Halskæden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 jun. 2012
  • Opdateret: 13 sep. 2012
  • Status: Færdig
Jeg skulle lave den her opgave, hvor man skulle skrive en gyseragtig historie. jeg fik af vide at den var god og at jeg skulle lægge den herind, så her kommer den.
Resume: Det handler om en 14 årig pige, der bliver fanget i et mareridtsagtig univers, med kærlighed, tab og mord.

0Likes
0Kommentarer
1027Visninger

4. 3

Vi skulle mødes om 30 minutter. Jeg havde ringet til Emma, lige efter jeg havde ringet til Anders. Hun var fast besluttet på at hjælpe os. Men jeg var ikke helt overbevist på, om hun kunne holde det ud. Hun var min bedste ven, men jeg kendte hende, og hun var ikke den mest udholdelige. Hun besvimede ved bare at se en dråbe blod, så jeg vidste ikke helt, om hun kunne holde det her ud. I nat havde jeg tænkt lidt over det, da jeg ikke kunne sove, og vi kunne ikke melde det til politiet, for jeg havde jo fucking rørt ved det lig, og så ville alle beviserne pege på mig. Så det var udelukket. Men vi kunne heller ikke bare lade det ligge, for så kan der bare komme nogle andre og så liget, og så kunne de bare melde det til politiet. Så vi måtte flytte det. Begrave det et eller andet sted, hvor ingen ville grave. Der måtte være en sammenhæng mellem den mishandlede, røvgrimme hund og liget. De havde været på det samme sted på samme tidspunkt. Og de havde den samme halskæde på.

Jeg var lige ved at være nede ved dem nu, og jeg kunne se, at ingen af dem rigtig ønskede være her. Anders og Simon gjorde det kun, fordi de ville bevise, at de ikke var to tøsepiger, som jeg altid havde kaldt dem i de små klasser. Emma var her kun af ren og skær pligt. Hun troede, at fordi hun var med til at opdage liget, skulle hun også være med til det her. Jeg kunne ikke lade være med at se på Anders. Han så altid så godt ud, og især med hans mærkesolbriller på. Og jeg kunne heller ikke lade være med at tænke på, om han overhovedet lagde mærke til mit tøj. Jeg havde taget mine hullede cowboybuskser på og en stram top, der kun gik til lidt over navlen, så man kunne se min slanke mave og min navlepiercing. Vi var nået halvejs hen til træet nu. Anders og jeg gik et par skridt foran Simon og Emma. Jeg gik bare og håbede på, at det var Cecilie, der var blevet myrdet, så jeg havde en chance hos Anders. Jeg håbede også, at Emma kom over sin nervøsitet og fik snakket lidt med Simon. Hun mente ikke selv, at hun så godt ud, og med hendes lange nederdel og sine mange smykker, så hun faktisk godt ud. Det tror jeg også godt, at Simon kunne se, for hvert halve sekund kiggede han på hende, som en hund kigger på et kødben. Jeg overvejede rigtig meget bare at tage Anders i hånden, så han kunne se, at jeg var vild med ham. Jeg havde egentlig mere lyst til at over snave ham, men det ville måske skræmme ham væk, og dét ville jeg bestemt ikke. Det var måske heller ikke helt det rigtige tidspunkt at gøre det på. Altså, når man er på vej ned til et lig, og på vejen derned snaver man bare lige lidt! Totalt normalt? Det var helt udelukket. Vi skulle bare lige få skridt nu, og så ville vi kunne se liget. Anders var den første der gik derom, og lige efter kom jeg, så Simon og Emma. Vi stivnede alle sammen, da vi så hende, også selv om vi ikke kunne se hendes ansigt, kunne vi hurtigt se, at det var Cecilie. Hun havde sin meget fine hvide kjole med lyserøde blomster på. Den var hendes yndlingskjole. Jeg fatter det ikke. Jeg syntes, den var tudegrim, men hvad ved jeg? 

``Fuck´´, hviskede Anders stille, med frygt i stemmen.

Jeg lagde mærke til, at det så ud som om Emma skulle til at besvime og falde om, og jeg var klar til at gribe hende. Men der kom Simon mig i forkøbet. Han lagde forsigtigt, men hurtigt, en arm rundt om hende, og støttede hende, så hun ikke gik i gulvet. Jeg greb hurtigt Anders’ hånd, og klemte let om den. Jeg ved egentlig ikke hvorfor. Jeg var ikke bange eller noget. Jeg havde jo set liget før, men jeg blev nok bare grebet af stemningen. Jeg kunne mærke, at Anders også var nervøs, men slappede lidt mede af, da han holdte om min hånd. Jeg greb fat om Cecilies arm og vendte hende om, så man kunne se hendes ansigt.

``Det er hende´´, hviskede Simon stadig med armen rundt om Emma.

``hvad gør vi?´´, spurgte Anders.

``Det eneste vi kan gøre er at begrave hende. Hvis der kommer nogen og ser hende, vil de ringe til politiet, og så er det mine fingeraftryk, de finder på hende, og jeg bliver dømt. Så det er det eneste vi kan gøre´´, sagde jeg med bestemt stemme.

``Men, hvordan skal vi gøre det?´´, spurgte Simon.

``Jeg har nogle skovle derhjemme, som vi kan bruge, og så mangler vi bare et sted at begrave hende´´, svarede jeg.

``Det lyder fornuftigt, hvis man kan bruge det ord i den her situation´´, sagde Emma. Jeg blev helt overasket over at høre Emma tale. Jeg troede, hun var besvimet for længst. Men nej, der kan man bare se.

``Vi deler os i to grupper. Den ene bliver her og den anden går hjem til Sofie for at hente nogle skovle. Vi kan begrave hende ved den lille mose, der er udtørret. Der er der ingen, der går forbi mere!´´, sagde Simon. Jeg vidste godt, at Simon var naturmenneske, men jeg vidste ikke at han kendte skoven så godt.

``Det er bedst, hvis Sofie og jeg går hen og henter skovlene. Så kan I blive her. Vi skal nok skynde os´´, sagde Anders mens han begyndte at hive mig længere og længere væk fra træet.

``Okay, men skynd jer´´ sagde Emma med en bedende stemme, som man ikke kunne andet end at lytte til. Vi skyndte os tilbage til mit hus, fandt hurtigt de to gamle skovle i det faldefærdige, lille skur ved siden af vores hus. Vi skyndte os så meget vi kunne, men der gik alligevel ca. 20 minutter, før vi var tilbage ved skovkanten. Vi gik videre ind i skoven med hinanden i hånden, og en skovl i den anden hånd hver. På afstand kunne jeg allerede se, at der var noget galt. For det første lå bladene ikke, som de skulle. For det andet var Emma og Simon ikke til at se nogen steder. Vi gik hen til træet og…….

``Fuck, hvad gør vi nu?´´, spurgte Anders med en hel masse frygt og nervøsitet i stemmen.

``Aner det ikke, kan de selv have fjernet det?´´, sagde jeg. Men det tvivlede jeg selv meget på, for Emma ville besvime med det samme, Simon sagde ordet `liget´. 

``Se dér, der er nogle slæbemærker´´, sagde Anders, imens han pegede ned på jorden ved siden af det træ, som liget havde ligget bagved. Vi fulgte sporene igennem skoven. Sporet endte i skovkanten over for mit hus. Vi så undrende på hinanden. Sporet fortsatte på den anden side af vejen og gennem min have ned til det lille faldefærdige skur, hvor vi havde hentet skovlene. Jeg kunne se, at sporet førte ind i skuret. Og forsigtigt åbnede Anders døren på skuret. Det var det første man kunne se, og det eneste man kunne se, for det fyldte hele skuret. Jeg blev helt stum. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre ved mig selv. Jeg kunne mærke tårerne trille ned ad mine kinder. Anders var ikke lige så bedrøvet, som jeg var, men han var stadig ked af det. Han lagde armen rundt om mig for at støtte mig og lukkede døren ind til skuret. Jeg lagde hovedet på han skulder og begyndte stille at hulke.

``Det kan ikke passe. Det er ikke hende. Det kan de ikke være!´´, prøvede jeg at overbevise mig selv stille med gråd i stemmen.

``Det er jeg bange for at det er´´, sagde han.

``Hvad fanden gør vi så nu? Morderen kan også have taget Simon, for jeg tror næppe, at de har delt sig op. Det ville Emma aldrig nogensinde turde. Nu skal vi virkelig passe på´´

``Ja ja, det ved jeg godt, men vi er nød til at få flyttet det der lig. Dine forældre kan komme herud og se hende´´, sagde han.

Jeg åbnede døren igen, og med det samme så jeg det forfærdede udtryk, Emma havde. Hun var blevet hængt i halsen med en snor fra loftet og blevet kradset i ansigtet. Jeg lagde også mærke til, at hun var blevet behandlet ligesom hunden og Cecilie. Og hun havde den samme halskæde med naturstenen på. Jeg kunne se, at hunden stod på den anden side og kiggede på os. Det var den samme hund, som havde forskrækket Emma og mig ved det store træ, hvor Cecilie have ligget. Nu begyndte det virkelig at blive mærkeligt. Jeg blev nødt til at fortælle Anders om halskæden, hunden og om, at jeg troede, at vores tur også ville komme, snart. Vi måtte finde Simon, hvis det ikke var for sent.

``Jeg har en ide. Vi kan pakke hende ind i en plastikpose, og gemme hende under den gamle båd derovre. I aften, når dine forældre er gået i seng, kan vi flytte hende ned i sumpen, hvor vi skulle have begravet Cecilie. Og i morgen skal vi finde Simon, og så må vi bare håbe på, at det ikke er for sent´´, sagde han fraværende.

``Ja, det kan godt fungere. Der er en plastikposer lige dér´´, sagde jeg, imens jeg pegede på hylden bag liget. Anders tog en pose og bredte den ud på græsset. Vi tog begge fat om Emmas lig og løftede det ned fra loftet og lagde hende ved siden af posen. Anders trak posen ned over hendes hoved og længere ned over hendes krop, indtil hun var helt dækket af den sorte plastikpose. Vi slæbte hende ind under den gamle båd, og så gik vi ind på mit værelse, hvor vi satte os på min seng. Nu var jeg nødt til at fortælle ham det.

``Jeg har altså noget jeg skal fortælle dig´´

 ``Ja, hvad så?´´, spurgte han.

``Så du den halskæde hun havde om halsen?´´

``Det var den samme som liget af Cecilie havde på´´, fortsatte jeg, imens jeg hev halskæden, jeg havde taget fra Cecilies lig, op af min jakke lomme.

``Jeg tog den fra hende, fordi den hund vi havde set, lige før vi opdagede hende, havde også sådan en på´´, sagde jeg mens jeg overakte ham halskæden. Han nærstuderede den, vendte og drejede den igen og igen. Som om der var et eller andet, man ikke kunne se, men hvis man vendte og drejede den ville det komme frem. Som om.

``Hvad er det du laver?´´, spurgte jeg fraværende.

``Jeg tror jeg har set den her før. Jeg har set den på internettet. Det er jeg helt sikker på´´, sagde han. Og jeg var sikker på, at hvis han havde set den nogle steder, så var det på internettet. Anders var en it-nørd. Selvom han selv mente, at han var et naturmenneske, vidste alle, at det ikke var sandt. Han vidste godt nok lidt om skoven, men ikke så meget som Simon. Jeg havde virkelig bare lyst til at finde den syge psykopat, og slå ham, nej banke ham, for at have dræbt min bedste veninde. Jeg knyttede mine hænder og var klar til at slå på nogen eller nogle, der var tæt for mig. Men jeg kontrollerede min vrede, for den eneste der var tæt på mig, var Anders. Og ham havde jeg ikke lyst til at slå.

``Ved du hvad stenen betyder?´´, spurgte jeg mens jeg, prøvede at lyde interesseret.

``Den betyder ulykke. Hvem det end er, der bærer den, får man den værste fremtid, nogen nogensinde kunne tænke. Døden. Den står for døden, så nemt er det´´, svarede han. Jeg var rystet, måske var det ikke så godt at sidde med en halskæde, der står for døden i hånden. Det er i hvert fald ikke særlig klogt. Men jeg havde jo alligevel på fornemmelsen, at det snart blev min tur. Jeg havde den teori, at fordi vi havde set liget, ville morderen komme og dræbe os. Men det, jeg ikke vidste, var hvorfor nogen ville dræbe Cecilie? Altså hun var sød ved alle. (Især drengene). Hun kom fra en overklassefamilie, og alle kunne lide hende. Eller måske ikke lige alle. Der var jo lige det der med den morder, der nok ikke kunne lide hende.

``Jeg er nød til at tage hjem nu, så min mor ikke får nogen mistanke om, at jeg er ude. Vi ses klokken 24:00 ude ved båden, ikke?´´, spurgte han.

``Jo jo, jeg skal nok være der´´, svarede jeg.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...