Secrets 2 Ι A One Direction & Justin Bieber fanfiction.

Adison Tomlinson er nu tilbage. Bare single og fri. Det er ved at være 2 måneder siden hun sidst så Justin eller bare snakkede med ham. Det har været 2 hårde måneder, men med hjælp fra One Direction er hun blevet god igen. Men ikke helt. Hun går altid med et billede af Justin i baghovedet. Det vil sige hun går rundt med et billede af Justin og Selena i baghovedet, da de har fundet sammen. Siden det er Louis og Adison kommet utrolig tæt på hinanden, deres søskende bånd er blevet stærkere. Niall og Adison er blevet bedstevenner og hun er i det hele taget kommet tættere på hele One Direction. Hun får et tilbud hun ikke kan afslå og tager straks imod det. Men hvad sker der når en gammel flamme kontakter hende? Og når en af hendes bedsteven får følelser får hende og omvendt? Hvad vil Adison gøre? Læs med her.

67Likes
50Kommentarer
6809Visninger
AA

4. I'm not ready.

Adisons synsvinkel

"Adison!" Døren åbnede og ind trådte 4 bekymret ansigter. Zayn, Louis, Niall og Harry. Hvor var Liam dog henne? Jeg havde virkelig brug får ham lige nu. Jeg sendte et lille svagt smil, da jeg håbede det ville dække det jeg føler, helt indeni. Tomhed. Jeg kunne ikke bære et barn indeni mig. Før det første er jeg kun 18 år, jeg kan ikke være mor. Jeg er overhovedet ikke klar. Hvad nu hvis der sker noget med mig og jeg mister barnet? Ikke nok med Justin altid dukkede op i mine minder, nu havde jeg også dét. Eller et barn. Og jeg har jo ikke været i seng med nogen? Jeg er jomfru. Jeg rystede tanken væk, jeg vil ikke afsløre noget overfor drengene.

"Er du okay?" Louis stod på min ene side og Zayn havde taget min hånd på den anden. Jeg gav hans hånd et klem og kiggede over på Louis igen.

"Det er bare en virus, Lou. Der er ikke noget at bekymre sig om. Det går snart over." Jeg smilte svagt til ham. Jeg hadet det. Jeg hadede mig selv. Jeg sad lige nu og løj dem direkte op i ansigtet. Så snart de fandt ud hvad jeg bar på ville de gå helt amok. De ville vel mene det var bedst at få det fjernet, men det kan jeg ikke. Tanken om jeg kan slå et andet menneske ihjel skræmmer mig. Jeg må passe på mig selv.

"Adison? Er du sikker?" Zayn's bekymrende øjne kiggede op og ned af min krop. Shit. Jeg håbede virkelig ikke han vidste det.

"Ja, slap af." Da jeg havde sagt det kom sygplejskeen ind.

"I kan godt tage hjem. Det er bare en virus." Hun smilte inden hun forlod stuen.

"Zaaaaaayn?" sagde jeg sukker sødt og smilede så sødt jeg kunne. Han sukkede.

"Kom her." Jeg gav mig til at juble lidt, inden Zayn tog mig op i hans favn.

"Tak søde." mumlede jeg ned i hans bryst. Han kyssede mig blidt i håret.

"Alt for dig." Tanken om jeg løj får ham kunne virkelig få mig til at græde. Men jeg havde besluttet mig. Jeg er ikke selv glad får det, men at dræbe et andet menneske kan jeg bare ikke gøre. Jeg ville have et mærke får livet. Jeg rystede tanken væk. Jeg skal bare nyde den her turne med drengene. 

Vi kom ud af mit værelse og Liam sad i en stol og snakkede i telefon. Han var anspændt og hans ansigt var virkelig bekymret, da han så over på mig.

"Er der noget glat med Liam?"

"Han kan ikke lide hospitaler." hviskede Zayn tilbage til mig. Jeg nikkede og lagde mig ind til Zayn's bryst. Men jeg løftede hurtigt mit ansigt igen og kiggede på Zayn der rynkede hans øjenbryn. Jeg rettede mig derhen hvor hans blik rettede sig hen mod. Paparazzier. Jeg sukkede.

"Sætter du mig ikke lige ned Zayn?" Han nikkede mut og satte mig så ned på gulvet. Jeg støttede lidt usikkert til Zayn inden jeg stille bevægede mig hen til Liam. Han åbnede sine arme og han trak mig med det samme ind til ham. Han holdte stramt om mig, men det gjorde ikke noget. Jeg elskede at være i hans nærvær.

"Undskyld Liam." Jeg vidste ikke hvorfor jeg undskyldte, men jeg følte det rigtig. Jeg løj får ham. Jeg løj får min bedsteven. Det gjort ondt, men en indre stemme blev ved med at sige det var det bedste. Dette er min egen kamp, ikke deres.

"Du skal ikke undskyld for noget." Han holdte mig strammere ind til ham og lidt efter kunne jeg mærke hans ånde mod mit øre. "Jeg er her lige meget hvad der sker. Jeg passer på dig." Han stoppede sig selv. Jeg var lidt forvirret? Hvis han mente den "virus" jeg havde så kunne det være ligemeget. Jeg har jo ikke en virus. "Jeg ved det. Jeg overhørte lægen." Jeg er ret sikker på mit hjerte lige stoppede med at banke? Vidste han det? Hvad med de andre? "De andre ved ikke noget." Okay, det var skræmmende. Han kunne simpelthen læse mine tanker. Jeg kunne mærke hver en muskel i min krop spændte sig.

"Lov mig du ikke siger det til dem Liam" Min stemme rystede en hel del. Men jeg var nu også virkelig bange.

"Jeg lover det. Men kun hvis du snart fortæller dem det." Jeg nikkede tøvende. Hvis det stod til mig ville jeg første fortælle det da man virkelig kunne de det. "Gerne meget snart." hviskede han igen. Det skulle stadig lige ind i mit hoved at jeg bar på et barn. Hele min krop rystede, hvilket Liam lagde mærke til.

"Jeg er her." hviskede han. Jeg lukkede mine øjne hårdt og en tårer kom ud. Jeg tørrede den væk. Jeg skulle nu tænkte på min fremtid. Mit barn.

Jeg smed skoene i entréen i bussen og løb hen til sofaen hvor jeg smed. Lidt efter smed Zayn sig ned ved siden af mig og jeg lagde mit blidt på hans bryst mens han legede med mit hår.

"Se! Jeg har lavet en fletning!" Udbrød Zayn lidt efter. Jeg drejede med besvær mit hoved og så på den meget dårlige og meget mislykket fletning.

"Er du sikker?" grinte jeg. Zayn spillede tøsefornærmet, så han skubbede mig væk.

"Det var ikke sødt gjort. Jeg prøvede at gøre et indtryk. Du har jo ingen pige veninder lige nu og her." surmulede han. Jeg grinte bare af ham og tog min mobil og gik ind på min twitter. Jeg tjekkede lidt forskelligt og først nu så jeg alle de tweets der omhandlede mig. 

'Omg. I hope you are okay Adison.'

'Adison is on the hospital after she have been sick in a very long time. I hope you will be okay.#staystrong'

Der var også nogle haters der lige lige synes de skulle skrive noget.

'Adison is on the hospital. I hope she is very sick so she die or get cancer. She is so ugly.-

'Omg. I wish Adison Tomlinson would die. She was first together with Justin and now Zayn. And she is Louis' sister. Starfucker.'

Det sidste tweet sårede mig. Jeg havde jo ikke bedt om noget af det. Jeg havde ikke bedt om at Justin droppede mig til fordel får Selena, jeg kunne ikke gøre for jeg blev forelsket i Zayn. Han hjalp mig virkelig og han er i det hele taget en helt fantastisk person. Jeg havde heller ikke bedt om at være søster til Louis, vel? De burde tage sig sammen og blive voksende.

Jeg kiggede lidt videre, selvom jeg ikke havde lyst kiggede jeg videre. Lidt efter fangede denne ene virkelig min opmærksomhed. Jeg havde ikke lyst til at læse den, men gjort det alligevel. Det var Justin. Som i Bieber. Som i min eks kæreste.

'#PrayForAdisonTomlinson. I heard she is on the hospital after she have been very sick in a long time. I hope it gets better.'

Og han havde også skrevet 2 andre tweet, der virkelig også lige fangede min opmærksomhed. Jeg rynkede panden og læste videre.

'I love you. Not her, not the other. But you. It have always been you, girl. Die in  your arms and as long as you love me. Remember?'

'Guys. I have done something stupid. If you read this Adison. I'm sorry.'

Jeg loggede hurtigt af. Jeg ville ikke læse mere. Var ham og Selena ikke sammen mere? Hvad mente han overhovedet? Hvor havde han hørt fra jeg var syg? Og hvor fra vidste hele verden det? Jeg rystede tankerne væk. Jeg ville ikke tænkte over det lige nu. Det kunne jeg ikke klare.

"Er du okay?"

"Jaja. Det er ikke noget."

"Adison.."

"Zayn! Der er ikke noget." vrissede jeg af Zayn. "Undskyld Zayn. Jeg vil bare ikke snakke om det. alle bekymre sig bare virkelig meget om mig får tiden. Lad mig leve."

"Hvad nu hvis der sker noget en dag?" 

"Zayn, dette er min kamp."

"Bare husk jeg er her." Han satte sig hen til mig, kyssede mig blidt og kærtegnede min kind. Jeg kiggede direkte ind i hans øjne. Bekymring og forvirring. Sådan havde jeg det også. Forvirret over mit liv og bekymret får min hemmelig.

"Jeg elsker dig." hviskede jeg og kyssede blidt Zayn igen.

"Jeg elsker også dig." sagde han i kysset, hvilket fik mig til at smile. Han gjorde mig altid så glad. Han satte sig tilbage igen, hvilket jeg ikke var helt glad får. Så jeg kravlede stille hen til Zayn og lagde blidt min hånd på hans lår, hvilket gjort han spændte sig. Jeg smilede for mig selv inden jeg lod min hånd glide op på hans bryst og tegnede små cirkler. Han spændte nu hele kroppen og jeg smilte charmerende til ham. Jeg kyssede ham blidt på halsen. Lidt efter næsen, panden, kinden, altså alle andre steder end hans mund. Han sukkede lidt da han vidste jeg ikke havde i sinde at kysse ham på munden. Zayn skubbede mig væk igen, men denne gang landede jeg på min mave. Jeg satte mig hurtigt panikken op og tog mig til maven. Jeg pustede ud da jeg ikke havde ondt eller ligende.

"Er der noget galt Adison?" Zayn's pande rynkede og kiggede ned på min mave hvor mine hænder lå. Jeg flyttede dem hurtigt og rejste mig så. 

"Jeg smutter i bad" sagde jeg da jeg havde rejst mig. Jeg nåde lige at opfange Zayn mumle. Jeg låste hurtigt døren til badeværelset, da jeg kom i tanke om noget andet tøj. Jeg låste op igen og smuttede ind på mig og Zayn's værelse. Jeg fandt nogle grå everlast bukser og tog en af Zayn's sorte trøjer. Jeg duftede hurtigt til den inden jeg listede ind på badeværelset. Men inden jeg nåde ud af værelset stoppede jeg op og kiggede i det spejl - hvor man kunne se hele sin figur - på Zayn og jeg's værelse. Jeg stod med siden til og kiggede på min mave. Havde jeg fået en lille bule? Jeg rystede på hovedet og kiggede igen. Bulen var væk? Jeg smed tøjet og tog mine rystende hænder op til min mave. Et stød gik igennem mig da jeg lagde hænderne på. Tanken om der lå et lille barn derinde, et barn der var mit. Et jeg havde lavet med en. Men hvem vidste jeg ikke. Jeg løftede stille og rystende op i trøjen og kiggede på min mave. Det lignede jeg havde taget på, hvis man ikke vidste jeg var gravid. Jeg hørte en dør gå op og nogle drengestemmer begyndte at snakke ude i stuen. Jeg ignoerede det bare og kiggede igen på min mave. Et barn lå derinde. Jeg kunne stadig ikke fatte. 

Jeg stod lidt i min egen verden og lagde slet ikke mærke til døren til værelset gik op og en dreng stod i døren.

"Hvad laver du Adison?" Zayn's stemme lød forvirrende. Jeg trak blusen ned og kiggede hen på Zayn der gik lidt tættere på mig.

"Adison?" Jeg rystede på hovedet. Han skulle ikke vide noget. For guds skyld! Jeg var ikke parat. Jeg faldt grædende sammen på gulvet og Zayn var hurtigt henne ved mig.

"Rolig, Adison." Blev han ved med at sige, som om det skulle have en beroligende effekt på mig, hvilket det ikke havde. Jeg trak mine ben op til mit ansigt og gemte mit hoved der, mens mine arme lagde sig om mine ben.

"Liam." Jeg mumlede hans navn om og om igen, inden Zayn rejste sig op. Fedt, efterladt af ens egen kæreste. Lidt efter kom kunne jeg høre en komme løbende hen til mig og satte sig på hug.

"Adison? Tal til mig." Jeg kunne sagtens høre det var Liam. Jeg kiggede op i hans varme brune øjne. Jeg følte det hele forkert. Det var Zayn der skulle sidde der. Det var Zayn der skulle vide jeg holdte på. Det var ham det hele. Han skulle være personen som trøstede mig, sagde det nok skulle gå, holde mig i hånden, kysse mig og holdte mig ind til ham. Men han vidste ikke noget. Jeg var helt klart skuffet over mig selv. Liam trak mig ind i et kram.

"Jeg er ikke klar Liam."

Jeg havde haft en snak med Liam. Han havde givet mig håb og mod. Lige nu var jeg igang med at tage tøj på efter jeg havde været i bad. Jeg havde ikke kigget mig i spejlet overhovedet, jeg var bange får det når Liam ikke var her. Jeg synes stadig det skulle være Zayn, men han vidste ingenting. Jeg tog mit tøj på og kiggede mig nu i ansigtet. Man kunne ikke se den lille bitte bule jeg havde set tidligere, da jeg havde Zayn's alt får store trøje på. Mit lange brune hår var sat op i en hestehale. Måske jeg skulle have det blondt? Jeg rystede på hovedet over min egen tanke. Jeg stod og kiggede lidt på mig selv da det bankede halv hårdt på døren.

"Adison, kommer du ikke lige ud?" Louis' stemme var ikke til at tage fejl af.

"Jo. Jeg kommer om lidt Lou." Jeg tørrede gulvet, ryddet op og låste så døren op får at gå ud i stuen. Jeg kastede mit blik hen på den hvide guitar henne i hjørnet. Jeg skulle snart begynde at spille igen. Jeg gik videre og endte så ude i stuen.

"Hvad så Lo.." Jeg stoppede op i min egen sætning da jeg kom ind i stuen og så hvem der stod der. Alt stivnede i mig. Han smilede som sædvanlig sit charmerende smil, men jeg kunne se smerten i det.

"Hej Adison." Den stemme der havde været så perfekt, lød nu lille, svag og bekymret.

"Justin."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...