Uelsket

Det her er historien om Nanna der føler sig glemt og uelsket af sin far.
han kommer aldrig og hører hende spille. musik er noget af det vigtigste i hendes liv. Historien relaterer til mig og min egen far. Håber i kan lide den:)

5Likes
2Kommentarer
1125Visninger
AA

4. han kom

 

Nanna stod skjult bag et forhæng. Hun var nervøs. Hun skulle om få minutter spille for sit største publikum nogensinde. Det var 1 måned siden hun havde talt med sin far. Han var kommet dagen efter hun var taget hjem til sin mor. Vibeke havde forbudt ham at tale med Nanna. De troede hun lå og sov, men hun havde hørt det hele:

 

”Du kan ikke forbyde mig at tale med min datter!”

”Jeg ved hun ikke vil tale med dig.”

”Hvordan ved du det?”

”Fordi du skuffer hende.”

”Jeg skuffer hende ikke.”

”Jo du gør. GÅ!!”

 

De havde råbt. Hun hørte publikummet klappe. Hun rystede på hovedet som om hun rystede tankerne ud ad hovedet. Hun var klar. Klar til at giv sit livs forestilling.

Da hun trådte ud, var det første syn der mødte hende skræmmende. Så mange mennesker. Hun blev helt mat i knæene. Hun nejede. Hun satte sig hurtigt ved klaveret. Hun var bange for at falde. Hun tømte hovedet, satte fingrende på de rigtige tangenter. Hun så op. I døren til salen stod hendes far. Han smilede til hende, men hun smilede ikke tilbage. Hun kiggede på sine noder. Så begyndte musikken at flyde ud af klaveret. Hun var glad. Hendes far var her. Han hørte hende spille. Men hun kunne ikke smile til ham.

 

Koncerten var slut. Nannas knæ rystede men hun havde klaret det godt. I forhallen mødte hun Tobias, Stine og Vibeke. ”Det lød fantastisk,” Vibeke smilede mens hun sagde det. ”Din mor har helt ret. Det lød fantastisk.” Nanna kiggede bag sin mors ryg. Der stod hendes far. De andre gik lidt væk. ”Hør Nanna, du må undskylde. Jeg viste ikke det betød så meget for dig om jeg var der eller ej.” Nanna så på sin fars ansigt. Han så ked ud af det. ”Det gør det. Fordi du er min far.”

”Jeg ved det. Jeg er en dårlig far. Jeg lover at komme til alle dine koncerter.”

”Nej. Jeg ville bare ønske du kom en gang imellem. Du kom altid når Stine skulle lave opvisning. Eller når Tobias skulle spille kamp.”

”Jeg ved det. Kan du tilgive mig” Nanna så længe på sin far.” Selvfølgelig kan jeg det.” Hun gav sin far et kæmpe knus. De stod længe sådan, mens menneskerne strømmede ud ad salen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...