Secrets 2 Ι A One Direction & Justin Bieber fanfiction.

Adison Tomlinson er nu tilbage. Bare single og fri. Det er ved at være 2 måneder siden hun sidst så Justin eller bare snakkede med ham. Det har været 2 hårde måneder, men med hjælp fra One Direction er hun blevet god igen. Men ikke helt. Hun går altid med et billede af Justin i baghovedet. Det vil sige hun går rundt med et billede af Justin og Selena i baghovedet, da de har fundet sammen. Siden det er Louis og Adison kommet utrolig tæt på hinanden, deres søskende bånd er blevet stærkere. Niall og Adison er blevet bedstevenner og hun er i det hele taget kommet tættere på hele One Direction. Hun får et tilbud hun ikke kan afslå og tager straks imod det. Men hvad sker der når en gammel flamme kontakter hende? Og når en af hendes bedsteven får følelser får hende og omvendt? Hvad vil Adison gøre? Læs med her.

67Likes
50Kommentarer
6768Visninger
AA

3. How can I...?

Adisons synsvinkel

"Adison?" Jeg vendte min opmærksomhed på den mørke skikkelse som kiggede på mig lidt længere fra mig.

"Hvem er du?" Min stemme var rystende og usikker. Ville han gøre mig noget? Ville han slå mig ihjel? Faktisk ville jeg ønske han gjorde det. Jeg savnede Justin. Af hele mit hjerte. Jeg vidste ikke hvorfor jeg gjorde det. Jeg havde været ham utro og ham mig. Han valgte mig fra og det samme gjorde jeg ved ham. Men kun fordi han skubbede mig væk.

"Kan du ikke genkende mig?" Skikkelsen begyndte at gå tættere på mig, hvilket jeg fandt ret ubehageligt. Personen blev tydelig og lige foran mig stod han.

"Justin." min stemme var kold. Jeg var kold overfor ham. Men jeg var samtidig nervøs. Hvorfor stod han der foran mig?

"Adison.." han sukkede da han sagde mit navn. Min facade sad helt perfekt. Lige der hvor den skulle sidde. "

Hvad vil du?" Iskold. Jep, min stemme var blevet iskold.

"Jeg elsker dig." Jeg stivnede. Min kolde facade begyndte at smuldre og jeg gik i panik. Elskede han mig?

 

"Adison? Aidson? Adison!" Mit navn blev råbt igen og igen. Højere og højere. Jeg vågnede med det samme, da en eller anden tog fat i mine skuldre. Jeg kiggede panisk rundt og det første mine øjne mødte var Louis, derefter Zayn og så Liam.

"Er du okay?" Jeg rettede min opmærksomhed hen på Louis. Hans øjne lyste af bekymring. Jeg nikkede blot. Havde det hele været en drøm? Hvorfor drømte jeg overhovedet om Justin? Jeg har Zayn og jeg elsker ham. Ikke Justin.

"Adison.." Louis sukkede mit navn. Han gjorde et tegn til de andre drenge at de skulle gå ud. Jeg nikkede blot. Zayn sendte mig et blik jeg ikke helt kunne tyde inden han lukkede døren efter sig.

Jeg kiggede lidt rundt i det værelse jeg sad i, jeg ville helst ikke kigge på Louis. Jeg var bange, rædselslagsen. Værelset jeg sad i var mig og Zayns. Det værelse mig og ham skulle bo på i 6 måneder. I en tourbus. Sengen var ovre ved vinduet og stod tæt ved væggen, så man kunne sidde i sengen og kigge ud af bussen. Der var nogle enkle hylder og nogle skabe til vores ting. På væggen overfor sengen hang et lille fjernsyn og det var ellers det. Ikke noget stort.

"Adison?" Jeg rettede min opmærksomhed hen på Louis. Pis. Det var lige netop det jeg ikke skulle. Jeg kunne mærke den kvalme jeg havde gået rundt med i 1 uge nu komme. Jeg ignoerede den blot og kiggede modvilligt hen på Louis.

"Er du okay?" Han lød lidt som om han var ved at gå i panik.

"Ja ja." mumlede jeg og kiggede ned i mine hænder. De sidste 2 uger havde jeg haft kvalme det meste af tiden, jeg havde spist rigtig meget og jeg havde haft smerter i maven. Så jeg var langt fra okay.

"Adison.." sukkede Louis.

"Jeg er okay!"

"Adison!"  

"Jeg er træt af i hele tiden skal spørge mig om jeg er okay! Kig dog på mig? Ser jeg okay ud? Nej vel Louis." Jeg kiggede koldt på Louis - hvilket overhovedet ikke var meningen. Jeg ved han er bekymret får mig, men det har alle været det sidste stykke tid. Jeg var træt af det. Jeg var bare syg. En helt normal virus, ikke andet.

"Jeg er bare bekymret får dig Adison. Drømte du igen?" Han hentydet vel til den drøm jeg havde haft. Jeg nikkede og kiggede igen ned i mine hænder. Jeg havde været kold lige får og nu var jeg bare ked af det.

"Fortæl mig om det." Louis satte sig ned ved siden af mig, med en hånd på mit lår - hvilket gav min opmærksomhed.

"Jeg drømte om... Justin." Jeg kunne mærke tårende gerne ville ud, jeg slap en tåre, efterfuldt af flere. Louis så det og trak mig straks ind i et kram.

"Jeg savner ham Louis." hulkede jeg ned i Louis' skulder. Jeg ville ud med det. Det var blevet værre, da jeg bare var gået inde med det. "Det gør ondt Louis. Få det til at stoppe." Hulkede jeg videre ned i hans skulder. Han strammede grebet om mig. "Hvorfor? Hvorfor Louis. Hvorfor valgte han.... hende. Jeg var lykkelig. Han var lykkelig. Vi var lykkelige sammen." hulkede jeg videre og Louis strammede igen grebet om mig. "Få det til at stoppe." denne gang var min stemme en svag hvisken. En lille svag, ynkelig hvisken. Sådan følte jeg mig. Svag og ynkelig. Lille og usavnet. Og det værste: Uelsket.

"Sssh." Louis' stemme beroligede mig lidt og han slap lige så stille grebet om mig. Han tørrede mine øjne og jeg kigge op på Louis. Han sad lige foran mig. "Det skal nok gå. Vi er her." Han holdte en lille pause. Han vidste vel ikke hvad han skulle sige. Han tog en dyp indånding og lidt efter lød en melodi i mit øre. En melodi på min ynglings sang og lidt efter Louis der begyndte at synge:

"I know your heart been broken, but don't you give up. I'll be there, yeah, you know it, to fix it with love. It hurts me to think that you ever cried."

Han stoppede med at synge, tørrede en af mine tøre væk.

"Jeg ved at du savner ham. Jeg ved det gøre ondt. Men Adison. Kig på mig." Jeg rette mit blik mod ham. "Det skal nok gå. Vi er her, bare du kommer! Og jeg har set det. Jeg har lagt mærke til det. Du græder dig selv i søvn. Jeg kan ikke lide at se dig sådan. Adison, jeg elsker dig. Jeg skal nok få det til at stoppe." Det sidste hviskede han, men jeg kunne sagtens høre det.

"Jeg elsker også dig Lou." Jeg trak ham ind til mig og kunne nu mærke en kvalme komme op. Denne gang var den alt får stærk og jeg styrtede hen til døren, flåede den op, løb forbi drengene der råbte mit navn, ind på toilettet og kastede op. Jeg kunne høre stemmer snakke, men jeg lukkede dem ude. Jeg havde afsindigt ondt i hele kroppen. Lidt efter var der en der løftede mit hår. Efter duften, kunne jeg dufte det var Zayn. Han aede mig stille på ryggen og jeg stoppede. Han satte mig med hovedet ved benene og kørte begge hænder igennem mit hår. Jeg havde det virkelig dårligt. Louis kom hen og satte sig på hug ved siden af mig. "Her." Han rakte mig noget vand og jeg tog imod det. Lige da jeg havde taget den første slurk kom kvalmen igen, jeg kastede mig nærmest hen til toilettet.

"Adison! Liam, start bilen. Vi skal til lægen! Nu!" Louis' stemme var panikslagen og lidt efter kunne jeg mærke en tage mig op og jeg kiggede ind i Zayn's brune øjne. De lyste ikke af kærlighed mere, men bekymring. Jeg kunne mærke jeg var ved at falde hen 

Vi var kommet ind på sygehuset. Ikke lægen, men sygehuset. Jeg hadede hospitaler, eller bare alt det med sådan noget at gøre. Tanken om døde mennesker gav mig kvalme. Lige da drengene åbnede døren indtil receptionen ramte en klam lugt mig. Hospital lugt. Døde mennesker og dårlig mad.

"Hvad kan jeg hjælpe med?" Jeg kunne lige ane en stemme der kiggede venligt på os. Men jeg lukkede det ude. Hvad er der galt med mig? Jeg lukkede tingene ind igen og jeg blev sat ned på jorden, men 2 personer holdte mig oppe. Liam og Zayn. Min bedsteven og kæreste. Louis stod og snakkede med Harry og Niall. Harry og Niall prøvede at berolige Louis, men som jeg så virkede det ikke. Lidt efter kom en dame hen til mig.

"Adison? Vil du lige følge med mig, alene." Hun lagde tryk på alene og jeg nikkede blot. Hun 'overtog' mig. Jeg kiggede tilbage. De var virkelig bekymret. Men der var da intet galt med mig?

"Vil du være sød til ligge dig ned her søde?" Jeg kiggede på den seng som sygplejsken pegede på. Det var en kvinde, midt i trediverne ville jeg tro. Hun løftede op i min bluse og jeg blev generet. Jeg hadet min mave, folk sagde den var pæn og jeg havde en god form. Jeg troede ikke rigtig på mig selv efter Justin. Men Zayn havde fået mig til at glemme det. Men lige nu, lige da sygplejsken tog min bluse væk blev jeg generet og mine tanker kom tilbage. Nå. Hun mærkede rundt på min mave, lyttede til den og skrev til ned på et papir. Lige pludselig så hun hel alvorlig ud.

"Hvad er der?"

"Vil du gerne høre det?" Hendes stemme var alvorlig.

"Hvor mange år er du?"

"18?" min stemme rystede.

"Hvornår har du sidst haft din menstruation?"  

"Det ved jeg ikke, lidt over 1 måned siden?" Jeg blev lidt overrasket over mit svar. Det var rigtig. Hvorfor havde jeg dog ikke lagt mærke til det? 

"Du ved vel godt hvad det betyder?" Jeg rystede på hovedet. Inderst inde vidste jeg det godt, men jeg vil have det bekræftet.

"Du er gravid, Adison. Næsten 1 måned henne." Jeg stivnede. Jeg kunne ikke være gravid? Hvordan var det sket? Jeg havde jo ikke været sammen med nogen.

"Jeg er jo jomfru?" Jeg kunne mærke mine tåre på mine kinder. Sygplejskeen kom hen og tog min hånd.

"Skal jeg dække over det får dine venner? Sige det bare er en influenza, en virus?" Jeg var ikke parat. Jeg var ikke klar til at være mor? Ikke allerede? Og hvem er faderen? Jeg nikkede og tørrede mine øjne. Jeg måtte tage den her tude tur en anden omgang.

"Jeg kan bestille en tid. Altså hvis du gerne vil have det fjernet." Jeg rystede hurtigt på hoved. Jeg kunne ikke dræbe et lille barn. Det var allerede begyndt at vokse og først nu så jeg en lille bulle på maven. Ret lille. Jeg havde aldrig lagt mærke til den. Jeg blinkede et par gange og bullen var blevet mindre. Jeg rystede tanken væk.

"De spørger efter dig." Jeg havde ikke hørt hun var gået ud og kommet ind igen. Jeg tørrede hurtigt mine øjne. Jeg nikkede og hun blinkede til mig. Jeg var ikke klar.

Hvorfor mig?

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...