Kærlighed gør blind - 1D (Niall Horan)

Den 15 årige Casie Mason, er lige flyttet til byen Mulligar i Irland. Der møder hun en sød fyr, Niall, som hun hurtigt bliver forelsket i. Men noget føles ikke rigtigt. Hvad sker der, når hun finder ud af, at hans følelser for hende er et væddemål? Vil hun blive ved med og elske og holde af ham, eller er det slut med drenge for altid?

- Det her er min første historie, jeg sætter ud online. Så, be nice? Og det, er før de blev til One Direction.

28Likes
39Kommentarer
4826Visninger
AA

9. Hvad?..

'Jeg fik nu dagene til og gå, med at være sammen med Sean. Han var nu en rigtig fin fyr, meget sød.

"Er du færdig?", spurgte Sean med en nervøs stemme. 

"Næsten.. Done!", sagde jeg og smilede. Han vendte sig mod spejlet. 

"CASIE! Jeg sagde du måtte tegne et FLOT overskæg, ikke noget der ligner en klam orm..", sagde han og overfaldet mig. Og selvfølgelig skulle han kilde mig. 

"Sean! Hihihihi.. Sean! Hold op!", råbte jeg. Vi trillede ned af sengen, og landede hårdt på gulvet.

"Av..", sagde han og halv klynkede. 

"Åh, er du okay?", sagde jeg og omfavnede ham. 

"Jeg har det fint.", sagde han og smilede. Der var en pinlig tavshed. Sean kiggede længe på mig, og omvendt. Han begyndte dernæst at læne sig ind mod mig. Til sidst ramte han mine læber. Vi sad længe på gulvet, og mærkede hinandens læber. Jeg kunne mærke at der fløj sommerfugle rundt i maven på mig, men en lille del af maven, fik det dårligt. Jeg trak til sidst tilbage og kiggede på ham igen. 

"Det har jeg ventet længe på.", sagde han med en blid, charmerende stemme. Jeg smilede bare. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. 

"Men jeg må hjemad.", sagde han og rejste. Han rakte sin hånd ud, for at hjælpe mig op. 

 Vi gik begge ned til hoveddøren, hvor han tog sine sko på. Jeg åbnede døren for ham, og han trådte ud. 

"Vi ses ik?", sagde han og smilede sødt. 

"Selvfølgelig.", sagde jeg og smilede tilbage. Han lænede sig ind igen, og kyssede mine læder blidt. 

"Hej.", sagde han og gik. Jeg stod i døren og ventede til jeg ikke kunne se ham mere. Kom i tanke om, at han stadig havde sit "flotte" overskæg. Det måtte han leve med i nogle dage. 

 Jeg gik ind i igen, og ind til stuen. Der fandt jeg min mobil. Jeg ville lige hurtigt tage et kig på Twitter, da nogen ringede mig op. Det var Niall. Mit hjerte begyndte atter og banke som en sindssyg. Hvad ville han? 

"Hallo?", sagde jeg med en usikker stemme.

"Hej Casie. Det Niall.", sagde han. 

"Ja'er? Hvad vil du?", spurgte jeg. 

"Vil du ses?". En del af mig sagde: 'NEJ! DU KNUSTE MIT HJERTE! JEG VIL ALDRIG SE DIG IGEN!'. Og en anden del af mig sagde: 'Jo klart. Savner at hænge ud med dig.'.

"Eh.. Jo, selvfølgelig.".

"Fedt. Parken?".

"Helt sikkert."

"Så ses vi snart.".

"Det gør vi da.". Jeg lagde på med det samme. Jeg lagde mobilen fra mig, for mine hænder var begyndt og svede. Og min pande. Jeg havde aldrig svedt så meget før, over en samtale. Jeg styrtede op på værelset og kastede mig i sengen. 

'Jeg dropper bare aftalen. Jeg bliver hjemme.', tænkte jeg. 

"Argh! Det kan jeg ikke..", skreg jeg og sparkede ud i luften. Jeg rejste mig bagefter. Så mig i spejlet. 

"Kom så Casie. Du kan godt.", sagde jeg til mig selv. 

 Parken var fyldt med mennesker - som sædvanlig. Jeg gik over til det træ, som Niall var oppe i for lang tid siden. Jeg kiggede op, og Niall sad der. Han smilede, og hoppede derefter ned. 

"Hey.", sagde han.

"Hej.", sagde jeg og gav ham et elevator blik. Han var fin i tøjet.

"Hvad eh? Skal du til bal?", spurgte jeg og smilede. Han kiggede lige ned ad sig selv.

"Hehe, nej. Jeg tænkte bare at jeg ville se lidt finere ud end normalt.", sagde han og fnisede.

"Men jakkesæt?", spurgte jeg.

"Ja.. Det er.. Eh.. Meget moderne.", sagde han og rødmede. Jeg smilede bare til ham. 

"Skal vi gå?", spurgte han.

"Ja, la' os det."

Det var ret akavet, mellem vores samtaler. Nogle gange var der tavshed. Til sidst var vi ved en sø, som jeg faktisk ikke havde set før. Der var et rundt, dækket bord og to stole. En mand kom frem, med sin violin og begyndte og spille. Der var også en madkurv, og champagne. Jeg kiggede på Niall, med et "spørgsmålstegn" ansigt. 

"Jeg tænkte bare at jeg skyldte dig en ordenlig undskyldning.", sagde han og kiggede nervøs på mig.

"Så derefter tænkte du på en date?".

"Nej ikke en date! Bare en.. Ven og ven middag?", sagde han. Jeg stod og tøvede i nogle sekunder.

"Okay så. En ven og ven middag.", sagde jeg. Vi gik begge hen mod bordet, og selvfølgelig skulle han være en gentleman. Han trak min stol ud, så jeg kunne sidde. Jeg nikkede som et tak. Han tog madkurven op, og den dejligste mad blev serverret. Vi begyndte og spise, og snakke. 

 Efter vores 'ven og ven middag' var overstået, fulgte han mig hjem. Vi stod foran hoveddøren og snakkede. 

"Det var hyggeligt.", sagde han og smilede. Han stod og kiggede på mig, med sine blåklare øjne. Hans tilstedeværelse gjorde mig.. Varm, indeni? 

"Ja, det var.", svarede jeg ham og smilede. 

"Ses ik?", sagde jeg derefter.

"Jo ses..", sagde han. Jeg skulle lige til og åbne døren, da han tog fat i min hånd.

"Hør Casie. Det der skete.. Jeg er frygtelig ked af det. Je.. Jeg skulle have fortalt dig sandheden. Undskyld.", sagde han. Pludselig fik jeg den følelse igen. Den følelse af tryghed, og kærlighed. 

"Har du tænkt dig at svare?", spurgte han bekymret. Jeg kiggede på vores hænder. Jeg sukkede. 

"Niall..", sagde jeg.

"Hvad?".

"Vi ses..". Han kiggede skuffende på mig, og gav slip på min hånd. Han vendte sig om og gik sin vej. Jeg gik ind i huset, lukkede døren og satte mig på gulvet. 

"Hvad sker der?..", mumlede jeg. 

 

- Undskyld for at jeg først publicer et nyt kapitel nu, men har ikke haft adgang til computer. :-)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...