Pisken - en historie fra en hests synsvinkel

Under en brand i stalden forsvinder Victorias højt elskede hest og bedste ven, Caravella Castella. Victoria begynder eftersøgningen. Efter en måned er der stadig ingen spor af Vella Stella. Vil Victoria nogensinde få sin bedste ven at se igen? Og hvor langt er hun villig til at gå?

3Likes
12Kommentarer
1131Visninger
AA

2. 1. kapitel

 

Der var røg over alt. Hestene vrinskede skingert på skift. Man kunne høre, at de var paniske, og det fik dem til at ophidse hinanden yderligere. Lugten af røg og den voldsomme knitren fra ilden fyldte luften.

Tårene løbe ned af mine kinder. Min hest og samtidig bedste ven, Caravella Castella stod i den stald! Brandmænd, de ansatte og min far kæmpede bravt med at få stutteriets heste ud på foldene bag staldene. Jeg havde fået forbud mod at hjælpe, så jeg stod i stedet bare her midt på gårdspladsen og følte mig i vejen. Vella Stella havde jeg endnu ikke set skyggen af.

"VELLA STELLA!" Mit råb panikslagende, og min stemme rystede. Et rædslagende vrinsk nåede ud til mig som svar. Hun var en af de sidste der endnu vrinskede, for hun stod længst inde i stalden, så hun ville være den sidste, der skulle reddes ud - hvis hun altså overhovedet kom ud!

"Jeg er bange for at vi ikke kan komme længere ind i stald nu" Jeg overhørte en brandmand snakke til min far.

"NEEEJ!" Jeg vidste ikke, hvad der gik af mig. Skriget trængte sig bare op gennem min hals. Jeg kunne ikke undgå det. Vella Stellas vrinsk skar i mine ører. Jeg følte mig svimmel, og flammerne dansede for mine øjne. Alligevel satte jeg i løb mod staldens indre og flammehavet.

 

Røgen sved i mine øjne, og flåede i mine lunger. Det var svært at se, men også bare at trække vejret. Jeg tog mit tørklæde for mund og næse og kæmpede videre mod Vella Stellas boks. Hendes vrinsk ringede for min ører, og det fik mig til at kæmpe videre hen mod lyden.

Jeg hostede. Røgen var blevet tættere og tykkere. Det svimlede voldsomt for mig. "Må redde Vella Stella! Må redde Vella Stella! Må redde Vella Stella!" Jeg gispede ordene for mig den sidste meter hen til boksen. Jeg var på kanten til at besvime, men jeg fik lige fat i boksdøren. Den gled næsten op af sig selv. Boksen var tom! Alt sortnede for mine øjne, og jeg besvimede i halmen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...