tilbage til hans Lada. Jeg gik og lavede noget sæbevand, så vi kunne vaske sædet. Jeg begyndte at vaske sædet, mens Anders kiggede efter andre steder, der skulle vaskes. Da vi var færdige, kørte Anders bilen ind i skovkanten, så man ikke kunne se den. Selvom vi snart skulle til at begrave et lig, kunne jeg ikke lade være med at blive tiltrukket af ham. Han så så godt ud, specielt i det her lys. Jeg havde mest lyst til at flygte med ham til et andet land, men jeg vidste også, at det kunne jeg ikke. Jeg var nødt til at gøre min pligt. Også selvom det betød, at det var et lig, jeg skulle begrave, eller om jeg at jeg troede, at det ville blive min tur om ikke særlig længe. Jeg havde slet ikke tænkt på, hvor bekymrede deres familie måtte være. Altså, de måtte jo have lagt mærke til, at deres børn ikke havde været hjemme at sove. Jeg kunne pludselig ikke styre mine følelser. Tårerne trillede ned ad mine kinder. Jeg hadede at græde. Især fordi det ødelage min make-up, og så var det ydmygende, hvis man græd. Og jeg var ikke svag. Jeg tror Anders lagde mærke til, at jeg græd, for han kom over til mig og lagde armen rundt omkring mig og hev mig ind til sig. Nu fattede jeg det. Han forsøgte at trøste mig.

``Hvad er der galt?´´, spurgte han.

``Det er ikke noget virkelig. Det er bare, jeg kom til at tænke på, at deres familie må være helt vildt kede af det. Eller så bliver de det da i hvert fald´´

``Når ja, men det er ikke noget, vi kan gøre ved vel?´´, sagde han og kiggede ned på mig. Hans blik slog alt luften ud af mig, og det tror jeg godt, at han kunne se. Og så helt ud af det blå smilte han bredt. Han bøjede sig ned, så hans ansigt var lige ud for mit. Og så kyssede han mig blidt. Vores læber strejfede kun lige hinanden. Der kom et sus i min mave, og mit hjerte hamrede af sted. Jeg tror, at det var så højt, at han kunne høre det, for i det samme trak han sig væk. Jeg havde det virkelig mærkeligt. Jeg havde ventet på, at han ville komme og kysse mig, men nu virkede det bare forkert. Måske var det, fordi der var et lig, der lå og ventede på, at vi kom og begravede det, og at der et eller andet sted var en syg morder, der måske var ude efter os.

``Undskyld, det var ikke min mening at…´´

``Nej nej, det gør ikke noget. Det er faktisk noget jeg altid har villet gøre´´, afbrød jeg ham. ``Men det føltes bare lidt forkert lige nu. Altså det der med, at der er en eller anden morder et eller andet sted derude, og at han måske er ude efter os.´´, fortsatte jeg.

``Nu hvor jeg tænker over det, så må nogen på skolen vel også være bekymrede for os. Vi har jo ikke været i skole de sidste par dage´´

``Lad os ikke tænke over det nu, Vi har noget, vi skal have gjort, og det skal være nu, ikke?´´, spurgte han med løftet øjenbryn. Jeg nikkede kort, og så gik vi ind i skoven, ned mod den udtørrede mose. Da vi kom derned, var det ligesom, når man får deja-vu.

``Det er bare løgn. Det kan ikke passe, ikke igen. Det er en syg stoder, der har gjort der her!´´, sagde jeg, mens min vrede blussede op inden i mig. Jeg havde lyst til at slå til noget, men jeg prøvede at kontrollerer min vrede, og det lykkedes nogenlunde. Men jeg vidste, at hvis jeg nogensinde mødte den psykopat, ville jeg ikke kunne kontrollere mig selv. Jeg ville gå amok.

``Slap nu af. Nu er vi bare nødt til at passe på os selv. Vi bliver nødt til at hold øjnene åbne, og holde sammen, er du med?´´, spurgte han.

``Ja ja, men…´´

``Nej ingen men, det er det vi gør. Okay, og så er den bare ikke længere´´, afbrød han mig.

``Okay, men nu vil jeg gå ind og sove. Jeg er ved at falde om af udmattelse´´, sagde jeg. Han nikkede med et lille smil på læben og et tænksomt blik, som om der var noget, han overvejede. Så bukkede han sig ned og kyssede mig blidt, men ikke så blidt som første gang, han kyssede mig. Jeg blev lige så overvældet som sidste gang. Og da han trak sig væk, så han på mig med et selvtilfreds blik. Så vendte han sig om og gik over til sin bil og kørte væk. Jeg stod lige et par minutter ude i kulden, inden jeg gik ind, for at få min vejrtrækning til at blive normal.

Da jeg var nået op på mit værelse, lagde jeg mig i min seng. Og tænkte endnu en gang på, hvad jeg havde oplevet de sidste par dage, og det var ikke til at fatte. Jeg kiggede ud på månen. Den var stor og oplyste hele mit værelse. Men der var noget, der kastede skygger på gulvet. Jeg kiggede på skyggerne på gulvet og så ud af vinduet igen. Og der var et ansigt. Jeg blev så forskrækket, men huskede mig selv på ikke at skrige, fordi alle her i huset sov og jeg ville ikke vække dem. Det var en mand. Han smilede ondskabsfuldt, og jeg kunne ikke lide det. Jeg håbede, at det bare var noget jeg havde bildt mig selv ind. Men hvad nu hvis det var morderen, der stod og kiggede ind ad mit vindue? Hvad nu, hvis det var min tur nu. At han ville dræbe mig, inden jeg rigtig havde nået at leve livet rigtigt. Inden jeg havde nået at opleve alt det, jeg gerne ville. Mine øjenlåg blev mere og mere tunge, og til sidst var jeg ikke stærk nok til at holde dem åbne. Jeg faldt i søvn.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...