Kærlighed gør blind - 1D (Niall Horan)

Den 15 årige Casie Mason, er lige flyttet til byen Mulligar i Irland. Der møder hun en sød fyr, Niall, som hun hurtigt bliver forelsket i. Men noget føles ikke rigtigt. Hvad sker der, når hun finder ud af, at hans følelser for hende er et væddemål? Vil hun blive ved med og elske og holde af ham, eller er det slut med drenge for altid?

- Det her er min første historie, jeg sætter ud online. Så, be nice? Og det, er før de blev til One Direction.

28Likes
39Kommentarer
4804Visninger
AA

8. Mr. Blue.

'August måned var hurtigt overstået, og sommeren var hurtigt overstået. September måned kom, og det gjorde mig en smule nervøs. Det var den måned Niall havde fødselsdag, og jeg vidste ikke om jeg skulle sige tillykke til ham, eller om jeg bare skulle ignorere det.

Jeg sad som regel i bussen, på vej til skolen. Det var første skoledag, og det føltes underligt rart. Solen skinnede som aldrig før. 'Det ville nok blive en god dag', tænkte jeg og smilede.

Bussen stoppede, da vi nåde skolen. Jeg tog mine ting og steg ud. Alle havde shorts på og en t-shirt. Nogle piger, gik næsten uden noget - overhovedet. 

Det ringede lige ind, da jeg trådte ind i klasselokalet. Folk kiggede på mig, som om jeg havde slået en ihjel. Jeg følte mig utilpas, med alle de øjne, som stirrede på mig. Jeg gik bagerst i klassen, og satte mig. Miss. Evans trådte ind med et stort smil på læberne. "Godmorgen elever. Har I haft en dejlig sommer?", spurgte hun og lagde sin kop med kaffe fra sig. Jeg sad med mobilen fremme, men det lagde hun heldigvis ikke mærke til, for der sad en dreng foran mig. "Hey. Du er hende der som datede Niall Horan ik?", hviskede han pludseligt. Jeg havde slet ikke lagt mærke til at han iagttog mig, mens jeg sad og kiggede min smser igennem. "Jo.", hviskede jeg igen. "Er i sammen endnu?", spurgte han og kiggede på mine tommelfingre, som gled hen ad min mobil skærm. Jeg sukkede. Det fik ham til og plante sine øjne på mig. "Undskyld, hvis jeg sårede dig.", hviskede han og kiggede overraskende bekymrede på mig. "Det okay..", hviskede jeg og en tårer løb. Den tørrede jeg hurtigt væk. "Må jeg spørger om, hvorfor?", sagde han. "Spørger om hvad Mr. Blue?". Han vendte sig om igen. "Ikke noget Miss. Evans.", sagde han. "Godt. Følg med i timen.", sagde hun strengt. "Sommerferien er ovre.". 

 Skolen var overstået, og jeg nåde ikke bussen, så jeg endte med og gå hjem. Jeg havde taget min beats på, og hørte musik. Jeg gik ikke direkte hjem, men over til parken. Jeg gik og så på de andre mennesker. De så alle sammen så lykkelige ud. Jeg gik baglæns, for at se et kæreste par lege gennemleg. Som dengang i børnehaven. Jeg kunne mærke jeg stødte ind i noget. Mine beats faldt af. "Ej undskyld. Jeg skulle have set mg for.", sagde jeg og samlede personens mobil op og derefter mine beats op. Uden at se personen i øjnene, gav jeg personens mobil. "Hej Casie.". Mine bevægelser gik i stå, mine tanker, mit hjerte. Jeg kunne genkende stemmen. Jeg kiggede op, og så de flotte blå øjne, som jeg så for nogle måneder siden. "Niall.", sagde jeg. Jeg trådte et skridt tilbage. "Hvordan går det så?", spurgte han. "Fint nok, hvad med dig?", svarede jeg. "Godt.". "Godt.", sagde jeg og kiggede i jorden. "Men, vi ses vel.", sagde han og smilede. "Helt sikkert..", sagde jeg og smilede. Så gik han forbi mig. Jeg vendte mig om, for at se ham gå. "Det var akavet.", mumlede jeg for mig selv. "Hey!", hørte jeg en stemme råbe. Jeg vendte mig om igen, og så ham der drengen, fra første time af. "Hey.", sagde jeg. "Mr. Blue ik?", spurgte jeg og smilede. "Heh, jo. Men kald mig bare Sean.", sagde han og smilede. "Skal vi gå os en tur?", spurgte han. Jeg nikkede og gik med ham. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...