Farvel Danmark

Chaie Frank, er en jødisk pige der bor med sin familie i Danmark. Da Jødeforfølgelsen så i 1943 går igang, må hun med sin far og sine 3 søskende flygte til Sverige for ikke at komme i koncentrationslejr. Hun sender et brev til sin kusine Anne Frank om hele forløbet. Det var en dansk stil og måtte ikke være længere end 2 sider.

5Likes
2Kommentarer
1132Visninger
AA

1. Farvel Danmark (One-shot)

 

 

03.09.1943

Kære Anne.

 

Undskyld jeg ikke har skrevet så længe. Der er sket så frygteligt meget. Det hele startede, da vi sad og spiste morgenmad for et par dage siden. Der havde været helt stille gennem hele måltidet. Til sidst kunne ingen af os holde det ud længere. Min far tændte radioen, og radioværten råbte ”DE KOMMER NÆRMERE, I MÅ VÆK! DE KOMMER!”. Min far tog tallerkenen og knaldlede den ind i væggen, så den sprang i tusind stykker. Nu var det tid til plan B. Vi skulle skynde os med at pakke vores ting og flygte til Sverige, hvor vi ville være i sikkerhed. Jeg tror godt du forstår, hvor bange vi var! Jeg rejste mig fra bordet og gik ind på mit værelse, som jeg delte med David. Min lillebror er jo kun tre år, så der er stadig ret meget fantasi og krudt i ham. Så han tog et ødelagt plastiksværd, han havde fundet på en losseplads og hoppede, mens han råbte: ”Nu kommer jeg, David Frank og bekæmper alle de onde! Juuuhuuu! Og ingen kan besejre os”! Så lavede han en drabelig bevægelse ned mod den gamle madrass, så der kom en lille revne. Far kom ind og bad os om at skynde os. Jeg smed den gamle trøje, som jeg havde haft på dagen før, bukserne med chokolade pletten og en lun varm trøje ned i den store taske, vi alle havde til fælles. Mere havde jeg ikke. Jeg tror der gik  omkring 10 minutter, og så var vi alle klar til at tage af sted. Vi skulle gå til fods. Vores lille - rettere sagt større - trop bestod af min far, lillebror David, tvillingerne Rachel og Chane - og mig. Nu var der intet andet at gøre end at gå.

 

Vi gik hele dagen, og da vi kom til Hellerup  var mørket ved at falde på. De fleste ville sikkert mene at det  ikke tager mere en time at gå til Hellerup fra København, men med fars retningssans gik det ikke så hurtigt. Vi satte os ned for at sove til næste dag. Det hele var gået så stærkt: Først radioen, så vandringen og så den kolde, danske nat. Jeg troede ikke det kunne blive meget værre. Og vi havde kun et tyndt, slidt tæppe med.

Ved daggry rejste vi os og gik videre, for vi havde stadig en lang dag foran os. Da vi kom til en lille fiskerby, standsede far og sagde at vi nu skulle finde os en hytte at gemme os i, indtil vi fandt på noget bedre. Og da jeg så sad der, sammenklemt i den lille hytte, så tænkte jeg på dig, og hvordan du mon har det nede i Holland. For, Anne, jeg savner dig.  

Da mørket faldt på rejste far sig og sagde, at vi skulle tage vores ting med og følge ham. Det jeg havde frygtede allermest var ved at tage form. Jeg kiggede spørgende på far, og han forklarede os at vi ikke var velkomne i Danmark længere, fordi vi var jøder. Så derfor blev vi nød til at tage til Sverige. Han forklarede så også, at han håbede, at vi ville komme til at leve på samme måde i Sverige som i Danmark. Han tog nogle skridt hen mod menneskemængden, der havde samlet sig længere fremme. 

Jeg bad til gud om at det bare var en drøm. Jeg nev mig selv i armen og lukkede øjnene og åbnede dem igen, men alt var stadig det samme: Far, der med bekymret blik løb rundt i mængden og skreg om der var nogle, der kunne hjælpe os over til Sverige, David, der lå og græd i Rachels skød, og Chane der kiggede ud over den store menneskemængde og råbte, at vi gerne ville på en båd. Pludselig lød der høje brag bag ved mig. Da blev jeg for alvor bange. "De" var kommet. Der blev rigtig meget postyr. Folk maste og skubbede  til hinanden. Der stod en høj og kraftig mand foran os som råbte, at børnene skulle på bådene først. Manden vendte sig om og tog David op på sin arm og hev mig med sig. Han slæbte os hen til en af bådene og smed os ned i den:” I må have en god  tur”, sagde han med et tydeligt anstrengt smil. Båden gyngede så voldsomt at David begyndte at græde.  Jeg prøvede at kigge efter far, men han var ingen steder at se. Båden tøffede langsomt fra land. Det sidste jeg nåede at se var far, der blev holdt af to mænd i grå uniformer. Han råbte og skreg at han ville fri, så vendte han ansigtet mod mig og sagde, at han ville finde os, når dette var forbi, og at han elskede os. Det var det sidste, jeg hørte fra ham. Båden sejlede videre, og de to mænd hev ham med sig. Efter det kunne jeg ikke se ham mere.

 

Kære Anne, find os når dette mareridt er forbi. Fik du den dagbog, jeg sendte sidst? Hils resten af familien fra mig og skriv tilbage hurtigst muligt.

 

Kærlig hilsen, din kusine Chaie

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...