Kærlighed gør blind - 1D (Niall Horan)

Den 15 årige Casie Mason, er lige flyttet til byen Mulligar i Irland. Der møder hun en sød fyr, Niall, som hun hurtigt bliver forelsket i. Men noget føles ikke rigtigt. Hvad sker der, når hun finder ud af, at hans følelser for hende er et væddemål? Vil hun blive ved med og elske og holde af ham, eller er det slut med drenge for altid?

- Det her er min første historie, jeg sætter ud online. Så, be nice? Og det, er før de blev til One Direction.

28Likes
39Kommentarer
4792Visninger
AA

10. Forelsket igen?

'Siden "daten' med Niall, vidste jeg ikke rigtigt om jeg følte noget for ham igen. Men en underlig følelse fyldte min mave. En blanding af savn og stor potion forvirring.'

Jeg blev vækket af min mobil, som vibreret. Jeg rakte min højre hånd, ud mod mobilen, og trykkede på en sorte knap i midten. Det var en besked fra Sean. 'Godmorgen sunshine. Vil du være sammen i dag?'. Jeg gned mine øjne, og derefter svarede. 'Jo selvfølgelig.'. Jeg kiggede på min mobils kalender. Det var den 13 september. Mine øjne blev store. 

"Omg.. Det er Nialls fødselsdag.", mumlede jeg. Skulle jeg ringe og sige tillykke?

 Jeg havde fået tøjet på og håret var sat op, så jeg gik nedenunder, hvor min mor havde lavet en flot morgenmad.

"Wauw mor.", sagde jeg og smilede overrasket.

"Er det for meget synes du?", spurgte hun og kiggede nervøs på mig. Jeg rystede på hovedet, og satte mig til bords.

"Det godt, for søde..", sagde hun. Jeg kiggede på hende med munden fyldt af mad. Hun satte sig ned og aede min hånd.

"Søde.. Jeg har mødt en.", sagde hun. Jeg fik store øjne og spyttede maden ud på bordet. Hun sukkede.

"Og, hvornår havde du egentlig tænkt dig og fortælle mig det?", spurgte jeg med en lidt af en muggen stemme.

"Jeg ville have fortalt dig det noget før, men det skulle jo gøres rigtigt.", sagde hun og aede mig endnu mere. Jeg kiggede ned på min spyttede mad. Jeg væmmes ved tanken om at min mor datede.  

"Hvem er han så?", spurgte jeg koldt. 

"Han arbejder på en café ude ved byen, og han hedder Frederick. Og, han kommer for at spise morgenmad med os.", sagde hun. Jeg rettede mit ansigt mod hende. Jeg skulle til og sige en hel masse, men intet kom ud. Jeg rejste mig i stedet og tog mine sko på.

"Hvor skal du hen Casie? Han vil rigtig gerne møde dig.", sagde hun bekymret. 

"Jeg tager over til Sean.", svarede jeg koldt. 

"Casie..", sagde hun og lød såret. Jeg åbnede døren, og en høj, slank, lyshåret mand trådte mig i møde. Han smilede. 

"Hej, er MaryRose hjemme?", spurgte han venligt. Min mor kom frem bag mig. 

"Hej Frederick. Det her er min datter, Casie. Casie det her er min kæres- ven, Frederick.", sagde hun og smilede. Frederick rakte hånden ud, men jeg ignorerede den. Jeg fik et puff af min mor, som tegn på at jeg SKULLE give hånd. Jeg tog så mod hans hånd. 

"Det er endelig godt at møde dig Casie. Din mor har fortalt mig en masse fantastike ting om dig.", sagde han og smilede. 

"Godt for dig.", mumlede jeg. 

"Eh undskyld mig, men jeg må afsted.", sagde jeg og gik forbi ham. Jeg kunne høre deres stemmer, men jeg ville helst bare væk. 

 Efter nogle minutters gåtur, stod jeg foran Seans hus. Stort og rødt. Jeg gik op til hoveddøren og bankede på. Hans mor, Michelle åbnede. 

"Goddag Mrs. Blue. Er Sean hjemme?", spurgte jeg høfligt og smilede. 

"Jamen goddag Casie. Ja Sean er hjemme. Du går bare hen til hans værelse.", sagde hun og trådte til side, så jeg kunne komme ind. Jeg tog mine sko af og gik hen til værelset, og bankede på. 

"Kom ind.", hørte jeg Sean svare. Jeg åbnede døren, og Sean sad foran computeren. Han kiggede op, idet jeg lukkede døren. 

"Åh hej smukke.", sagde han og rejste sig. Han tog fat om mine hofter, og kyssede mig. Jeg lukkede min øjne og svang mine arme rundt om nakken på ham, og tog imod hans kys. Han gled stille sine hænder nedad mod min røv. Det fik mig til og stoppe kysset, men lidt efter begyndte vi igen. Noget tid efter, stoppede vi og jeg åbnede min øjne. Blondt hår og blå øjne stod foran mig. Niall.

"ARGH!", sagde jeg og holdte mine hænder foran min mund. 

"Hvad er der galt?", spurgte Sean forskrækket. Seans gyldenbrune hår og grønne øjne kom frem igen. Min hjerterytme blev pludselig hurtigere. Min hjerne havde åbenbart forvirret mig, og sagt at jeg stod og kyssede med Niall. Ønskede jeg det overhovedet?

"Ehm.. Der sidder bare en edderkop i dit hår.", løj jeg og pillede ved hans hår, for at "fjerne" edderkoppen. 

"Når okay. Er den væk nu så?", spurgte han og smilede. Jeg nikkede. Han smilede og tog fat i min hånd og førte mig hen til sengen, hvor vi satte os. Min hjerterytme blev normal, og jeg kiggede på Sean. Han lænede sig ind mod mig, og jeg lænede mig ind mod ham. Vores læber havde ikke ramt hinanden endnu, så jeg lukkede atter mine øjne og åbnede den igen efter en kort stund, og igen så jeg Niall sidde og læne sig længere ind mod mig. Jeg stoppede med og læne længere ind, og ventede bare på at hans læber ville ramme mine. Endelig ramte hans læber mine. Kysset blev lidt mere heftigt, da han stak sin tunge ind, for at undersøge. Da han var færdig, skubbede han mig ned på sengen, og han lå nu ovenpå mig. Han gled sin hånd op og ned af mit lår, og kyssede mig på halsen. 

"Mmm.. Niall..", stønnede jeg pludseligt. Han stoppede med og glide mit lår og kysse min hals. 

"Hvad sagde du?", spurgte han.

"Du må ikke stoppe Niall.", sagde jeg, stadig med lukkede øjne. 

"Niall?!", sagde han vredt. Jeg åbnede mine øjne, og så Sean med et rødt fjæs. Han rejste sig og gik rundt på gulvet. Jeg rejste mig og satte mig på sengen. 

"Kan du stadig lide Niall?!", spurgte han og han lød mere vred. 

"Undskyld Sean, men jeg vidste ikke, hvad der gik af mig. Jeg ville have sagt dit navn, og ikke Niall.", sagde jeg nervøs. 

"Men det gjorde du ikke. Du nævnte i hvert fald ikke mit navn.", sagde han. Jeg kiggede ned af mig selv. 

"Jeg ved virkelig ikke, hvad der gik af mig Sean! Min hjerne havde åbenbart forvirret mig, og sagt at du var Niall.", sagde jeg. 

"Måske fordi du stadig føler noget for den torsk!", råbte han. 

"Det gør jeg måske også!", råbte jeg. Han kiggede vredt på mig. Jeg rejste mig fra sengen, og gik ud af værelset og ud på opgangen, hvor jeg tog mine sko på, og gik. 

"Hvad fanden er der galt med mig?", mumlede jeg. Jeg kiggede på alle husene, og igen ligeud. Lidt længere henne, så jeg en blond fyr, og da jeg kom tættere på, så jeg at det var Niall. Jeg blev glad ved synet af ham, og begyndte og løbe. 

"Niall!", råbte jeg. Han reagerede og så overrasket på mig. Jeg gav ham et stort kram. Jeg kunne mærke at han forsigtig havde placeret sine arme rundt om livet på mig. 

"Tillykke med fødselsdagen!", sagde jeg, uden at slippe ham. 

"Mange tak Casie.", sagde han og slap mig stille. Jeg slap også ham. Vi kiggede på hinanden og smilede. 

"Hvor er jeg glad for at se dig, Niall.", sagde jeg og pillede lidt ved mit hår. 

"Virkelig? Sidst virkede du ret kold overfor mig.", sagde han flabet, men på en bedårende måde. 

"Ja'er.. Jeg undskylder for min opførelse dengang. Men jeg mener det. Jeg er virkelig glad for at se dig.", sagde jeg og smilede. Han smilede og rødmede. 'Nurh, jeg fik ham til og rødme.', tænkte jeg. 

"Men har du så en god fødselsdag indtil videre?", spurgte jeg og smilede. 

"Nej faktisk ikke.. Mine forældre vil ikke rigtig se hinanden lige for tiden, og min bror er på arbejde.", sagde han og kiggede ned mod jorden. Såret. Jeg sukkede. 

"Det er jeg ked af at høre.", svarede jeg. Han løfte sine skuldre og kiggede stadig ned. 

"Skal vi hænge ud så?", spurgte jeg. Han kiggede op, og hans øjne lyste. 

"Det vil jeg gerne.", svarede han. Vi smilede begge og gik. 

 

 Niall havde ført med mig ind til en skov. Jeg kiggede mig omkring. Havde aldrig været i den del af byen før. Jeg så op på de mange træer. Det var ekstremt flot. Man kunne lige se solens stråler gennem træernes grene. Jeg så derefter på Niall. Han så ned mod jorden, mens han gik. 

"Hvor er vi på vej hen?", spurgte jeg. Han kiggede op på mig. 

"Hm?", svarede han og kiggede på mig.

"Hvor er vi på vej hen?", spurgte jeg og smilede. 

"Når.. Vi er på vej til en sø, som jeg kalder 'The Lake'.", svarede han og så på mig med hans blåklare øjne. Jeg nikkede og smilede. 

 The Lake var flot. Meget faktisk. Solen havde reflekteret sine stråler på søens overflade. Jeg havde ikke lagt mærke til, at jeg havde stoppet op, kun der, hvor Niall kaldte på mig. Jeg løb hen imod ham. 

"Hva' så?", sagde jeg og smilede. 

"Skal vi bade?", spurgte han sødt. Jeg rynkede min pande.

"Må vi det?", spurgte jeg. 

"Ja da. Det har jeg gjort før, sammen med nogle venner.", sagde han og smilede. 

"Men.. Vi har ikke taget badetøj med.", sagde jeg og kiggede forvirret på ham. Han grinede bare. 

"Pyt.", sagde han og begyndte og tage sine sko af. Bagefter hans T-shirt. Han havde beholdt sine shorts på, og han hoppede i vandet. Han kom op af vandet igen, og rystede med håret. 

"Kom så Casie!", råbte han og pegede på mig. 

"Det kan du godt glemme!", råbte jeg igen og grinede. Egentlig ville jeg gerne i, så jeg tog mine sko af. 

"Sådan skal det være Casie!, råbte han og smilede. 

"Jeg tager bare min sko, det betyder ikke jeg vil i!", råbte jeg og smilede. Jo det gjorde det. Jeg stod og holdte min venstre arm, og kiggede på Niall, som hurtigt tog sig en dukkert. Han kom op igen, og gik ind mod kanten. Han satte sig i løb hen mod mig og åbnede sine arme. 

"Kom her Casie, nu skal du altså i", sagde han. Jeg vendte mig om og løb med et kæmpe smil på læberne. Jeg kunne mærke nogle våde arme, blive sat rundt om livet på mig. 

"Nej Niall!", skreg jeg og vred mig, men til ingen nytte. Han grinede bare og holdte godt fast i mig. Han havde mig nu sine arme, og begyndte og løbe ned til søen igen.

"Niall!", råbte jeg og grinede. Jeg kunne mærke vandet røre mine fødder, og det var koldt. Vandet var nu ved min talje. Niall fik overbalance, så vi faldt begge i. Jeg rejste mig efter faldet og fjernede mit hår fra mit ansigt. Niall havde også rejst sig og han var bare flad af grin. 

"Fuck dig Niall!", sagde jeg og kastede noget vand i hovedet på ham. Det grinede han bare endnu mere af. Jeg gik hen mod kanten, men igen havde Niall taget mig rundt om livet. Han trak mig ind til sig, mens jeg vred mig. Han havde fået mig til og vende mig om, så vores ansigter var mod hinandens. Han smilede sødt til mig, og det fik mig til og smile sødt til ham. Han havde stadig sine arme rundt om mig, og mine var presset mod hans bryst. Vi stod bare i vandet og kiggede på hinanden. Niall lagde op til et kys og jeg tog imod det. Han kyssede mig op til flere gange, og jeg svang mine arme rundt om hans nakke, og tog imod alle hans dejlige kys. 

 Jeg tog mine sko på og det samme gjorde Niall. Da jeg havde fået dem på, gik Niall og jeg hjem. Det var blevet køligt, og vinden slog mig i ansigtet og min våde krop, og det fik mig til og fryse. Jeg fik myrekryb over alt, og Niall så bekymret på mig. Jeg kiggede på Nialls arme. Det så ikke ud til han frøs det mindste. 

"Casie, sæt dig op på min ryg, så bærer jeg dig.", sagde han og smilede. 

"Nej, hvorfor?", spurgte jeg og kiggede på ham. 

"Fordi så rammer vinden dig ikke på maven og brystet.", svarede han. 

"Okay så.", sagde jeg og smilede. Jeg hoppede op på Nialls ryg, og så gik han igen. Jeg havde min arme rundt om halsen på ham. 

"Tak Niallmus.", sagde jeg og kyssede ham på kinden. Det fik ham til og rødme. 

 

 Niall satte mig ned foran min hoveddør. 

"Tak for en dejlig fødselsdag Casie.", sagde han og smilede. 

"Det var så lidt.", svarede jeg. Niall lænede sig ind mod mig, og kyssede mig igen. Han havde sine hænder på mine hofter, og jeg havde mine hænder på hans nakke. Jeg legede lidt med hans hår, og det fik ham til og smile mellem vores kys. Vi trak os begge lidt væk. 

"Vi ses ik?", sagde han sødt. 

"Vi ses.", sagde jeg og smilede. 

 

Var det meget og læse guys? :-D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...