Mag & Usi

Mag er en speciel pige. Hun bor ikke noget fast sted. Hun "låner" huse, hos folk, som enten er på ferie, på hospitalet eller bare ikke bor i deres hus. Hagen ved dette er, at hun ikke spørger om hun må låne det, da svaret sikkert ville være nej. Men hvad man ikke ved, har man ikke ondt af.
Alt dette ændrer sig dog, da hun bliver fanget, mens hun er inde i et af husene. Hun bliver derfor forvekslet med Den Nye Lejer, og bliver nødt til at bo der en hel måned. Nu er hun kommet ind i et forvirrende spindelvæv af flotte fyre, kærlighed og måske en fortid hun ikke kender til?

4Likes
5Kommentarer
1587Visninger
AA

9. Træet

9. Træet

 

Efter skole mødte Mag Lary på skolegården. Mag fulgte vejen, og de tog hendes sædvanlige vej. Da de kom til træet, stoppede Lary op.

 "Var det her, du mødte ham?" mumlede han til sig selv. Han klappede træet og så til sin overraskelse et hjerte, som var indgraveret i træet. Inde i hjertet stod to bogstaver. U & M. Mag kom over til ham og kiggede på hjertet.

"Kender du legenden?" spurgte hun livligt. Lary kiggede forbavset på hende. Ikke fordi han ikke kendte legenden, men fordi hun kendte den. Mag tolkede dog dette ansigtsudtryk som om, han ikke kendte den.

"Det var engang for længe siden. Dengang kongen bestemte. I denne tid fandtes to prinser. Den ene lyshåret og den anden mørkhåret. Disse to prinser var brødre og samtidigt var de bedste venner, indtil de en dag tog på en hemmelig tur ned i byens fattige gader. Kongen syntes ikke at det var passende for to prinser at færdes på disse steder, men prinserne var nysgerrige og forklædte sig som fattige bønder. De ville være i byen i 6 nætter og 7 dage. Da de ankom til byen mødte begge prinser en pige. En smuk pige, som de begge blev forelsket i. De friede begge til pigen, og hun valgte den mørkhårede prins. Da kongen fandt ud af, at prinsen var blevet forlovet, forbudte han dem at ses. Men prinsen kunne ikke leve uden hans prinsesse, så han fandt hende, og de flygtede her over til træet. Da blev prinsen så grådig efter at være sammen med sin elskede, at han dræbte dem begge. Og så siges det, at han kommer tilbage hver nat for at vente på hende." Sagde Mag smilende. Lary smilede ikke, men havde et seriøst ansigtsudtryk.

"Ikke for at rette i din historie. Eller jo. For at rette i din historie, så var de to prinser ikke bedste venner. De kæmpede om alt. Lige fra legetøj til menneskeliv. Og for at sige noget så snød den lyshårede altid i en fair konkurrence." sagde Lary og smilede af sin sidste kommentar.

"Da de to prinser kom til byen, så de rigtigt nok pigen. Hun var smuk. Gudesmuk. Men hun vidste det ikke selv. Hun stod alene ved dette store træ, som dengang kun var en lille plante, hun passede. De to prinser var selvfølgelig ivrige efter at blive gift med hende, men hun afviste dem begge og bad dem gå tilbage til deres slot. De to prinser var dog ikke sådan lige til at komme af med, så i de 14 dage de tilbragte i den lille by, prøvede de at være sammen med denne pige så meget som muligt. Den mørkhårede prins havde dog en fordel. Han havde ved tidligere lejligheder været sammen andre bønder og kendte dem godt. Denne fordel brugte han også, og hjalp hende med hvad han kunne. Men hun var en tyv og stjal fra huse. Intet af værdi og kun det nødvendige. Hun stjal aldrig fra de fattige og prøvede så vidt muligt at hjælpe dem, hun kunne. Dette brød de to prinser sig selvfølgelig ikke om, så de bad hende bo på deres slot. Hun sagde igen nej, og fortsatte med hendes daglige liv. Efter noget tid var den mørkhårede prins og pigen  ved at blive rigtigt gode venner. Bedste venner. Den mørkhårede prins tænkte at deres forhold var ved at blive så godt, at han igen kunne spørge om hendes hånd. Men da han havde gjort sit frieri klar og ville finde den unge pige, var den lyshårede prins allerede i gang med at fri. Pigen og den lyshårede prins havde åbenbart haft et hemmeligt forhold, og hun svarede Ja. Den sorthårede prins hjerte var sønderknust, men der var ikke noget, han kunne gøre. Han ville gemme hans følelser og forblive hendes bedste ven." Lary sukkede. Han så ud til at hans historie ramte et blødt punkt i ham.

 "Da kongen så fandt ud af at hans ene prins var blevet forlovet med en tyv, blev han rasende. Han sendte den dygtigste lejemorder efter hende, og lejemorderen fik også ramt på hende. Han gav hende en pille som ville dræbe hende på 30 dage. De 15 sidste dage ville være de værste. En smerte der ville være værre end helvede selv, ville fylde hende, og hun ville ikke kunne bevæge sig. Hun ville ligge og dø på den mest smertefulde måde overhovedet. Lige hvad kongen ville have. De to prinser fik nys om dette, og søgte endeløst efter en kur, men efter 14 dage sagde Pigen at de skulle stoppe. Hun sagde at de skulle leve videre uden hende, og kun huske hende som en glad tid. Efter det forladte den mørkhårede prins stedet, og prøvede at leve lykkeligt uden hende med forgæves. Han døde 13 år senere, af savn, havde lægerne sagt." En tåre trillede ned over Larys kind. "Den historie må virkelig gå ham på," tænkte Mag. Hun klappede ham på hovedet og gav ham et kram. Han smilte til hende og fortsatte historien.

"Efter den mørkhårede prins havde forladt stedet, gav pigen den lyshårede prins en umulig opgave. Hun ville have ham til at dræbe hende. Dræbe hende det sted hvor de mødtes, inden smerterne ville begyndte at komme. Det var hendes sidste ønske. Den aften mødtes de under træet, og han dræbte hende. En sød og behagelig død, men den lyshårede prins kunne ikke klare smerten af at miste den han havde elsket over alt på jorden, så han dræbte sig selv bag efter." Lary tørte en tåre væk, og sukkede dybt. Så sendte han hende et af hans sædvanlige glade smil, som skulle vise at han havde det fint igen. Mag overtog historien.

 "Og så siges det, at han venter på at pigen skal komme tilbage til træet hvor de mødtes, for at de igen skal blive forenet." Mag grinte lidt af hendes egen kommentar. Hun fortsatte;

 "Hvis man tror på den slags historier. Og hvem gør dog det ikke?" Hun grinede lidt, men stoppede da hun så, at Lary ikke grinte med. De stod og kiggede hinanden i øjnene ,og Mag begyndte at blive en smule bekymret.

 "Du.. Ehm.. Tror ikke på den historie, gør du?" spurgte hun en smule nervøst. Et øjeblik så det ud som om, Lary ville begynde at græde igen, men han sendte hende så et drillede smil.

 "Selvfølgelig tror jeg ikke på den slags pladder. Hvem tror du jeg er?" Sagde han og grinede. Han gik væk fra træet, og trak Mag med sig. De grinte begge højlydt og snakkede videre om historien. Men inderst inde vidste Mag at Lary havde været seriøs mens han fortalte historien. Han troede på hvert et ord. Hun kendte ham godt nok til at vide dette!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...