Kærlighed gør blind - 1D (Niall Horan)

Den 15 årige Casie Mason, er lige flyttet til byen Mulligar i Irland. Der møder hun en sød fyr, Niall, som hun hurtigt bliver forelsket i. Men noget føles ikke rigtigt. Hvad sker der, når hun finder ud af, at hans følelser for hende er et væddemål? Vil hun blive ved med og elske og holde af ham, eller er det slut med drenge for altid?

- Det her er min første historie, jeg sætter ud online. Så, be nice? Og det, er før de blev til One Direction.

28Likes
39Kommentarer
4821Visninger
AA

4. 'Jeg er forelsket'

 

 ”Der var nu gået to uger siden jeg talte med Niall. Jeg havde bare lyst til og se ham igen, men jeg anede ikke, hvordan?”

Det regnede udenfor, og skyerne var grå. Jeg sad i skole bussen, og kiggede ud af vinduet. Endelig var vi kommet til skolen. Det ringede ind, da det vi ankom, så jeg skyndte mig hen til min første time. Jeg brasede ind i klasselokalet, og alle stirrede på mig. Jeg satte mig bagest, som var min plads. Selvom jeg havde gået her i nogle uger, havde jeg stadig ikke fået nogen veninder. Jo kun lige en, men hende så jeg kun til frokost.

Mens jeg sad der til første time, kunne jeg ikke lade være med og tænke op Niall. Den måde han snakkede på, hans ansigt, hans bevægelser. ’Gid jeg kunne snakke med ham igen.’, tænkte jeg. ”Miss. Mason?”. ”Miss. Mason?”, blev der sagt. Først efter lærerinden, Miss. Evans, havde nævnt mit navn op til 5 gange, reagerede jeg. ”Ja?”, sagde jeg. ”Hvad tænker du på?”, spurgte hun og kiggede strengt på mig. ”Eh.. Um..”. ”Det tænkte jeg nok. Følg med i timerne.”. ”Selvfølgelig, Miss. Evans.”, svarede jeg og fandt min blog og mit penalhus frem.

Første, anden, tredje og fjerde time, føles som en evighed. Jeg var sulten, og da klokken ringede til frokost, styrtede jeg ud af lokalet, og hen til cafeteriet. Jeg stod som den første i køen, så jeg valgte selvfølgelig det bedste af al maden. Derefter gik jeg hen til er tomt bord, og så kom en blond pige hen imod mig. Det var Holly. ”Hey Casie. Hvad så?”, spurgte hun. ”Hey Holly. Ikke så meget, er mega sulten!”, svarede jeg med munden fyldt med mad. ”Eh, hvad? Skal du ikke have noget mad?”, spurgte jeg og kiggede på hende. ”Nej tak, er ikke sulten. Men eh. Hører du har snakket med en blond dreng for to uger siden.”, sagde hun og kiggede på mig med underlige øjne. Jeg holdte op med og tykke. Jeg sank maden og tørrede mig om munden. ”Eh ja?”, svarede jeg. ”Hvem er han?”, spurgte hun. ”En jeg traf, da han spurgte om han måtte hente sin bold inde i min baghave.”, svarede jeg. ”Hvad hedder han?”, spurgte hun igen. ”Niall. Jeg kender ikke hans efternavn.”, sagde jeg. ”Horan.”, sagde hun. ”Horan hvad?”, spurgte jeg underligt. ”Det er hans efternavn. Horan. Jeg har haft noget med ham.”, sagde hun. ”Nå.”, svarede jeg bare. Efter det blev det ret akavet. Hun rejste sig uden og sige et ord. Jeg så ned på mit ur. Klokken var blevet 11.45. Jeg havde et kvarter tilbage. Jeg rejste mig og gik ud til hallen, hvor alle skabene stod. Der hang et stykke papir på mit skab. På papiret stod der: ”Hey Casie. Jeg har haft tænkt på dig siden jeg så dig første gang. Og nu har jeg endelig fundet, din skole, så jeg tænkte på om du ville mødes med mig, i aften over i parken klokken 7? Hej så længe. Knus Niall. Xoxo”. Mit hjerte bankede mere, end det nogensinde have gjort før. Jeg stod og smilede som en eller anden idiot, som havde røget sig høj. Jeg kunne ikke fatte at jeg skulle se Niall igen. Jeg lagde papiret ned i min taske, og gik.  Endelig var skoledagen forbi. Klokken var 15.30. Min mor var selvfølgelig ikke hjemme, så jeg sørgede for mig selv inden jeg skulle møde Niall. Men jeg kunne ikke rigtig koncentrere mig. Jeg var helt oppe og køre.

Klokken var nu 18.15, så jeg besluttede mig for at gøre mig klar. Vi var i august måned, så det var okay varmt, så derfor valgte jeg min blomsterede sommerkjole, et brunt bælte og en mørkegrøn global vest. Jeg tog tøjet på, og tog lidt makeup på. Håret lod jeg bare hænge. Jeg valgte at tage flade sko på.

Da klokken var blevet 18.45 gik jeg.  Jeg gik gennem parken, men jeg kunne ikke få øje på ham. ’Måske var det en joke.’, tænkte jeg. Jeg gik videre. Pludselig hørte jeg nogen sige mit navn. Jeg kiggede til alle vegne, men så ham ikke. ”Her op!”, sagde en stemme. Jeg kiggede op og fik øje på en blondhåret dreng sidde i et træ. Han hoppede ned. ”Charmerende.”, sagde jeg og smilede. Han smilede, så tænderne kom frem. Jeg så at han havde en lidt skæv tand. Det fandt jeg nuttet. Vi stod bare og kiggede på hinanden. ”Skal vi gå os en tur?”, spurgte han og smilede. Jeg nikkede og fulgte med ham. ”Nå.. Har i fået pakket ud og det hele?”, spurgte han og gav mig et elevatorblik. ”Eh ja.”, svarede jeg. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige til ham. Jeg var alt for nervøs. Mine hænder rystede. Jeg håbede på, han ikke så det. Jeg kiggede mig omkring i parken. Man så legende børn med deres familier og nogle kæreste par. Jeg håbede jeg kunne finde noget inspiration til, hvad jeg skulle sige. Pludselig sagde han: ”Men.. Fortæl lidt om dig selv. Som f.eks. hvorfor du og din mor er flyttet hertil.”. ”Jo altså. Min mor fik tilbudt et nyt job som assistent, hvor hun kunne tjene nogle rigtig gode penge, så det takkede hun ja til.”, svarede jeg og smilede. ”Hvad med din far? Hvor er han?”. ”Ehm.. Han er død. Jeg var 7.”, svarede jeg med en trist tone. ”Åh.. Det er jeg ked af og høre.”, sagde han. Nogle tårer trillede forsigtigt ned ad mine kinder. Jeg tørrede dem hurtigt væk og kiggede op. Jeg ville undgå og se ham i øjnene. Han skulle ikke vide jeg var så svag. Jeg kiggede igen lidt rundt, og jeg fik øje på Holly. Eller det lignede i hvert fald hende. Hende glemte jeg alt om igen, da Niall pludselig tog fat i min hånd. Jeg fik en varm følelse i hele min krop. Jeg kunne ikke lade være med og smile.

Vores gåtur endte hjemme ved mig. Jeg tog et skridt op mod hoveddøren, vendte mig om og kiggede i hans flotte blå øjne. Jeg ville gerne have haft kysset ham, men i stedet gav jeg ham et kram. ”Tak for i dag Casie. Det har været hyggeligt.”, sagde han og smilede. ”Ja det har. Kan vi ses igen?”, spurgte jeg nervøst. ”Selvfølgelig.”, svarede han og så var han ude af syne. Jeg gik ind i huset, lukkede døren forsigtigt og tænkte: ’Jeg er forelsket.’. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...