Mag & Usi

Mag er en speciel pige. Hun bor ikke noget fast sted. Hun "låner" huse, hos folk, som enten er på ferie, på hospitalet eller bare ikke bor i deres hus. Hagen ved dette er, at hun ikke spørger om hun må låne det, da svaret sikkert ville være nej. Men hvad man ikke ved, har man ikke ondt af. Alt dette ændrer sig dog, da hun bliver fanget, mens hun er inde i et af husene. Hun bliver derfor forvekslet med Den Nye Lejer, og bliver nødt til at bo der en hel måned. Nu er hun kommet ind i et forvirrende spindelvæv af flotte fyre, kærlighed og måske en fortid hun ikke kender til?

4Likes
5Kommentarer
1570Visninger
AA

1. Mødet

 

1. Mødet

Ved det træ, det samme sted som jeg mødte dig. I månens lys, kunne jeg ikke dø. Jeg var fortryllet af dine Blågrønne øje, som kun månelyset kan værne om. Jeg var fanget af din ånde, hvor kun berusende ord, fløj af sted fra, uden at have den mindste sammenhæng med virkeligheden. Jeg var levende. I dit stedværd levede jeg, som en fisk. En fisk der svømmede rundt i det blågrønne vand. Selvom jeg vidste hvad der ville komme, kunne jeg se i dine skyldige bevægelser, I dine ord, I dine øjne, at du ikke kunne gøre andet. Det var det jeg ønskede. Jeg havde aldrig været levende før dig. Aldrig. En månestråle skinnede ned på din kind. Vand. Det vand som kun jeg kan svømme i. Det stod ned som vandfald. Vandfald der aldrig ville stoppe, før døden. Kun døden ville fjerne denne smerte. Denne uendelige venten, og falden. Falden så langt ned i forelskelsen at det var på vippen af døden. Den vippe der kun havde en udgang. Døden. Her kom den. Den jeg havde ventet på. Slutningen, enden. Mine øjne var tørre, som kun vand kan være. Det gjorde ikke ondt. Det havde jeg heller ikke regnet med. Befrielsen. Friheden. Kærligheden og smerten, havde forladt mig, og jeg fortryd intet. Andet en Ham. Inden jeg forladte mine træsko, fangede jeg hans blik. Det hjemsøger mig, som en endeløs forhekselse. Mit blik begyndte at søge. Men kun den skinnede kniv, i hans hånd, fangede mit blik. Kniven blødte. Blødte meget blødte lidt, kunne jeg ikke finde ud af. Men den var smuk. I månelyset. Mit blik kunne ikke forlade den. Hans hånd var på vej op. Mod træet. Blod dryppede ned fra træet, mens han lavede noget. Et mærke. Mere blod kom. Fra hvad, hvem? Jeg blev svagere, og til sidst så jeg ikke andet end mørket…

 

En november dag. Det var blevet en kold eftermiddag, før Mag kom ud fra huset. Det var ikke hendes hus, men hun havde lånt det, for ikke at fryse ihjel ude på gaden. Det var sådan hun overlevede. Hun ”lånte” huse hos folk der var rejst, eller ikke var hjemme. Hun havde selvfølelig ikke spurt om hun måtte, men hvad igen vidste, havde ingen ondt af. Det var sjældent hun kom ud af et hus så sent, eller det havde hun faktisk aldrig prøvet. Normalt ville hun snige sig ud, tidligt om morgnen, for at ejeren ikke skulle komme tilbage, og finde hende inde i huset. Men denne gang, vidste hun at ejeren var på hospitalet, og at ejeren ikke havde nogen familie, så der ville ikke komme nogle til huset i flere dage. Hun tjekkede altid sine huse grundigt før hun ”lånte” huset. Har det nogen familie, er der garanti for at den ikke vil komme hjem? Der skulle en grundig undersøgelse til, ellers gik det galt!

Denne november dag, ligesom alle andre dage, gik hun sin normale rute. En rute der endte ved et træ. Hun var på en eller anden mærkelig måde forbundet med træet. Noget fik hende hver dag til at tage den rute hen til træet og blive der. Hun blev der til hun skulle til skole. Selvom det, i dag, var sommerferie. Den sidste dag af sommerferien dog, men stadig sommerferie. Selvom der var ferie tog hun gåturen til træet. Da hun var nået til træet, så hun en mand, der sad oppe i træet. Der var ellers aldrig nogle på dette tidspunkt. Der var aldrig nogle ved træet. Det blev nemlig sagt at træet var hjemsøgt. Et rygte sagde at der engang var et par der var her ved midnat, hvor manden slog sin forlovede ihjel, og dræbte sig selv bagefter. De siges at hver nat kommer manden tilbage til træet, for at vente på at hans udkommende kommer tilbage. Denne historie troede Mag ikke på. Sikke noget vrøvl. Men hvem var så denne mand oppe i træet.

”Hey. Du ved godt at træet her, er hjemsøgt ikke” Råbte Mag op til manden. Men manden ignorerede hende bare, og blev ved med at stirre ud over horisonten. På en eller anden måde fik denne mand en irriteret følelse til at blomster i hende. Hun gik videre, uden at kigge tilbage på manden, men hvad hun ikke vidste, var at manden kiggede efter hende. Kiggede på hende, med hans blågrønne øjne.

Mag havde udset sig det perfekte mål til sit næste hus. Manden der boede der var aldrig hjemme, og huset var smukt. Lignede næsten et helt palads. Det var også en smule skummelt, da det lå et helt øde sted, men det var perfekt. Ingen naboer at snige sig væk fra, og ingen underlige spørgsmål. Helt perfekt. Da natten faldt på, tog Mag sine ting fra det gamle hus, og begyndte at trave hen mod det nye hus. På vejen kom hun forbi træet igen.  Han sad der stadig. Manden. Hun måtte prøve igen. For hans egen skyld. Ikke at hun troede på spøgelseshistorier, men man kan aldrig være for forsigtig.

”Hey. Det bliver snart midnat, og du skulle måske se at komme hjem. Her bliver ret køligt om natten” Råbte Mag igen op til manden. Denne gang vendte han sig om, og kigge direkte ind i hendes øjne. Noget vendte sig i hende. Ikke en ubehagelig følelse. De stod og stirrede hinanden i øjnene et stykke tid, før manden rejste sig op, og hoppede ned. Langsomt, men med faste skridt gik han hen imod Mag. Indtil han var så tæt på hende, at hun kunne mærke hans ånde. Hvem var denne mand, og hvorfor kunne hun ikke komme væk? Hvorfor kunne hun ikke skubbe ham væk ligesom hun havde skubbet alle andre væk, der var kommet for tæt på hendes privatliv? Det enesomme liv, som ”låner”, sagde hun altid, men hvorfor var denne mand anderledes? Hvad var den følelse hun følte lige nu? Hun så hans hånd, der langsomt kom op mod hendes kind. Strejfede hendes pande.

”Der var et blad i dit hår” Sagde mande, og gik. Langsomt, forsvandt han ud af hendes synsfelt. Hun faldt ned på knæ. Hvad havde denne mand ment med det? Hvem var han? Hvorfor havde hun lyst til at løbe efter ham? Forsvinde sammen med ham i evigheden. Et koldt vindstød bragte hende tilbage til virkeligheden. Hvad skete der lige? Tænkte hun. Hun rejste sig, børstede de værste jord af sine bukser, og begyndte at hen mod huset. I nat skal jeg sove godt tænkte hun. Der er selvfølgelig en dejlig stor seng, i sådan et flot hus. Efter at have gået et stykke vej, fandt hun huset, og der så som altid tomt ud. Nu kom hun til det der var mest spændene. Indenfor.  Hun tog sit ”åbnet-set” frem, og begyndte at lirke døren op. Hun var allerede begyndt at blive en professionel på området, så døren gik let op. Som hun havde forstillet sig, var huset ligeså flot indenfor.  Alle møbler, alt så fantastisk ud. Og helt ubrugt ud. Det hele var nu lidt lummert. Så heldig kunne hun da ikke være. Eller jo, det kan jeg vel! Tænkte hun, men hvad hun ikke vidste, var at, på selv det tidspunkt var der et par blågrønne øjne der fulgte hende.

Mag gik ud i køkkenet. Hun havde købt lidt ind, inden hun tog fra det gamle hus, så hun ville lave noget mad. En salat, men frisk kylling bryst ville være passende til lejligheden; tænkte hun. Hun skulle bare lige have skålen der var øverst oppe på hylden. Hun stillede sig på tær for at prøve at nå den, men forgæves, den var alt for højt oppe. Med et kunne hun mærke noget kom tættere på hende. En person. Hendes instinkt havde aldrig taget fejl, men det var for sent. Personen var lige bag hende. Ejeren af huset sikkert. Hun mærkede en overkrop lige bag hende. En mand. Hvad havde manden tænkt sig at gøre nu? Helt sikkert ringe til politiet og få hende arresteret. Nu var det ude med hende, og hun vidste det. Fængsel i hvad 30, 40 år? Hun mærkede en hånd række op over hende. En hånd hun havde set før. Den snittede hendes pande, der hvor Manden i træets hånd også havde ramt hende.   

 

”Var det den her skål du skulle have? ”Det var ham. Manden fra træet. Hun kunne genkende hans stemme. Hvad lavede han her? Hvorfor skulle det lige være ham?

”Hvad laver du her? ”Sagde Mag, af bar forbløffelse. Hun nåede lige at fortryde de ord, før Mande svarede.

”Undskyld min uhøflighed. For det første så det ud som om damen havde brug for lidt hjælp, og for det andet sagde du at jeg skulle gå hjem. Og da jeg har boet her hele mit liv, var det min opfattelse at du refererede til dette sted. Og for det tredje, er du den nye lejer ikke? ”

Der var noget med den måde manden sagde orden på. Udtrykte sig. Han var anderledes. Det lyd som om at hvert ord han sagde, var sandhed, men at hans sætninger, var bundet sammen af bar løgne. Men hvad skulle hun svare? Hun blev nød til at svare ellers ville det blive mærkeligt. 30-40 års fægsel var ikke ønsketænkning.

 

”Ja.! Selvfølgelig er jeg det. Hvad ville jeg ellers lave i det her hus? Kald mig bare Mag, og ikke damen.”

”Hvis det er hvad de ønsker. Mag. Så kan du kalde mig Usi.” sagde han, men det smil på læben. Den dag i dag, har ved Mag stadig ikke hvad det smil betyd. 

 

Mag og Usi sad på hver deres side af bordet. Usi, var en flot mand, så meget kunne Mag bedømme. Hans hår havde en Gylden-gul-brun farve, og hans øjne havde en smuk grønblå farve. Eller var de blågrønne? Det føltes i hvert fald som om de var så dybe at man kunne svømme helt væk i dem. Ud over det havde han også en flot hud. Helt glat og uden nogle uligheder. Han må have plejet sin hud meget, i forhold til hende selv. Mag havde aldrig været interesseret i sit udseende. Hun havde altid brugt sin tid til at undersøge og opdage. Sådan havde det altid været, lige siden hun var lille. Nogle gange gik der to- tre dage før hun kom hjem, til hendes forældre. Forældrene var selvfølgelig bekymrede men de kendte hende, måske bedre end hun kendte sig selv.

”En måned” sagde Usi pludselig. Hvad mente han? Hvorfor havde han sagt en måned?

 

Mag sad over for ham. Mag, som hun havde kaldt sig. Hvor han dog havde længtes efter at snakke med hende igen. Men at hun ikke huskede ham, var jo ikke hendes skyld. Han havde forandret sig meget siden dengang. Men hun var den samme som altid. Naiv, og hørte aldrig efter. Altid i hendes egen lille verden, hvor kun hun kunne opholde sig. Og restløs. Ville altid ud i verden, og prøve noget nyt. Kunne aldrig finde det sted hun passede ind. Typisk hende. Også selvom hendes udseende havde forandret sig en hel del, var hendes øjne de samme. De søgende, der hele tiden prøvede på at finde en løsning på alting. Selv det mest uløselige. Selv nu undersøgte hendes øjne ham. Han vidste hun ikke hørte efter, og at hun faktisk ikke var en lejer. Hun ville aldrig bestemme sig for at blive et sted. Men han kunne ikke lade vær. At være sammen med hende, bare en måned ville være nok. Han kunne gøre det godt, finde fred, for hvad han gjorde dengang.

 

”Ehmm…. ”Var det eneste Mag kunne fremstamme. Hvis hun afslørede sig selv, ville det hele være fortabt.

”En måned på prøve, hvor du bor her. Hvis du efter en måned er faldet på plads kan du blive ellers kan du flytte om en måned. Det var vores aftale ikke? ” Sagde Usi, med et smil på læben. Et ubehageligt udspekulert smil. Mag rystede følelsen af usikkerhed af sig, selvom hun var meget nervøs.

”Jo… Det var jo aftalen. Jeg bor her i en måned og så bliver jeg fri.. Eller jeg mener, så kan jeg se om jeg kan lide at bor her hos dem. Mr. Usi.”

”Lige som jeg ønsker det. Men hvis vi skal bo sammen, så behøver du ikke kalde mig mr. Vi er jo bolig kammerater nu” Sagde Usi, med et lidt for smilende ansigt, som om alle hans problemer forsvandt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...