Kærlighed gør blind - 1D (Niall Horan)

Den 15 årige Casie Mason, er lige flyttet til byen Mulligar i Irland. Der møder hun en sød fyr, Niall, som hun hurtigt bliver forelsket i. Men noget føles ikke rigtigt. Hvad sker der, når hun finder ud af, at hans følelser for hende er et væddemål? Vil hun blive ved med og elske og holde af ham, eller er det slut med drenge for altid?

- Det her er min første historie, jeg sætter ud online. Så, be nice? Og det, er før de blev til One Direction.

28Likes
39Kommentarer
4803Visninger
AA

15. Shopping, date, x factor. :-)

Niall rullede svedige ned fra mig, og landede ved min venstre side. Wauw. Det som lige skete var lidt vildt. Altså, ikke vildt på den måde, men altså. Det var vildt, at vi gjorde det. Folk ville nok mene, at vi er for unge, men jeg synes det var perfekt, og jeg ærligtalt ikke forestille mig nogen bedre første gang. 

En hånd flettede sig ind i min, og det fik mine tanker til og forsvinde. Niall lå og stirrede på mig, nok fordi dynen lå ved fodenden og jeg blottede bar krop, men underligt nok så havde jeg ikke noget imod det. Måske fordi jeg har været nøgen med ham i cirka en halv time. 

Mit hjerte bankede stadig ufattelig hurtigt, selvom det hele var overstået. Jeg kiggede hen på ham, og Niall var faldet i søvn. Hvor sødt. Jeg rejste mig op i sengen, bøjede mig, tog fat i dynen og trak den over Niall, og mig selv. Jeg rykkede mig tættere på ham, så tæt at jeg kunne mærke hans ånde på min pande. Jeg lagde mine hænder på hans varme bryst, og mit hovedet lå lige under hans. Jeg kom vist til og vække ham, for han gjorde sig et fnis og lagde en arm rundt om mig. 

"Godnat prinsesse.", hviskede han og kyssede min pande. 

"Godnat min prins.", svarede jeg. Hans varme krop mod min krop, gjorde mig tryg. Det var dejlig, at have en man kunne føle sig tryg ved. 

***

Jeg åbnede øjnene stille, efter en fantastik søvn. Gned dem og gabte. Jeg rettede mig op i sengen, og kiggede rundt i værelset. Niall var ikke til stede. Jeg rejste mig fra sengen, tog noget tøj på, og slæbte mig selv hen til døren. Jeg gik ud på opgangen, og hen til toilettet. Jeg bankede på dem, men intet svar. 

"Niall?", sagde jeg og lyttede utålmodigt. Heller intet svar, så jeg gik nedenunder. Min mor var allerede oppe, og hun sad med sin kaffe og så tv. Hun mindede meget om en teenager - heldigt for mig, sådan da. 

"Mor?", sagde jeg og lænede mig op af dørkammen. Hun vendte sig om, og hun smilede. 

"Ja min skat?", spurgte hun. Jeg kiggede rundt i stuen, Niall var heller ikke her. 

"Hvor er Niall?", spurgte jeg og rynkede panden. Hendes smil bredte sig, og hun rystede let på hovedet. 

"Har du virkelig overset den store og flotte buket inde i køkkenet?", spurgte hun med en kærlig tone. Buket? Jeg gik med små hurtige skridt hen mod køkkenet, og ja.. Jeg havde åbenbart overset bukketen. En blomster buket med mange forskellige slags blomster stod midt på bordet. Jeg gik smilende hen til den, da jeg fik øje på en kuvert. 'Casie', stod der på den, og den duftede af.. Armani Mania? Duften var ikke til og tage fejl af. Det var Nialls ynglings aftershave (fact), så den duftede faktisk af ham. Hvor var han en bare en gentleman. 

Jeg åbnede kuvertten, og inde i den var der selvfølgelig et brev, hvor der stod.

Casie Mason, du er og forbliver den pige jeg elsker aller højst. Gør mig den tjeneste, at mødes ved mig ved træet i parken klokken 20.00. Din påklædning må gerne være fin, da jeg selv vil være en gentleman. 

Jeg elsker dig. Din Nialler. xx

En underlig følelse fyldte min krop, og et kæmpe smil faldt mine læber. Min mor var dukket op i døren, og hun stod og betraget mig. Jeg kunne ikke lade være med og smile.

"Skal vi så ikke ud og shoppe?", kom det pludseligt fra hende. Vidste hun det? 

"Vidste du det?", spurgte jeg overrasket. Hun smilede bare. 

"Selvfølgelig gjorde jeg det min skat. Få noget ordenlig tøj på, og så smutter vi. Vi får Frederick til og køre os, da jeg ikke selv orker det. Og så kan han jo bære på varene.", sagde hun og blinkede. Jep. Min mor var inderst inde stadig en teenager. Men, hvad var der nu galt med jogging bukser og tank top? Pyt. Jeg gjorde som hun sagde, og løb op på værelset, hvor jeg skiftede tøj. Det blev nogle korte, cowboy shorts, en hudfarvet top med blonder, et flettet mørkebrunt bælte, og en mørkegrøn jakke. Som tilbehør, nogle armbånd og en sort skuldertaske. Jeg lagde noget naturlig makeup og lod mit hår hænge. Jeg kiggede mig i spejlet, og jeg syntes selv, at jeg så okay ud. 

Nu gik turen til centret med mor og Frederick. 

***

"Hvad med den her?". Jeg kiggede hen på Frederick, som stod og holdte en gul nederdel i luften. Jeg løftede øjebrynnet. Troede han virkelig, at jeg ville ses i den? Nej tak. 

"Nej..", sagde jeg og sendte ham et skævt smil. Han så skuffet, og lagde den tilbage. Jeg gik videre rundt i butikken, og håbede inderligt, at jeg ville finde noget. Vi havde jo efterhånden gået rundt i butikker i timevis. Mine øjne blev store, da jeg fik øje på en mega cute lyserød kjole. Jeg gik straks over til den, og løftede den i vejret for, at få en oversigt over den. Den var som sagt lyserød. Og så var den stropløs, med en lynlås som bag på. Den havde også flere lag ved enden, altså ligesom trapper, som sikkert ville flyve med vinden, og så havde den et sort bælte, som skulle sidde ved hofterne. Og den var ikke for lang! Yay. Simpel, men effektiv. Jeg drejede mig, og så min mor og Frederick stå og diskutere om en eller anden grøn bluse. 

"Mor! Frederick!", kaldte jeg, og deres hoveder blev løftet. 

"Hvad synes i om denne?", sagde jeg og rakte kjolen i vejret. Min mor sank den grønne bluse, og kiggede nærmest helt fortabt på kjolen. 

"Det skal helt klart være den snuske.", sagde hun og gik hen til mig, og gav mig et kæmpe knus. Frederick kom efterfølgende, og kiggede nysgerrigt på kjolen. Han nikkede. 

"Gå så ind og prøv den.", sagde han og skubbede mig ind i det nærmeste prøverum. Han trak forhænget for, og jeg begyndte og strippe. Jeg kiggede mig selv i spejlet, da jeg kun havde BH og trusser på. Okay.. Niall havde åbenbart givet mig et sugemærke mellem mine bryster. Charmerende.. 

Jeg rystede mine tanker væk, og tog kjolen på. Hvor var den bare flot, og den passede mig perfekt. Jeg trak forhænget fra, og min mor og Frederick stod med et kæmpe smil. 

"Hvor ser du henrivende ud.", sagde Frederick og nussede mig kort på kinden. Det gjorde han faktisk tit, men anyway. Min mor stod og gav mig det vildeste elevartorblik. 

"Du er simpelthen så smuk.", kom det fra hende til sidst. Hun nikkede, og jeg tog det som et det-skal-være-den. Jeg gav dem begge et smil, og smuttede ind i prøverummet igen. Jeg trak forhænget for, tog kjolen af og tog mit andet tøj på. Bagefter kom jeg ud, og de stod allerede klar ved kassen. Jeg gik derover med et selvsikkert smil på læberne, lagde kjolen på disken, og min mor betalte. 

***

Klokken var 18.10, og jeg besluttede mig for at gøre mig klar. Jeg smuttede op på værelset, efter en hyggelig stund med min mor og Frederick. Jeg tog mit tøj af, og tog min badekåbe på. Jeg gik derefter ud på badeværelset, for at tage et hurtigt bad. Da jeg var færdig, gik jeg ind på værelset igen, satte mig foran mit makeup bord, og begyndte og pynte mig selv. Efter et 10 minutters tid, var makeupen lagt, og håret var sådan nogenlunde tørt. Jeg fandt mit krøllejern frem, og begyndte og krølle mit hår, i fine lange slangekrøller. Jeg rejste mig fra stolen, smed badekåben, tog nogle trusser på, og tog kjolen på. BH behøvede jeg ikke, da der var indbygget BH i kjolen. Jeg tog lige nogle smykker på, inklusiv den halskæde Niall havde givet mig med initialerne C&N.

Jeg kiggede mig i spejlet og et smil lavede jeg. Jeg synes nu selv, at jeg så godt ud. Mit smil blev svagere, da jeg kiggede på mine fødder. Jeg havde fuldstændig glemt sko! Jeg skyndte mig ned i stuen. 

"MOR!", udbrød jeg idet jeg løb ind i stuen. Hun så forvirret på mig. 

"Hvad!", sagde hun og rejste sig. Jeg pegede ned på mine fødder.

"SKO!", sagde jeg og rynkede panden. Hun sukkede. Vi stod i nogle minutter i stilhed, mens Frederick så forvirret på os begge. 

"Vent her.", sagde hun og gik ud af stuen. Jeg satte mig i sofaen, ved siden af Frederick. 

"Du ser flot ud Casie.", sagde han og smilede. Jeg smilede igen og mumlede et tak. Min mor kom ind med en pakke, som var pakket ind.

"Her. Det er faktisk bare en gave til dig, som jeg har købt. Ved godt, at det ikke lige er steletter, men det ville faktisk være sødt til dit outfit.", sagde hun og rakte mig pakken. Jeg tog godt imod den, og kiggede nysgerrigt på den. 'Åben den', sagde en stemme inde i mit hovedet, og jeg begyndte og flå pakken op. Nogle helt almindelig sorte Converse lå i. Det var faktisk helt perfekt, da jeg manglede nogle. Jeg kiggede med store øjne på min mor. 

"Tusind tak mor.", sagde jeg og smilede. 

"Hvem siger, at man ikke kan bruge Converse til en kjole? Det er nu lidt cute.", sagde hun og smilede tilbage.Jeg smilede bare og tog skoene på. De passede mig perfekt, og mit look var finished.

***

Parken var tom af mennesker, og der var kun et sted, hvor der var lys. Jeg fulgte efter lyset, og da jeg kom nærmere, var der et tæppe på græsset, med en madkurv og nogle lys. Og blomster lå der også, igen med en kuvert. Jeg tog den op i hånden, åbnede den og læste. 

"Kære Casie. Kig op.", sagde jeg og kiggede op. Et stort smil bredte sig på mine læber, da en lyshåret, irsk fyr med en guitar sad oppe i træet og smilede ned. 

"Hey smukke.", sagde han og gav mig et vink. 

"Hvad laver du deroppe?", spurgte jeg og blev ved med og smile. 

"Nu får du og se.", sagde han. Han begyndte derefter og spille på sin guitar. Jeg satte mig på tæppet og kiggede med nysgerrige øjne op på ham. Melodien kendte jeg. Det var den der sang med Bruno Mars. 'Just the way you are', tænkte jeg og smilede. Efter han havde spillet introen, åbnede han hans mund og den smukkeste lyd fløj ud. Jeg åbnede munden af overraskelse. Jeg var målløs. Mundlam. Jeg havde aldrig hørt ham synge før. Han lød som en engel, en dejlig skøn en. 

"When I see your face. There's not a thing that I would change..", sang han med den smukkeste stemme. Jeg kunne mærke at tårene pressede på, men jeg prøvede så kom jeg kunne, at holde dem inde. Da han var færdig, hoppede han ned og landede lige foran mig. Han lagde guitaren fra sig, og stod og ventede. Jeg kiggede og BOM! Tåre væltede ud, og totalt ødelagde min makeup, but who cares? Jeg rejste mig, og omfavnede ham. Der gik ikke lang tid, før hans fine jakke blev våd. Jeg trak mig lidt væk, og derefter kyssede jeg ham. Han gengældte blidt kysset og lod hans hænder glide ned til mine hofter. 

"Jeg elsker dig..", sagde jeg stille efter jeg havde trukket mig lidt væk. 

"Jeg elsker også dig.", sagde han og kyssede min næse. Han tog min hånd og vi satte os ned. 

 Mens vi sad og spiste og talte tænkte jeg på, hvor sød han egentlig var overfor mig. Og hvor nemt det egentlig var for mig, at tilgive ham. 

"Ehm Casie?", sagde han med mad i munden. Jeg gav mig et fnis, for han var altså lidt af en gris.

"Ja?", svarede jeg og tørrede mig rundt om munden. 

"Vil du gøre mig den tjeneste, at tage med mig til Dublin i marts måned?", spurgte han. Jeg løftede øjebrynnet, altså ikke fordi jeg ikke ville, men hvorfor de lige præcis skulle være Dublin?

"Jo selvfølgelig, hvad skal vi der?", spurgte jeg og tog noget af min mad igen. Han sad og kiggede tøvende ud i luften. Han så også lidt nervøs ud.

"Synes du jeg synger godt?", kom det fra ham efter minutters tavshed. Randomt. 

"Selvfølgelig skat, det var VIRKELIG smukt, det du sang.", sagde jeg og smilede. Men, hvad havde det med situationen og gøre? Et smil lavede han.

"Jeg vil gerne have dig ved min side, når jeg har tænkt mig, at gå til audition til X Factor næste år.", sagde han og kiggede sødt på mig. Det var jo helt fantastik! Han kunne jo blive verdenberømt!

"Gud Nialler! Selvfølgelig vil jeg det!", sagde jeg og kyssede hans kind, så hans kinder blusede op. 

"Tror du jeg klare den?", kom det nervøst fra ham. 

"SELVFØLGELIG!", udbrød jeg. Han så lidt skræmt på mig bagefter, men gav sig så et smil. Men det forsvandt hurtigt.

"Casie..", sagde han med en lidt trist tone. 

"Ja'er?", svarede jeg og kiggede med rynket pande på ham. Han så op med halvt våde øjne. Han tog min hånd, og kyssede den.

"Jeg.. Jeg kan virkelig ikke tilgive mig selv, efter det med Holly. Du betyder alt for mig, det skal du vide. Du er mit et og alt. Holly er ingenting for mig mere. Jeg har det stadig forfærdeligt, og jeg har gået rundt med smerten hele tiden, og jeg synes, at du skulle vide det.". Hans ord overraskede mig, men en tåre faldt alligevel. Jeg kunne se på ham, at han virkelig ikke kunne tilgive sig selv for, at holde mig for nar. Jeg løftede hans hage, og så ham direkte i øjnene. 

"Niall James Horan. Jeg elsker dig, det må du aldrig glemme. Jeg har tilgivet dig, og alt er glemt. Jeg er her, og jeg forlader dig aldrig. Kærlighed gjorde mig blind ja, og det du gjorde er yderst uacceptabelt, men jeg har tilgivet dig skat. Tilgiv dig selv.", sagde jeg og kyssede ham derefter blidt på læberne. Han sad tilbage med et svagt, lykkeligt smil og en tåre på kinden. 

Det kan ikke modsiges, at det han gjorde var forfærdeligt. I hvert fald fra mit synsvinkel af, men man lærer og tilgive og komme videre i livet. Og så lære man at kærlighed også er noget af det mest fantastike i verden, og det er noget man aldrig skal give slip på. 

Kærlighed gør blind, men kærlighed giver også lykke. 

----

Så guys. Det sidste kapitel er skrevet, og jeg har overvejet en to'er. Det var faktisk meningen, da jeg skrev den, ved ikke hvorfor, men ja. :-D Haha, håber i har kunnet lide den, og tak for i har læst den. 

For resten, så har jeg ikke rettet den igennem, da jeg ikke rigtig orker det, og jeg er sulten. ;-) Så jeg underskylder for stavefejl og blablabla. 

Med al respekt og kærlighed,

Rilz. xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...