Secrets 2 Ι A One Direction & Justin Bieber fanfiction.

Adison Tomlinson er nu tilbage. Bare single og fri. Det er ved at være 2 måneder siden hun sidst så Justin eller bare snakkede med ham. Det har været 2 hårde måneder, men med hjælp fra One Direction er hun blevet god igen. Men ikke helt. Hun går altid med et billede af Justin i baghovedet. Det vil sige hun går rundt med et billede af Justin og Selena i baghovedet, da de har fundet sammen. Siden det er Louis og Adison kommet utrolig tæt på hinanden, deres søskende bånd er blevet stærkere. Niall og Adison er blevet bedstevenner og hun er i det hele taget kommet tættere på hele One Direction. Hun får et tilbud hun ikke kan afslå og tager straks imod det. Men hvad sker der når en gammel flamme kontakter hende? Og når en af hendes bedsteven får følelser får hende og omvendt? Hvad vil Adison gøre? Læs med her.

67Likes
50Kommentarer
6819Visninger
AA

5. Let me in again, please

Adisons synsvinkel

Jeg rettede hurtigt mit blik ned i gulvet. Jeg havde ikke lyst til at kigge op, da jeg sikkert ville blive fanget af hans brune øjne. Dem som altid havde vist kærlighed og omsorg. Men jeg huskede dem som kolde og hårde. Jep, kolde og hårde. Og nu stod han her. Hans øjne udviste sorg og jeg kunne sagtens se han havde grædt. Det gav et stik i hjertet på mig. Jeg er godt nok ikke på talefod med ham, men derfor skal han da ikke være ked af det, vel? Jeg rettede mit blik over på Louis og kiggede bedende på ham. Han rystede på hovedet og gjort tegn til jeg skulle sige noget. Jeg sukkede og opgav alt som helst hjælp fra ham og kiggede hen på Zayn. Jeg kunne ikke tyde hans blik, men lidt jalousi var der. Jeg flyttede for første gang mine fødder siden jeg så Justin. Jeg bevægede mig langsomt over til Zayn. Jeg snøftede engang inden jeg smed mig i armene på Zayn.

"Jeg kan ikke." hviskede jeg. Han strammede grebet om mig.

"Gør det for min skyld." Jeg rystede på hovedet. Jeg kunne mærke en ånde mod mit hår og derefter et kys i min hovedbund. "Jeg hader at se dig ked af det. Jeg ved hvordan du har det." hviskede han, mens han strammede grebet om mig, som om han ikke ville give slip. Denne gang nikkede jeg bare. Jeg skulle vel snakke med Justin på et eller andet tidspunkt. Jeg trak mig langsomt ud af Zayn's favn. Han havde tårer i øjnene, hvilket han bestemt ikke måtte have. 

"Du må ikke græde Zayn."  hviskede jeg og rettede mit blik mod gulvet. En tåre trillede ned af min kind. Alting blev virkelig bare får meget lige nu. Jeg havde brug får Liam og få snakket med ham. Han viste til det med gravilteten, som den eneste og jeg havde været helt åben overfor ham med hensyn til Justin.

Jeg gik et skridt væk fra Zayn og bevægede mig ind på mig og Zayns værelse. Jeg satte mig på sengen med blikket på gulvet og lidt efter lukkede en dør og jeg var alene med Justin. Stilheden var ikke til at bære. Jeg vidste ikke om jeg skulle være ked af det eller sur lige nu. Han burde overhovedet ikke være. Han droppede mig. Smed mig væk som var jeg skrald! Vreden bobblede indeni mig, men udenpå var ked af det. Dette var bare en facade på hvad jeg følte indeni. Skuffelse og vrede. Han smed alt vi havde væk på 0,5.

"Hvorfor er du kommet?" Min stemme var iskold og jeg rettede mit blik hen på Justin der stod ved døren. Han gik hen til sengen, satte sig og tog min hånd. Jeg trak den hurtigt til mig igen og rejste mig op, gik hen til vinduet, kiggede ud og sukkede. Jeg kunne ikke bære facaden mere. Jeg kunne mærke den snart ville falde. Jeg vendte mig om og kiggede hen på Justin.

"Jeg savner dig, Adison." Justin samlede nogle tårer, det ramte mig bare overhovedet ikke. Jeg var så sur. Jeg rystede bestemt på hovedet. Han skulle ikke komme her og sige de ord! De ord jeg hadede allermest, især fra ham af. Hvad bildte han sig dog ind!?

"Savner du mig, Justin?" Jeg spyttede ordene ud som om de var giftige. Vreden styrede mig og jeg vidste dette ikke ville ende godt.

"Adison.." Jeg afbrød ham med et fnys.

"Du savner mig simpelthen? Ved du hvad? Det burde du have indset for længst! Du har haft din chance! Jeg gider det ikke mere. Du sårede mig, utrolig meget. Alt det vi havde, alt det vi havde været igennem og havde bygget op, smed du væk, som om det var gammelt skrald der bare skulle væk. Jeg er træt af det Justin. Jeg er træt af hver gang DU siger undskyld, skal jeg altid bukke under og tilgive dig, men når jeg gøre en ting forkert kan du ikke tilgive MIG! Du er så dobbeltmoralsk, at det er til at brække dig over. Men ikke denne gang. Du mistede mig den dag du begyndte at se Selena. Det klamt Justin. Så klamt." Jeg lage ekstra udtryk på du og mig. Han skulle ikke få lov til det denne gang. Denne gang styrede jeg det og ifølge mig ville vi sådan set aldrig kunne være sammen igen. Jeg kan ikke stole på ham mere. "Jeg betroede dig mit liv. Jeg gav dig alt min tid! Jeg havde ingen venner til sidst fordi de var utrolig falske overfor mig, kun fordi jeg var sammen med DIG. Jeg mistede alt fordi jeg stolede på dig! Jeg skulle aldrig havde gjort det. Jeg brude have set det. Du var ligeglad med om jeg blev såret. Du gjorde hvad det passede dig. Forhelvede Justin! Hvorfor? Jeg tilgav dig ALTID, men når jeg gøre den lille ting jeg nævnte forkert flippede du helt ud!" Jeg var vredere end før, men det skulle bare ud. Alt det han havde gjort overfor mig, alt det dårlige skulle bare ud, inden den kom ud på en anden måde.

"Hør nu på mig!" Justin havde rejst sig og var kommet lidt tættere på mig. Hans stemme havde været bestemt, men også såret. Men hvorfor skulle det røre mig?

"Rend mig Justin." Jeg spyttede ordene ud som om jeg havde ventet på de ville komme ud af min mund. Jeg trådte forbi ham og åbnede hårdt døren. "Farvel." Min stemme var iskold. Hvis vreden ikke havde taget over var dette endt på en hel anden måde. Han nikkede, trådte forbi mig, men lige inden han gik tog han min hånd. Hans brune øjne borede sig ind i mine.

 

"Jeg elsker dig." med de hviskende ord forlod han værelset 

Der var nu gået 2 dage. 2 dage siden Justin havde været her. 2 dage siden jeg havde stået og råbt af ham. Jeg havde fortrudt det, men de ord jeg sagde var sande. Det kunne jeg ikke komme udenom. De var mere end sande og jeg mente dem. Men de skulle ikke være kommet ud. Og overhovedet ikke på den måde. Siden Justin havde sagt de 3 ord til mig havde jeg lukket mig inde. Om natten lå jeg helt krummet sammen og jeg lod ikke Zayn ligge sig hen til ham, det havde såret ham virkelig meget, men jeg kunne ikke styre mine følelser mere. Jeg havde lukket mig inde, jeg havde ikke sagt et ord til nogen, ikke engang Liam, der viste hvad der var galt, eller Louis som var min bror og heller ikke Zayn, som var min kæreste. Ham jeg burde betro mig til. Jeg havde sådan set lukket mig inde med min guitar, tanker og minder. Jeg var kun kommet ud hvis vi skulle spise eller hvis jeg skal på toilettet og brække mig eller bare noget andet nødvendigt ude på badeværelset.

"I miss the time with the many smiles." Sang jeg. Det var godt. Døren åbnede og lidt efter stak Harry's hoved ind.

"Kommer du ikke lige ind i stuen?" Harry's nervøse stemme afbrød mig i den sang jeg var ved at skrive.

"Jo." Han gik ud. Hvorfor lød han nervøs? Jeg rystede tanken tanken væk og skrev den sidste linje ned. Jeg lagde guitaren og gik ned i stuen. Liam havde placeret sig ved siden af Louis, som havde røde øjne. Ved siden af Louis sad Zayn også med røde øjne og Niall ved siden af. Man kunne godt se Liam og Niall havde prøvet at trøste Zayn og Louis. Det var ikke min mening at gøre nogen kede af det. Det ramte mig med et stik i hjertet. Det gjort ondt og jeg kunne ikke forestille mig hvor ondt de havde. Jeg satte mig ned ved siden af Harry som sad i sofaen overfor de andre drenge.

"Adison, vi har aflyst vores turne. Vi tager hjem, du er for syg til vi kan fortsætte." Louis' stemme gav genlyd i mit hoved. Det mente de ikke?  

"Det kan i da ikke!" min stemme var helt klart panisk. De skulle ikke aflyse denne turne? Det ville jeg ikke gå med til?

"Det er ikke til nogen diskussion. Vi ved jo ikke engang hvad der er galt med dig? Jeg kan ikke lide det. For guds skyld! Du er min søster! Jeg bekymre mig for dig!" Louis' stemme var bestemt.

"Nej! Jeg tager hjem og i bliver."

"Adison, jeg har påtaget mig et ansvar, og det var at passe på dig, hvilket jeg ikke har gjort. Jeg kan ikke lide at se dig sådan, det er der ingen af os der kan!"

"Louis, jeg er ikke et barn mere!" Men jeg havde et barn i mig.

"Nej, det ved jeg godt! Men se dog på dig selv! Du græder hele tiden, du lukker dig inde! Du snakker ikke med mig eller de andre om noget mere! Du er jo syg!" Jeg rystede på hovedet. Han skulle ikke bruge min graviditet som et våben mod mig. Han viste det ikke engang og derfor skulle han ikke bruge det imod mig.

"Rend mig Louis." Med de ord vendte jeg mig op på hælen, gik ind på mig og Zayns værelse og begyndte at pakke. Jeg tog hurtigt mine kufferter frem og kastede tøjet ned i. Han skulle kraftedme ikke bruge det ord. Syg? Hvad fanden bilder han sig ind? Jeg lød vreden styre mig lige nu og det vidste jeg godt fordi lidt efter sad jeg op af væggen, med knæene trukket op under mig og hænderne begravet i mine hænder, der hvilede på mine knæ. Jeg kunne ikke klare verden lige nu. Jeg var gravid, kun Liam viste det. Jeg løj for mine nærmeste, Justin havde været her, Zayn og Louis havde grædt, virkelig meget, jeg sårede alle og jeg kunne i det hele taget ikke finde rundt i mine følelser? Jeg lod tårene løbe, men tørrede dem hurtigt væk igen. Jeg kunne ikke sidde her og græde, det var jo meningen jeg skulle være stærk. Jeg rejste mig usikkert op, som om jeg virkelig passede på min mave ikke skulle tage skade. Jeg fik pakket færdig og gik så hurtigt forbi drengene med mine ting og ud i den bil vi skulle køre i hjem. Jeg satte mig ind bagved og lidt efter kom Liam ud. Han satte sig ind ved siden af mig.

"Adison.."  

"Jeg gider ikke høre på det Liam. Hvis han vil noget må han selv komme."

"Men Adi.." Jeg afbrød ham ved at ryste på hovedet. "Jeg er her." Liam lagde en hånd på mit lår og jeg kiggede først på hans hånd og derefter op på Liam. Jeg rystede igen på hovedet. "Senere." mumlede jeg bare og fjernede hans hånd. De havde aflyst deres turne, pga. mig? Det kunne de ikke! Jeg var så vred og skuffet. Hvad ville deres fans ikke lige tænke? Jeg kan godt holde styr på mig selv. Jeg behøver ikke en der skal se efter mig.

Vi drejede ind af den vej der førte op til Louis' hus. Jeg havde ikke sagt et eneste ord i bilen på vej herhen. Jeg havde bare taget mine høretelefoner i og fyret op får musikken. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle tænkte eller gøre. De havde seriøst aflyst deres turne på 6 måneder pga. mig. De vidste ikke engang hvad der var galt, udover Liam. Men ham kunne jeg stole på, han ville ikke sige det til dem, før jeg selv siger det, hvilket bliver om laaaang tid hvis jeg kan komme til det. Jeg har i hvert fald ikke planlagt jeg snart ville fortælle det. Dette var mit liv, min kamp og min beslutning.

En eller anden prikkede mig på skulderen og jeg vendte mit hoved. "Vi er her." Louis' stemme var trist. Men hvad ville den ellers være? De havde aflyst deres turne fordi de troede jeg var 'syg', de havde skuffet deres fans - i hvert fald hvad jeg havde læst på twitter - og de vidste ikke engang hvad der var galt med mig. Og takken får at de var så søde og bekymret får mig var det her. Min tak var min vrede. De fortjente det ikke men jeg havde humørsvingninger. For groft lige nu. 

Jeg nikkede og gik på ud af bilen med mine ting. Harry havde låst op, så jeg var bare gået ind på mit værelse, låst døren og lagt mig på sengen. De sidste 2 dage havde været hårde. Jeg var blevet uvenner med Louis, såret Zayn, fået dem til at græde, løjet for de alle sammen, får mig selv og Justin. Jeg elskede jo Justin, men jeg ville ikke. Jeg ville glemme ham, men det var umuligt. Vi havde været sammen i så lang tid, i medgang og modgang. Jeg greb ud efter min mobil og gik ind på twitter. Zayn havde lige tweetet.

'I can't do this anymore. It hurts me to see you like this. Please talk to me again baby. I love you..'

Jeg vidste det var henvendt til mig. Det fik mig til at græde. Jeg havde såret ham, for groft og jeg kunne ikke klare tanken om det. Men det var jo også min egen skyld. Jeg havde løjet, lukket mig inde og gjort dem bekymret. Det kunne de takke min mave og Justin får. Jeg gik lidt ned af og så Louis og Liam også havde tweetet.

'I'm sorry guys. But i love my sister and i don't wanna se her like this, I'm so sorry! I love you guys..'

'I'm here Adison, i havde always been here and i will always be there.'

Jeg loggede hurtigt af og smed min mobil på bordet igen. Jeg er jo et forfærdeligt menneske. Det bankede på døren.

"Må jeg ikke komme ind?" Zayn's stemme var tydeligvis grådkvalt, hvilket gjort mig til et mere forfærdeligt menneske.

"Ja." fik jeg mumlet. Jeg rejste mig op og låste op. Jeg nåede lidt at sætte mig ned inden døren gik op og Zayn kom ind. Han satte sig ned ved siden af mig, med blikket rettet mod gulvet. Jeg kunne mærke tårene sætte spor på mine kinder og lidt efter røg ned på mine ben.

"Hvad er der galt? Du er så lukket overfor mig og de andre, undtagen Liam. Hvad forgår der? Jeg er jo din kæreste." Det sidste hviskede han virkelig lavt, men jeg hørte det. "Jeg..." Jeg kunne ikke sige noget.

"Undskyld mig." Jeg styrtede ud af værelset, forbi stuen hvor de råbte af mig, videre ud i gangen og udenfor. Jeg havde heldigvis ikke taget mine sko af så jeg gik bare direkte ud. Jeg begyndte med det samme at løbe. Bare løbe derud af. Jeg kunne høre mit navn blive råbt, men jeg lød bare hurtigere. Jeg sårede alle jeg elskede. Jeg er et problemmenneske. Jeg stoppede med at løbe, bare lige får at få pusten. Jeg kiggede bag mig hvor Harry og Louis kom løbende. Lidt efter Niall, Zayn og Liam.

"Adison! Pas på!" Råbte Louis. Jeg vendte mig hurtigt om og så en bil. Lidt efter var det hele sort. Det eneste jeg kunne tænkte på var drengene og..

Mit barn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...