Hvor floden skildre

Jeg fandt en gammel skole stil. Den handler om en hemmelig kærlighed der føre til en ganske trist historie. En lille smule eventyraktig

0Likes
3Kommentarer
908Visninger
AA

1. Hvor floden skildre

 

En surt udseende mand, klædt i et finurligt kostume og en høj hat, kom gående ned af den skrå sti mod floden, bærende på en gammel og beskidt trækasse. Han så ikke vitterligt glad ud og passede ikke lige frem ind i omgivelserne. Han gik med rank ryg og næsen en smule i vejret, han var tydeligt en fra overklassen, men der var nu noget lusket over ham.

På overfladen strømmede vandet stille forbi, og kun flodens stille rislen kunne høres. Ingen fugle sang i denne del af skoven, her herskede døden. Træerne der engang stod store og flotte, fyldt med liv i kronerne, var nu kun døde skygger af hvad de engang havde været og skovbunden, der engang havde været fyldt med liv og grønne planter, lå nu som en sumpet ørken. Kun få frøer og insekter levede i et snævert område nær den beskidte flod.

Lyden af hammer mod søm brød den uhyggelige stilhed. Det var den lille mand, der hamrede brædderne fast på toppen af kassen. En smuk lille pige lå nede i. Hendes lyse hår gik ned over hendes skuldre og hendes øjenlåg dækkede blidt et par klare blå øjne, det så næsten ud som om hun sov. Han kastede et sidste blik på hende, sukkede højlydt, før han sømmede de sidste brædder på. Han løftede kassen op og kastede den ud i floden, vendte sig om og gik tilbage til kareten, op ad den snævre sti uden at se sig tilbage.

Den gamle trækasse sank ned til bunden ned i de halvdøde planter. De glatte ål svømmede nysgerrigt hen til kassen. Strømmen fik tag i kassen og førte den med op til overfladen igen og videre hen hvor floden mødtes med den anden halvdel. Den halvdel, hvor alting er grønt og godt.

Ni måneder tidligere.

Jannice var på vej op ad trappen med morgenmaden. Han kunne høre lyden af hendes hæle klappe imod det hårde gulv og porcelæn skramle imod hinanden. Han lukkede øjnene igen, efter som han godt var klar over at Jannice godt kunne lide at vække ham, som hun i øvrigt også gjorde blidt. Blid, jah det var hun og så smuk som en sart blomst, og hendes øjne strålede altid om kap med solen. Hun var det første, han tænkte på, når han stod op, og det sidste han tænkte på, når han gik i seng. Hvis han kunne vælge sin egen hustru, så havde han valgt hende. Men ak! Sådan var det jo ikke, for han var prins i dette land, og hun var kun hans ydmyge kammerpige.

Lyden af fodtrin stansede lige foran døren. Døren gik op, men lyden af sko var forsvundet og erstattet med lyden af strømper, der gik let hen over gulvet som kattepoter. Bakken med morgenmad blev sat forsigtigt ned på sengebordet, og Gardinerne trukket fra. Han missede med øjnene, men vendte sig hurtigt til det skarpe lys. Der stod hun, badet i den gyldne morgensol, hendes hår skinnede som guld og hendes kornblomst blå øjne skinnede af glæde. Siden hun kom her første gang for ca. et halvt år siden, var hun kun blevet smukkere.

”Deres højhed, De har ingen pligter i dag, så hvad ønsker De at foretage Dem i dag?” spurgt hun med en blød, men alvorlig stemme.

”Jannice jeg har bedt dig om at droppe højtidelighederne, kan vi ikke bare være dus?” hendes rosen røde læber lagde an til at lille smil:” Hvad ønsker du så at lave i dag?”

”At tage dig under dynen…” tænkte han men sagde i stedet:” Siden jeg ikke har nogle forpligtelser i dag, så tror jeg, at jeg vil tage en tur ned til floden. Og jeg ønsker at du tager med.”

Solen skinnede en blød gul farve, ovenover de sommergrønne grene i træernes kroner. Det var nu midt på dagen og skoven var fuld af liv. Fuglene sang og små egern smuttede rundt imellem træernes grene. Tudserne og frøerne pjaskede rundt nede under vandet, mens ænderne svømmede oven på den glatte overflade. Luften var varm og behagelig, og vandet køligt. Hvis nogen havde gået uvidende langs floden, havde de ikke set andet end et elskende par var, ligge nær flodens bred og nyde hinandens selskab en smule for meget, og hvem ville dog forstyrrer to unge mennesker ved denne del af floden, hvor ingen nogensinde begav sig ud? Hvis nogen vidste hvem dette unge par, ville hele landet korse sig i foragt, Jannices liv ville være ødelagt og prinsen være bandlyst fra slottet resten af sit liv.

Han sukkede højlydt og begravede sit ansigt i hænderne. Det var næsten tre måneder siden, at han og Jannice var taget ned til floden. Lige siden dengang havde han ikke kunnet koncentrere sig om sine kongelige pligter, han var alt for bekymret for hende. Hun havde fået det dårligt et par dage efter at de havde været ved floden, men hun havde stædigt blevet ved med at tjene ham trofast. Men han havde ikke rørt hende på den måde siden den gang. Men, det var ikke, fordi hun havde været syg, for hun havde fået det bedre på det sidste, men han var bekymret for hende, fordi hun ikke ville være i samme rum med ham i mere end højst nødvendigt, og når hun endelig var der, så var der enten en med hende, eller også sagde hun næsten ingenting og nægtede at se ham i øjnene. ”Kvinder! Hvorfor skal de være så fandens komplicerede?!” tænkte han opgivende og stirrede ned på det papir, han havde til at ligge foran sig stadig med hovedet hvilende i hænderne.

Hun sad på sin seng med hovedet stift rettet mod sin mave. Tøjstrimlerne, hun havde brugt til at binde hendes stadig voksende mave ind med, lå på sengen ved siden af hende. Johannes sad på en stol over for hende, iført sit sædvanlige formelle kostume, et alvorligt ansigtsudtryk, dog med et par mørke, næsten sorte øjne, som havde en blanding af forskrækkelse, bekymring og medlidenhed begravet i det sort-brune dyb.

”- Så nu ved jeg ikke hvad jeg skal gøre. Jeg kan jo ikke ligefrem blive her, men jeg vil heller ikke forlade prinsen. Jeg elsker ham. Åh, Johannes hvad skal jeg dog gøre?” sagde hun desperat og brød ud i tåre. Johannes gned sit kuldsorte fipskæg. Da tårerne ikke længere strømmede ned af hendes kinder, lagde han hånden på hendes skulder. Hun så op på ham med et par røde og opsvulmede øjne. ”Jeg tror, jeg har en løsning på dit lille problem.” sagde han og lagde den anden hånd på hendes mave.

Hun stod og stirrede på de smukt udformede nøddetræs-dør, som hun efterhånden havde gået i gennem så mange gange. Hun tog en dyb indånding og tog i håndtaget. Hun fandt ham siddende med ansigtet begravet i sine hænder siddende over noget papirarbejde. ”Han har sikkert ikke kunnet koncentrere sig igen,” tænkte hun sørgmodigt. Hun bed sig selv i læben og vendte sig om for at gå igen.

”Jannice vent!”

Hun stoppede. Hun vendte sig, men blev ved med at holde øjnene stift rettet mod gulvet. Han kikkede undersøgende på hende. ”Hvorfor vil du ikke se mig i øjnene mere?” Ingen reaktion. ”Vi snakker heller ikke sammen mere, som vi gjorde før.” Hun vidste, hun brudte sige noget, men kunne ikke få sig selv til det. ”Er det noget jeg har sagt eller gjort?” Hans blå øjne var en smule blodsprængte og tårer begyndte at pible frem;” Er det på grund af det vi gjorde ved floden den gang? Hvis det er derfor, er jeg villig til at glemme det, hvis det er det du vil…” Han stoppede sin talestrøm, da han så tårerne trille ned af hendes hvide kinder.” Jeg har ikke undgået dig, fordi jeg ikke kan lide dig mere, jeg har holdt mig fra dig, netop fordi jeg elsker dig! Jeg ønsker ikke at glemme, hvad vi havde sammen ved floden, men hvis vi bliver set for meget sammen i min tilstand så ved jeg ikke, hvad folk vil tro om os.” Hans ansigtsudtryk forandres fra forskrækket til forvirret;” I din tilstand? Jannice hvad mener du?” Hun kikkede fortvivlet ned i gulvet:” Clement, jeg er gravid, og du er barnets far.”

Vognen skramlede imod gruset på vejen. Her var ret uhyggeligt i denne del af skoven. Intet liv levende i denne del af skoven. Johannes holdt tøjlerne i den ene hånd mens den anden lå oven på en lille trækiste. Johannes sukkede tungt:” Sikke en skam at det skulle ende sådan. Prins Clement skal giftes med en prinsesse fra et fjernt land, og din mor døde, da hun gav liv til dig. En skam, at du skulle ende som en dødfødt, så smuk som du er,” hviskede han stille til den lille pige der lå i kisten.

Han steg ned fra vognen og bandt tøjlerne fast til det nærmeste træ. Han gik ned af den stejle trappe, ned imod den grumsede flod, der førte ud af denne grusomme skov.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...