Kærlighed gør blind - 1D (Niall Horan)

Den 15 årige Casie Mason, er lige flyttet til byen Mulligar i Irland. Der møder hun en sød fyr, Niall, som hun hurtigt bliver forelsket i. Men noget føles ikke rigtigt. Hvad sker der, når hun finder ud af, at hans følelser for hende er et væddemål? Vil hun blive ved med og elske og holde af ham, eller er det slut med drenge for altid?

- Det her er min første historie, jeg sætter ud online. Så, be nice? Og det, er før de blev til One Direction.

28Likes
39Kommentarer
4827Visninger
AA

13. Sean vs Niall.

Jeg vågnede af lyden af min mobil. Jeg nærmest kastede mig om på siden, i håbet om det var en besked fra Niall. Det var det så ikke. Det var fra Sean. Jeg sukkede og ignorerede den. Jeg lagde mig om på ryggen, og kiggede op mod loftet. Nialls ansigt kom pludseligt frem og så smilende ned på mig. Jeg smilede bare tilbage.

Efter jeg havde ligget og stirret på det nøgen træloft, besluttede jeg mig for, at læse beskeden fra Sean. Jeg rakte ud efter min mobil. Jeg åbnede for den. 

'Hej Casie. Hør, jeg er ked over det der skete, og jeg vil gerne tale med dig om det. Idag. Håber du også vil løse tingene. Mød mig ved legepladsen i parken. - Sean.'

Jeg læste beskeden et par gange, og tænkte over. Det skadet vel ikke, at møde med ham. Jeg havde vel stadig nogle små følelser for ham, men Niall.. Jeg var forelsket i ham igen. 

Jeg lod være med og svare ham, og rejste mig derefter op. Jeg gik over til spejlet, og man må sige, at jeg lignede noget der var løgn. Mit brune hår lignede en fuglerede, og der sad noget tørt spyt ved min mund. Jeg havde sikkert salvet om natten. Ret klamt faktisk. Jeg åbnede skabet og tog det mest interessante tøj ud. Et par shorts, en laksefarvet tanktop, og en hvis gennemsigtig bluse. Jeg fik det hele på, og gik ud på badeværelset. Jeg vaskede mit ansigt godt og grundigt, og derefter lagde makeup på. Håret redte jeg igennem hurtigt, og lod det være løst. 

Jeg skyndte mig ned af trapperne og ind i køkkenet, hvor min mor sad og spiste. Hendes øjne lyste op, da hun fik øje på mig. Jeg kunne ikke lade være med og smile. Hun havde alleredet lavet morgenmad til mig, så det eneste jeg skulle gøre var at sætte mig til bords. 

"Godmorgen sødeste Casie.", sagde hun og rakte mig siruppen. Det skal lige siges, at det var pandekager hun lavede til mig. Jeg tog imod den, og hældte noget over mine varme pandekager. 

"Godmorgen.", sagde jeg og begyndte og spise. 

"Hvad skal du lave idag skat?", spurgte hun sødt. Jeg gav hende et skævt smil.

"Skal snakke med Sean. Han vil gerne løse det, som skete mellem os.", sagde jeg og prikkede forsigtigt til min pandekage. Jeg gad ikke rigtig og snakke med ham, og derfor ændrede min appetit. Pokkers tag ham! 

Jeg så på mit mors ansigtsudtryk, at hun var bekymret, men der kom nu et smil alligevel. Et smil, som pludselig voksede så hendes flotte tænder kom frem. 

"Hvad?", spurgte jeg og løftede et øjebryn. 

"Vend dig om.", sagde hun og pegede bag mig. Jeg vendte mig om, og Niall stod udenfor vinduet, med en buket blomster. Mine kinder blusede sig op, og jeg rejste mig. Jeg åbnede hoveddøren, og løb ud til Niall. Jeg kastede mig ind i hans favn. Vi gav derefter slip på hinanden, og han kyssede mig blidt på mine utrolig tørre læber. Det så heldigvis ikke ud til, at det irriterede ham. 

"De her er til dig.", sagde han og rakte mig blomsterne. Jeg tog imod blomsterne og kyssede ham på kinden. 'Hvor er han bare dejlig', tænkte jeg. Jeg hørte trin, og min mor stod og kiggede nysgerrigt på os. 

"Mor!", udbrød jeg irriteret, men på den gode måde. Et smil bredte sig på hendes læber, og hun gik hen til os, og kyssede mig på panden. Jeg tørrede kysset væk, og gav hende gå-din-vej blik. Hun forstod det med det samme, og gik. Jeg vendte mig om og Niall stod bare der med et kæmpe smil. 

"Hvad?", spurgte jeg og fnisede. Han svarede mig ikke, men gav mig bare endnu et kys. Jeg trak mig lidt væk, og kiggede ham i øjnene. 

"Jeg går lige ind med blomsterne, og så går vi over til legepladsen i parken.", sagde jeg og kyssede ham hurtigt og blidt. Han nikkede derefter, og jeg gik ind med blomsterne.

***

"Hvorfor skal vi over til legepladsen?", kom det pludseligt fra ham. Jeg klemte lidt hans hånd, og rynkede panden. 

"Ehm.. Jeg skal bare tale med en.", sagde jeg med en lidt nervøs stemme. Han kiggede bekymret på mig. Jeg smilede til ham, og det fik ham også til smile. 

 Legepladsen var halvt fyldt med børn. Jeg kiggede efter Sean, men han var heldigvis ikke kommet endnu. Jeg trak Niall hen til gyngerne, hvor vi satte os. 

"Har jeg nogensinde fortalt dig, hvor smuk du er?", sagde han og kiggede på mig, med de flotte øjne. Jeg rødmede og smilede . Jeg skulle lige til og svare ham, da en skygge faldt over os. Jeg kiggede op, og Sean stod foran os med et sorgmodigt ansigt. Jeg rejste mig op, og så halvt forvirret på dem begge. Niall rejste sig, og lagde armen rundt om mig. Det gav mig myrekryb, og især fordi det var overfor Sean. 

"Jeg troede, at det kun skulle være os to.", sagde Sean og kiggede lidt strengt på mig. 

"Ehm.. Niall. Det her er Sean. Sean. Det her er Niall.", sagde jeg og kiggede lidt efter ned mod jorden og op igen.

"Hej. Jeg er Niall. Rart, at møde dig.", sagde Niall og rakte sin hånd ud. Sean ignorerede den bare. 

"Jeg ved godt, hvem du er. Og det er ikke rart og møde dig.", sagde han koldt og ligeud. Niall så fornærmet på ham og trak sin hånd tilbage. 

"Hvorfor er du sammen med ham?", spurgte Sean mig. Jeg gav ham ikke noget svar, fordi jeg ikke vidste, hvad jeg skulle sige. 

"Hvorfor forhøre du hende?", kom det fra Niall som lød ret alvorlig. Sean gav ham en grimasse.

"Hvorfor bekymrer du dig?", sagde Sean flabet og rullede med øjnene.

"Fordi hun er min kæreste!", sagde Niall. Jeg kiggede hurtigt op, og Sean så såret på mig. 

"Er i?", spurgte Sean stille. 

"Er vi?", spurgte jeg forvirret. Niall kiggede på mig, og smilede.

"Ja da, vi har jo kysset, krammet og jeg har jo lige givet dig blomster.", sagde han og kyssede min kind. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige - igen. Jeg kiggede hen på Sean, og han havde våde øjne. Han vendte sig om og gik. 

"Sean!", udbrød jeg og gik to meter fra Niall. Han vendte sig om, og kiggede på mig. Jeg kunne selv mærke, at jeg skulle til og tude. Sean kiggede nu på Niall med ondskabsfulde øjne. 

"DU SKAL DØ!", råbte han og løb hen mod Niall. Han tog fat i Nialls skuldre og skubbede ham ned på jorden. Han faldt så selv, og sad nu på hans mave og prøvede, at kvæle ham. 

"SEAN! GÅ AF HAM!"; råbte jeg og hoppede op på Seans ryg for, at stoppe ham. 

"SEAN! STOP DET!", skreg jeg i hans øre, men han ignorerede det bare. Han slog Niall hårdt i fjæset, så han begyndte og bløde.

"SEAN!", skreg jeg og faldt ned på jorden. Nogle voksne var kommet over og tog fat i Sean. De fik ham op og stå, mens hans vred sig. 

"Slap af du!", sagde en herre, som holdte hans arme. Niall satte sig op, og jeg kravlede han til ham, da mine ben gjorde ondt, efter faldet. Niall holdte sig for næsen, for at stoppe blødningen. Jeg kiggede såret op på Sean. 

"HVORDAN KUNNE DU!", råbte jeg. Sean slap ud af de voksnes greb, og han gik hen mod os, men en voksen stoppede ham og sagde, at han skulle gå hjem. Sean stod bare der og kiggede ondt på Niall, og derefter såret på mig. 

"Gå dø i helvedet. Begge to.", sagde Sean koldt og gik. Tåre trillede stille ned ad mine kinder, og jeg vendte mit ansigt mod Niall. Han sad stadig og holdte sig for næsen. 

"Du skal ligge ned.", sagde jeg og hjalp ham. Jeg kiggede hjælpeløs rundt på de voksne, som kiggede bekymret på os. En kvinde gav mig noget papir, som jeg gav videre til Niall. 

"Jeg er så ked af det.", sagde jeg og kyssede ham på panden. 

------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Sådan! Efter lang tid, fik jeg skrevet et nyt kapitel. Håber det var godt nok :-) Novellen bliver ikke slettet. 

/Rilz x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...