Mag & Usi

Mag er en speciel pige. Hun bor ikke noget fast sted. Hun "låner" huse, hos folk, som enten er på ferie, på hospitalet eller bare ikke bor i deres hus. Hagen ved dette er, at hun ikke spørger om hun må låne det, da svaret sikkert ville være nej. Men hvad man ikke ved, har man ikke ondt af.
Alt dette ændrer sig dog, da hun bliver fanget, mens hun er inde i et af husene. Hun bliver derfor forvekslet med Den Nye Lejer, og bliver nødt til at bo der en hel måned. Nu er hun kommet ind i et forvirrende spindelvæv af flotte fyre, kærlighed og måske en fortid hun ikke kender til?

4Likes
5Kommentarer
1616Visninger
AA

8. En gamel ven

8. En gamel ven

 

Timen gik hurtigt. Drengen foran Mag havde sovet sig igennem det meste af den, og hun var stoppet med at tænke over, hvem det kunne være. Hun kunne ikke se hans ansigt alligevel. Klokkerne ringede og alle rejste sig fra deres pladser og gik ud mod kantinen. Liv sagde, at de nok også skulle gå der ned, men Mag svarede, at hun lige ville blive siddende. Liv forlod klasseværelset, og efterlod Mag tilbage alene sammen med ham den mystiske person, der sov foran hende. Hun vidste, hun havde set ham før, men kunne ikke lige komme i tanke over hvor. Hun sad lidt og tænkte over det og besluttede sig så for at gå over og vække ham. Han kunne alligevel ikke ligge der hele dagen, tænkte hun.

 "Ehm. Burde du ikke vågne?" Spurgte Mag langsomt og prøvede forsigtigt at lægge en hånd på hans skulder for at skubbe lidt til ham. Inden hendes hånd ramte hans skulder, fangede han den. Han kiggede op på Mag og rejste sig. Da Mag så hans ansigt, gik det op for hende, at hun kendte ham. Og hun kendte ham godt. Selvom hun ikke kunne huske, hvad han hed. Han begyndte at gå tættere og tættere på hende, og Mag var tvunget til at gå baglæns. Til sidst ramte hun væggen og kunne ikke komme længere væk. Han kom tættere på, og til sidst var hans ansigt så tæt på hendes, at hun kunne mærke hans ånde. Han smilede til hende. Hans hoved bevægede sig langsomt tættere mod hendes, så han kunne hviske noget i hendes øre.

"Kan du huske mig?" spurgte han med en stemme, hun kun kendte alt for godt. Hun førte hånden op til hans hoved og rørte ved hans hår. Hun vidste, hvem det var. Han havde forandret sig, men hun kunne stadig genkende ham. Han trådte et skridt tilbage og ventede på hendes svar. Hun stirrede på ham. Hun kunne ikke fatte, hun så på ham igen. Lary! Han var vokset så meget, at hun ikke havde genkendt ham. Han var blevet en flot fyr. Men hans øjne var stadig de samme. Hvorfor havde hun ikke genkendt ham før? Hun gik hen til ham og gav ham et stort kram. Hun vidst ikke, hvad hun ellers skulle gøre.

"Jeg gætter på, du har savnet mig?" spurgte han med et stort smil og klappede hende på hovedet. Mag gav slip på ham og trådte lidt væk. Hun sendte ham et surt blik og slog ham oven i hovedet.

"Det var din straf. Hvorfor forlod du mig bare? Du har ikke ringet, skrevet eller gjort noget for at skabe kontakt i al den tid, og så lige pludselig er du i min klasse? Og sover endda i timen! Ved du hvor meget, jeg har savnet dig? Ved du hvor mange gode år, jeg har brugt på at vente på, at du skulle komme tilbage!" Mag vendte sig om og lagde armene over kors. Hun var ikke rigtigt sur, men han skulle ikke tro, han kunne komme her, og så var alting godt. Hun kunne mærke, at han kom bagfra. Han lagde armene om hende og krammende hende bagfra. Han var virkelig blevet voksen. Hans hænder, der normalt var mindre end hendes, var blevet store. Hans arme var blevet lange og muskuløse. Han tog pludseligt fat omkring hendes halskæde.

"Jeg har også savnet dig," svarede han seriøst. " Mere end du aner. Kan du huske denne her?" Han slap halskæden og vendte hende rundt, så hun kunne se ham i øjnene. " Kan du huske, hvad jeg sagde, da vi stod på parkeringspladen? Jeg mener det stadig. Jeg elsker dig, og jeg vil altid gøre det. Og jeg ved, at det aldrig vil blive til noget. Du har allerede mødt HAM. Jeg kan se det i dine øjne. Men jeg vil bare have, at du skal vide det. Lige meget hvor mange gange jeg skal sige det, før du forstår, at jeg mener det." Mag kunne se, hvordan hans ansigt forvandlede sig fra seriøst til trist. " Men lige meget hvad der sker, skal du vide, at jeg vil beskytte dig mod alting. Jeg vil hjælpe dig med alle dine problemer, og du kan altid støtte dig til mig." Han rakte ud efter hende og kyssede hende på panden. Så smilede han og klappede hende på hovedet.

"Ved du hvad? Jeg er ved at blive sulten. Skal vi gå ned i kantinen?" Sagde Lary ubekymret, men da han så Mags bekymrede blik, valgte han at skifte taktik. "Hey. Nu hvor jeg tænker over det, er du næsten ikke blevet mere voksen, imens jeg har været væk! Måske skulle jeg slæbe dig ned i kantinen. Vi kan ikke have, at du vokser op og forbliver i den højde vel!" sagde han drillende. Han vidste, hun altid havde været en smule følsom over for sin højde.

Mag sukkede indeni af lettelse, da Lary begyndte at drille hende. Hun havde ikke kunne svare ham, på det han lige havde sagt. Hele hendes krop var bare gået i baglås, og hun havde ikke kunne reagere. Men da Lary begyndte at snakke om hendes højde, et velkendt emne, følte hun sig pludselig lettet. Det hele var tilbage til, hvordan det var engang. Dengang de var små.

"Hey Lary! Det er dig der er vokset for meget. Tænk hvis du bliver så høj, at du ikke kan være i bygningerne mere! Men du har nok ret. Lad os gå ned til kantinen!" Lary smilte, og Mag smilte tilbage til ham. De vidste begge, at på et tidspunkt ville de blive nødt til at snakke om det, men lige nu var ikke tiden til det. De gik sammen hen mod døren, hvor Liv stod. Hun så ud som hun ville dræbe den næste, der sagde et ord. Mag sendte Lary et blik, der sagde at han nok skulle gå i forvejen. Lary opfangede blikket og gik alene ned mod kantinen. Liv gik ind i klassen ved siden af Mag.

"Hvor meget hørte du?" spurgte Mag lidt stille.

"Spørgsmålet er hvor meget jeg så! Jeg går, som den venlige person jeg er, tilbage for at hente dig, og hvad ser jeg? Du står op i mod væggen sammen med 'Den Nye Prins' og laver, jeg ved ikke hvad? Og i næste sekund kommer der kærlighedsord, og alt muligt andet ud af munden på drengen! Jeg ved ikke, hvad du gør ved de drenge, men det ser ud til at virke. Jeg synes egentlig det er synd for prinsen at skulle gå igennem alt dette. Jeg er på hans side, bare så du ved det. Men burde du ikke holde dig til en prins? Nå. Jeg vil gerne have en forklaring. Og hvis den ikke er god nok, vil jeg fortælle prinsen, at der er kommet en drage der vil tage prinsessen fra ham!" Liv satte sig beslutsomt på en stol og ventede på Mags forklaring.

 "Ehm. Det er en lidt lang historie" startede Mag, men Liv så ikke ud som om, hun ville stoppe hende. Mag fortalte Liv alt om Lary. Hvordan de havde mødtes, om halskæden og den dag på parkeringspladsen. Liv så ud til at forstå det, selvom hun ikke ville acceptere det, Lary havde sagt til hende. Det hele endte dog med, at de gik ned i kantinen, og spiste deres frokost.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...