Is it true?

Jeg hedder Camilla Jones, jeg er 18 år gammel og bor i Mullingar. Det er rigtigt, jeg bor i Niall James Horans hjemby. Men jeg fangirler ikke totalt (som visse andre piger) over at jeg går på de samme gader som han gjorde, eller jeg låner bøger fra det samme biblotek som ham, over at jeg har set ham. Tvært i mod.

16Likes
10Kommentarer
1886Visninger
AA

8. Studiet

"Nårh Camilla. Hvad vil du så synge? Et cover eller har du egne sange?" spørger John som er produceren. "Ehm, jeg har mine egne sange, men jeg ved ikke hvor gode de er..." siger jeg tøvende. Niall kigger overrasket på mig. Han regner sikkert med at jeg har skujlt det for ham, men alle i min vennekreds ved det, det er ikke en hemmelighed. Jeg skrevet sange som har beskrevet mine følelser, lidt ligesom at skrive en dagbog. Jeg begyndte at skrive da Niall forlod mig. "Må jeg se dem?" spørger John interreseret. "Jah." siger jeg og rækker et sort, slidt hæfte. "Du har dem med?" spørger John overrasket og tager imod det. Jeg nikker og kigger ned i jorden. "Det ser da fint ud. Skal vi prøve med... Invisible?" spørger han tøvende. Måske fordi han var bange for at den betød så meget for mig at jeg brød sammen, hvad ved jeg? Men den sang betyder også meget for mig, det er en af de første jeg skrev. Den handler om hvordan der er at føle sig usynlig for en man elsker. "Du kan bare gå ind." siger John da han har kigget på teksten en gang mere. Jeg går ind i et relativt stort rum med instrumenter og en mikrofon som man ser på optagelser fra lydstudier. Der er en glasrude så jeg kan se drengene, Simon og John sidde og diskutere noget. "Ehm Camilla? Der er lidt diskussion om vi skal starte med et cover eller bare skal kaste os ud i din egen sang. Hvad vil du helst?" spørger John ind i en mikrofon. Jeg trækker på skuldrene. "Du skal forresten snakke ind i mikrofonen hvis du skal snakke med os." tilføjer Simon. "Jamen det er hvad i syntes er bedst." siger jeg ind i min mikrofon. "Okay, vi stemmer lige herude. Hvem stemmer for et cover?" spørger John, han glemte vidst at slukke mikrofonen. Niall, Zayn og Simon rækker hånden op. "Hvem stemmer for Invisible?" spørger John og han selv, Louis, Harry og Liam rækker hånden op. "Ha! Så er det Invisible, Camilla." siger John ind i mikrofonen. Jeg nikker og tager et par hørebøffer på - virkelig, det er bøffer. Jeg starter med at synge den sang som jeg kan ud ad hovedet. Som jeg skrev for 2 år siden.

I'm standing right here

But you don't see me

I don't know what to do

I feel like air

Only used 'cos you should survive

 

When I see you

I don't know what to do

'Cos I'm invisible

What can I do?

 

I walk down the street

I see you and say 'hi'

But you ignore me

Don't you think it's hurtful?

 

When I see you

I don't know what to do

'Cos I'm invisible

What can I do?

 

Should I give up?

Isn't it worth it?

When you finally is mine?

What can I do?

 

When I see you

I don't know what to do

'Cos I'm invisible

What can I do?

 

What can I do?

What can I do?

What can I do?

Oh, what can I do?

When I'm invisible

Da jeg er færdig med at synge er der helt stille. Jeg tager hørebøfferne af, men det er ikke dem der har skærmet for lydene. Der er ingen der siger noget og jeg bliver nervøs. "Var det så dårligt?" spørger jeg nervøst og smiler usikkert. "Nej, det var bare så smukt. Den sang... Hvordan har du kunne skrive den? Den er så smuk?" spørger Simon. Jeg er overrasket for normalt er Simon hård. Jeg trækker på skuldrerne, har egenligt ikke lyst til at fortælle det. "Nårh okay. Du kan komme ind nu." siger Simon skuffet og jeg går ind ad døren hvor jeg bliver overfaldt af Harry der krammer mig. "Haz, jeg skal lige snakke med Cam." siger Niall stille og hiver med ud af Harry's favn og udenfor. "Hvornår er du begyndt at skrive sange, og hvorfor sagde du det ikke til mig?" udbryder Niall såret så snart han har lukket døren efter sig. "Jeg begyndte at skrive sange efter du tog til X-Factor fordi det er ligesom min slags dagbog, okay?" svarer jeg lettere irreteret, hvorfor kan han ikke bare lade mig være. Det at jeg ikke vil have ham rendende er nok fordi jeg ikke vil såres, men jeg er også bange for at tilgive ham, at falde for hans charme. Jeg kan mærke at jeg allerede nu er ved at give mig, men jeg prøver at holde paradaerne, men det er svært når han er så sød. "Cam?" spørger Niall bekymret og løfter min hage så jeg ser ind i hans smukke blå øjne. "Ehm..." mumler jeg som svar og kigger fortryllet ind i hans pæne øjne. "Har du det godt?" spørger han igen bekymret. "Hvorfor skulle jeg ikke have det?" spørger jeg stadig hynotiseret af hans øjne. "Fordi du ikke svarede på mit spørgsmål." hvisker Niall. Han står ikke langt fra mig så jeg kan sagtens høre ham. "Hvad spurgte du om?" spørger jeg fraværende. "Hvem sangen handler om?" han hvisker stadig men nu river jeg mit blik løs og kigger ned i jorden igen. "Ehm... dig. For altså det var som om at jeg var usynlig for dig da du begyndte at blive kendt." mumler jeg stille, men jeg ved at han hørte det. Han sukker og jeg tror at han vil til at gå, så jeg bliver overrasket da hans arme ligger sig om mig. "Cam, jeg har og vil altid være der for dig." mumler han i mit øre. Jeg kan ikke modstå fristelsen og ligger også mine arme om hans tynde krop. Han har knækket mig. Jeg ved det, og jeg er på en måde ligeglad. Han gav mig et løfte, og jeg ved at der skal meget til før Niall ikke holder sit løfte. "Er jeg tilgivet?" hvisker Niall igen i mit øre. "Hvad får dig til at tro det?" hvisker jeg flabet tilbage, han kan jo ikke se at jeg har et kæmpe smil på læben. "Ehm, fordi at du krammer tilbage." mumler Niall undskyldene men jeg kan ikke holde den længere, jeg flækker af grin. Han forstår at han er tilgivet og flækker også af grin med mig.

Da vi kommer ind er Liam, Louis, Harry, Zayn og Simon gået ind i stuen igen af den anden dør. John sidder tilbage og hører Invisible igen. "Kan den bruges til noget?" spørger jeg, spændt på at høre 'dommen'. "Helt klart! Sangen er god, og din stemme er fed." siger han smilende og giver thumbs up. Jeg smiler stort og Niall trækker mig med ud til drengene. "Hva' så Superstar? Har du fået kæreste på?" spørger Louis for sjov og blinker til mig. "Helt klart!" siger jeg sarkastiskt og sætter mig på Louis' skød og han kigger overrasket op på mig. Jeg kysser ham på kinden og alle begynder at grine.

Da vi kommer hjem til lejren er klokken ved at være 4. Alle er væk undtagen Helen selvfølgelig. "Hvor er alle henne?" spørger jeg, bekymret for Annabel. "De er nede ved søen for at bade og solbade." svarer Helen uden af kigge op fra tv'et. The Vampire Diaries. "Okay, tak!" siger jeg og løber hen til drengene og sammen løber vi ned til søen efter at have skifet til badetøj. "Cam! Så er du endelig tilbage! Hvordan var det?" råber Annabel og løber hen og krammer mig. "Det var fedt!" indrømmer jeg og smiler genert. "Det var godt. Hvad sang du? Og accepterede de dig?" bruser det ud ad Annabel mens vi går ned til vandkanten. Drengene er allerede nede i vandet og leger vandkamp. "Jeg sang en af mine egne sange der hedder Invisible og de accepterede mig!" svarer jeg glad. "Cam, det er så godt!" siger Annabel og krammer mig. "Var drengene ordenlige?" spørger hun efter vi har stået i lidt tid i stilhed. "Selvfølgelig. Hvorfor skulle de ikke være det Anna? Og hvorfor er du intresseret i det?" spørger jeg overrasket. "Kan vi sætte os op ved træerne hvor jeg har håndklæder?" mumler hun og går op imod en lille 'lejr'. Da vi har sat os svarer hun. "Det er fordi jeg er måske lidt forelsket i Harry." Jeg begynder at grine, selvfølgelig er hun faldet for Harry! "Hvad er der?" spørger Annabel forvirret og kigger omsider på mig. "Det er bare fordi... selvfølgelig er du faldet for Haz! Han er jo både sød og lækker!" griner jeg og hun begynder at grine med.

Da vi har siddet og snakket i lidt tid kommer der en bagfra og krammer mig. Jeg skriger af forskrækkelse og 'overfaldsmanden' kommer om så jeg kan se ham, men det havde jeg gættet. Niall. "Ej Nialler. Nu er jeg jo også våd!" klager jeg og rejser mig. "Nu skal du være min tjener den næste dag, bare fordi du dummede dig." siger jeg og hopper op på ryggen af ham. Han sukker. "Selfølgelig miss." siger han høfligt og begynder at gå ned mod vandet. "Hyp hyp. Hurtigere!" siger jeg og han begynder at løbe. Da vi kommer ned til vandet smider han mig ned i det. "NIALLER!" skriger jeg og løber efter ham. Jeg har savnet det her. Han er helt klart tilgivet.

 

 

Først vil jeg sige undskyld for sangen som overhovedet ikke er god, jeg skulle bare finde på noget, og så læser jeg en bog der hedder 'Beautiful Dead' og der er der en musiker der har skrevet en sang der hedder Invisible så derfra fandt jeg på teksten.

En anden ting er at jeg ikke har rettet for stavefejl da jeg har en lille smule travlt, og jeg synes også at kapitlet er lidt rodet. Håber i kan klare det og læser videre. Favorit, like og kommenter gerne!

Kys kys <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...