Mag & Usi

Mag er en speciel pige. Hun bor ikke noget fast sted. Hun "låner" huse, hos folk, som enten er på ferie, på hospitalet eller bare ikke bor i deres hus. Hagen ved dette er, at hun ikke spørger om hun må låne det, da svaret sikkert ville være nej. Men hvad man ikke ved, har man ikke ondt af.
Alt dette ændrer sig dog, da hun bliver fanget, mens hun er inde i et af husene. Hun bliver derfor forvekslet med Den Nye Lejer, og bliver nødt til at bo der en hel måned. Nu er hun kommet ind i et forvirrende spindelvæv af flotte fyre, kærlighed og måske en fortid hun ikke kender til?

4Likes
5Kommentarer
1585Visninger
AA

2. De andre lejrer

2. De andre lejrer

 

Det var blevet nat. Mag havde aldrig været i så pragtfuldt et hus før. Usi, eller hvad manden nu hed, var nok gået i seng. Hun havde også planlagt at gå i seng, men hendes nysgerrighed, havde alligevel trukket for meget i hende. Hun ville ud og underøge huset. Hun plejede altid at kigge rundt i huset før hun gik i seng. Huset var fyldt med pragtfulde vaser, og malerier. De så alle sammen ægte ud, ingen tvivl om det. Mag var begyndt at blive lidt af en kunstkender. Hun havde været i mange huse, hvor der hang malerier på væggene, og hun elskede at undersøge dem. Men hun havde aldrig været i et hus med så mange malerier. Ham Usi måtte være rig. Han havde sagt, at han havde boet her hele sit liv. Nok ikke som lejer, gættede hun på. 

 

”Hey fremmede! Hvad laver du her? Ved du godt det er uhøfligt at gå ind i en anden persons hus uden tilladelse? ” Mag sprang op i luften af bar forskrækkelse. Hendes instinkt havde ikke sagt hende noget. Underligt.

”Heey Gale. Du skal ikke skramme hende! Kan du ikke se hun står der og ser helt forvirret ud? Hej, jeg hedder David. Hvad laver du her i vores hus? En mand var dukket op bag ved den anden mystiske person, der åbenbart hed Gale.

”Emh. Jeg… ”Mere nåede Mag ikke at sige, før Usi kom ad gangen. Han havde overtøj på, og skulle sikkert ud af døren.

”Gale, David. Hvorfor er i oppe så sent? Skal i ikke, i skole, i morgen? Lige meget! Dette er vores nye lejer. Mag. Hils pænt på hende. Og prøv nu på ikke at… ehm… skræmme hende, for meget, ikke? Sagde han, og så gik videre, med et lidt bekymret men tilfreds smil. Det undrede Mag, hvor tydeligt hun kunne læse hans smil. Som om de havde kende hinanden før. Havde de kendt hinanden før?

 

”Hej. Jeg hedder Mag. Jeg kommer til at bo her den næste måned.” De to mænd sagde ikke noget men stirrede bare på hende. Og hun kiggede tilbage. De så begge to godt ud. Ligesom Usi gjorde. Den ene var en lav dreng, med gyldent farvet hår, store blå øjne, og en pæn hudfarve. Han bar rundt på en lille sød bamse, og lignede en der gik i 6. klasse. Det var ham der blev kaldt David. Så var der den mystiske fyr. Han var høj, med mørkt hår, og nøddebrune øjne. Han havde helt sort tøj på, og hvis man ikke kiggede på ham direkte, var det som om han forvandt ud af ens synsfelt. Han var ret skræmmende.

Den lille dreng gik hen til hende og rakte en hånd ud.

 

”Lad os være venner!” Mag tog hans hånd. Hvor var han dog bare sød, tænkte hun. Mag kiggede over på Gale. Hans blik var meget bekymret, men han gik alligevel frem, og gav hende hånden. Efter det tog han drengen på skulderen, og trak ham med tilbage. Mag kiggede på de to personer, mens de forsvandt ned af gangen. Mærkeligt par, tænkte hun, og begyndte at gå ned mod sit værelse. Da hun gik forbi stuen, så hun en person sidde i sofaen. Nej. To personer. De lignede hinanden fuldstendigt. Mag listede videre. Det var ikke fordi hun normalt var bange for mørke, men når der sad to fuldstendig ens personer, i en sofa, og gjorde præcis de samme ting, så blev hun alligevel en smule bange. Hun listede hen mod trapperne og …

 

”Heeeeeej, nye pige” De to personer var kommet bagfra og ville have sagt goddag til deres nye bolig kammerat, men Mag var blevet så forskrækket at hun var løbet op af trapperne og ind på hendes værelse.

Puhaa, tænkte Mag. Det var tæt på. Hun troede normalt ikke på spøgelser, men i dag havde bare været så, anderledes, at hun ikke vidste hvad hun skulle tro længere. Hun lagde sig i sin seng. Rummet var mørkt og hun kunne ikke se noget. Hun orkede ikke at tage nattøj på. Hendes øjne lukkede sig. Hun faldt langsomt ned i drømmenes verden.

Hun drømte noget om et træ. Et træ og en mand. Hun kendte manden. Det var Usi. Hvorfor var han der? Det var en meget mærkelig drøm. Og den var sørgelig. Meget sørgelig, selvom hun ikke vidste hvorfor. Hun åbnede langsomt øjnene. Det var stadig tidligt kunne hun mærke. Hun satte sig op i sengen. Hun havde sovet overraskende godt. Så godt havde hun ikke sovet længe. Hun kiggede rundt i rummet. Der her lignede ikke hendes rum. Det så andesledes ud. Mere rodet. Hun havde nok kun været i hendes rum en gang, da Usi viste hende, hvor det var, men hun vidste at dette ikke var hendes rum. Men hvilket rum var det så? Hun mærkede sengen bevæge sig. Nogen havde ligget ved siden af hende. USI…!

 

Hendes hjerte begyndte at slå hurtigere, som havde hun løbet fra 10 vilde heste. Hvad skete der?  Hvad havde hun dog gjort? Hvorfor havde han ikke vækket hende? Måske havde han ikke opdaget hende, og bare gået i seng. Det håbede hun. Hun listede ud af værelset og ind på hendes eget.

 

Han havde nu set hende. Han havde været nede ved træet og var kommet tilbage. Rummet havde været helt mørkt, og han havde ikke lagt mærke til hende, før han tændte lyset. Hun havde ikke engang taget nattøj på, og havde bare lagt sig på hans seng, og sovet. Han satte sig på sengen, og planlagde at vække hende. Han drejede hendes hoved, men opdagede at hun græd. Meget sørgelige tåre. Hans hjerte begyndte at banke hurtigere. Hvad kunne hun drømme? Drømte hun om den nat?

”Usi” sagde hun i søvne. Usi blev forskrækket. Havde hun lige sagt hans navn? Hans hjerte begyndte at banke endnu hurtigere, og han vidste hvorfor. Nu kunne han ikke vække hende mere. Hun græd stadig. Usi tog dynen og lagde den over hende, og tog hendes hånd. Han lagde sig ned ved siden af hende. Han ville vække hende når hun ikke græd mere. Han lagde hovedet på puden, og han faldt i søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...