Den største sorg i verden her er dog at miste den, man har kær

Denne historie har været igennem en masse; den er blevet skrevet, slettet af computeren, grædt over og til sidst genskrevet efter hukommelsen.

22Likes
22Kommentarer
1844Visninger
AA

1. Den største sorg i verden her er dog at miste den, man har kær

Hendes øjne, hendes hår, hendes ansigt. Ligegyldigt. Det var hendes skrøbelige hjerte, der kastede sit slør af kærlighed over mig. Kærlighed, forelskelse, lidenskab og romance. Den styrke, hendes hjerte besad, kunne rumme hele verden – selv en som mig. Men under den robuste overflade gemte der sig en følsom sjæl. En, som skulle beskyttes mod verdens lidelser og ondskab. Jeg mindes stadig den første markedsdag.

 

 

Solen tegnede kulsorte skygger rundt om menneskene, der flokkedes under de mange ophængte tæpper. Det lignede en kæmpe tørresnor, der nedenunder gemte på en storslået skat. Farverige klæder med striber og blomster, de mærkeligste brød og frugter. Kan du huske, hvor friske æblerne smagte? Plaprende stemmer blandede sig med de ophidsede handlende og en sangstemme længere henne. For enden af slangen med boder gyngede markedspladsen til musikken fra en knægt med en mundharmonika og en lille pige, der sang de voksne til dans. Jeg stod med et krus skummende øl i hånden og du med et æble, da en flok drenge sprang frem fra mængden og lige så hurtigt forsvandt igen. Sangen forstummede sammen med pigens livsløse krop. De dansende skyndte sig væk desperate efter at putte noget afstand mellem postyret og dem selv. Væk var knægten med mundharmonikaen, men han vendte hurtigt tilbage. Kan du huske drengens ansigtsudtryk? På én gang fyldt af had og sorg. En farlig cocktail. Jeg forsøgte at trække dig med mig væk, men du havde kun øjne for drengen. Den lille dreng blev en del af hendes hjerte og senere hendes sjæl. Den dag forlod vi markedspladsen med et ekstra familiemedlem.

 

 

Pac, hed han. Den lille pige, hvis liv gadebanderne havde krævet, var hans lillesøster. Den brutalitet, der havde myrdet en lille, uskyldig pige, førte kniven og skar den første revne i din sjæl, min elskede. I starten hjemsøgte lillesøsterens spøgelse den lille Pac. Hans øjne druknede i skyld. Magtesløsheden over for gadebandens overtal. Men efterhånden som Pac oplevede skole, familie og fødselsdage, fik han sin barndom tilbage. De gode minder trængte de dårlige væk til en mørkt, spindelvævsdækket afkrog. Du blomstrede som mor og erstattede hen ad vejen det grusomme drab af lillesøsteren med lykkelige dage tilbragt med Pac og med mig. På markedsdagene var det mig, der handlede, alt imens jeg oplevede mine to elskedes sjæle hele. Igennem årene var Pac vokset til at blive en stille, sympatisk mand med talent for det musikalske. De fattige banders indbyrdes krig var stilnet af, og hele familien nød godt af freden. Pac havde fået arbejde i byen på teateret, mens alderen havde stænket vores hår med gråt og vore ansigter med rynker. En dag på vej hjem fra en af Pacs forestillinger, måtte vi alligevel hilse på fortiden.

 

 

En bande af fattige bevæbnet med knive og trækæppe kom daskende. På et splitsekund vældede alt skylden, sorgen og vreden op i Pac og farvede hans blik. Igen. Intet kunne stoppe forvandlingen fra stille skuespiller til hævntørstig storebror. For det var ingen maske ligesom dem, han bar, til forestillingerne på teateret. Det var ægte uforvansket had mod dem, der dræbte hans lillesøster. Intet kunne stoppe ham. Heller ikke dig, min elskede. Heller ikke dig. Den nat lukkede døren til vores hus kun to ind.

 

 

Det knuste dig. Revnen forgrenede sig og sprængte din sjæl til uigenkendelighed. Pacs sorg blev til dit tab og til sidst til mit. Jeg ved ikke om, der findes nogen himmel. Jeg ved ikke, om jeg er god nok til at komme i himlen. Jeg ved ikke, om I sidder deroppe og ser mig nu. Men hvis I gør, så tilgiv mig. Pistolen føles kølig i min hånd.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...