One Breath

Pearl er en helt almindelig 16-årig pige, som går i high school og bor ved stranden i Florida. Hendes forældre er rige, og de er altid på forretningsrejser overalt i verdenen, så Pearl må klare sig selv det meste af tiden. Pearl har alt en tennagepige kunne ønske sig, men hun føler stadig at hendes liv er kedeligt og går i ring. Skole, venner lektier. En dag falder Pearl ved et uheld i vandet, og er lige ved at lide en forfærdelig druknedød, da hun bliver reddet af en havmand. Vil Pearl ønske at hun havde sit gamle liv igen, når hendes liv tager en helt ny drejning?

17Likes
11Kommentarer
2185Visninger
AA

4. Nyt liv

Jeg åbner øjnene, og kigger mig omkring. Er jeg død? Det skulle ikke undre mig, hvis jeg var. Jeg husker tydeligt den sidste episode. Klippen, faldet, dybet, havmanden. Havmanden! Det giver et sæt i mig. Jeg må finde ham. Jeg prøver at rejse mig op, men opdager at jeg stadig er under vandet. Så må jeg være død tænker jeg. Jeg må vel være en slags ånd, som kommer fra mit lig her under vandet. Jeg kigger ned. Der er intet lig. Jeg tager en dyb indånding. Stivner. Jeg kan ånde under vandet! Ligesom havmanden. Den grumme sandhed begynder at vise sig for mine øjne, når jeg langsomt kigger ned ad migselv. Jeg ser min blågrønne hale, som langsomt virrer fra side til side i vandet. Jeg kan ikke mærke ben mere, kun styrken i min nye hale. Den er magen til havmandens, kun lidt slankere.

Hvad fanden?! tænker jeg. Hvordan kan JEG være en havfrue? Det er jo helt utænkeligt. Nu ved jeg at de findes, men jeg havde aldrig drømt om at jeg selv skulle blive én. Tusinde spørgsmål snurrer rundt inde i mit hovede. Hvordan kommer jeg op på land igen? Skal jeg nogensinde se min familie og mine venner igen? Hvor længe har jeg været væk? Jeg har ikke lyst til at leve under vand forevigt. Lige pludselig savner jeg mine forældre, og det giver et stik i mit hjerte. Jeg kan mærke klumpen i halsen, og jeg får tårer i øjnene. Jeg blinker, og den varme tåre lyser under vandet. Jeg kigger forundret på den. Den ligner en lille hvid bobbel. Den gløder nærmest. Jeg tager hånden op under den og griber fat om den. Jeg mærker en varme brede sig i min håndflade, og åbner den igen. Men tåren er væk.

Jeg prøver at svømme, men da jeg ikke har lært at kontrollere min nye hale endnu, svømmer jeg med fuld kraft lige ned i sandet. Jeg bander og svovler, men får mig selv til at prøve igen. Efter et par mislykkede forsøg, lykkes det mig faktisk at svømme 100 meter uden at miste kontrollen. Jeg føler mig som et barn, der skal lære at gå. Jeg svømmer tæt ved havbunden. Faktisk ikke mere end en halv meter fra den. Jeg sætter farten op, og mærker suset i min mave, styrken i min hale. Mit hår blafrer bag ved mig, som gik jeg oppe på stranden i vinden. Jeg sænker min hånd lidt, så den rører sandet, og det bliver hvirvlet op efter mig. 

Foran mig ligger et koralrev. Det er ret smukt, med alle det forskellige farver og fisk, som svømmer ind og ud af det. En klovnefisk svømmer op fra koralrevet og kigger på mig med sine store sorte øjne. Så svømmer den sin vej. Jeg svømmer langsomt gennem koralrevet. Jeg er sulten. Hvad mon jeg skal spise? Hvis jeg finder havmanden, kan det være at han kan fortælle mig, hvad jeg skal spise.

Jeg ser noget tang. Man spiser også tang oppe på land tænker jeg. Jeg svømmer over til det og prøver at hive noget af det op. Det kræver en del slid, men jeg får revet ca. en håndfuld tang op, med rødder og det hele. Jeg prøver at tage en bid af tanget. AD! tænker jeg. det smager rædselsfuldt! Jeg smider det fra mig og svømmer videre. Stadig med knurrende mave. Her er dødstille. Nærmest uhyggeligt stille. I forhold til alle de farver, som fylder mit synsfelt, så passer stilheden slet ikke ind. Her er ret idyllisk på en eller anden måde. Fiskene, revet, sandet, den turkisblå farve, som omgiver det hele, hajerne...HAJER!! Lige pludselig fryser jeg rigtig meget. Hajerne kredser oppe ved overfladen, og jeg er sikker på at jeg bare er heldig, fordi de ikke har set mig endnu. Hvordan kommer jeg væk herfra? Hvis jeg svømmer væk fra koralrevet, ser de mig. Jeg må finde et sted at gemme mig. Jeg kigger mig omkring. Der er nogen sten ca. 10 meter fra revet. hvis jeg kan nå derhen, uden at blive set, kan jeg gemme mig, indtil de forhåbentlig svømmer væk. 

Jeg beder til Gud om at jeg ikke mister kontrollen over min hale, og svømmer til alt hvad jeg kan. Det giver et ryk, da jeg bliver bremset, lige mellem revet og stenene. Min hale sidder fast i noget tang. Det er ikke det samme slags tang, som det jeg spiste. Det er klistrer, og det sidder rigtig godt fast. Hajerne har nu fået øje på mig, og jeg begynder at gå i panik. Jeg fægter med armene, og min ene hånd rammer en sten, så jeg får en rift ned ad mit håndled. Jeg stivner, mens jeg ser blodet fra min hånd stige op mod overfladen, og tiltrækker endnu flere hajer. Nu er på røven. Jeg kan hverken flygte eller gemme mig, kun vente på at hajerne angriber mig, og river min krop fra hinanden, stykke for stykke, mens deres kæber moser mit døde kød og blod.

Jeg skriger, og bryder stilheden. Hajerne blinker ikke engang. De svømmer bare videre.

Jeg kigger bagud, og ser en skikkelse nærme sig. Da den kommer lidt nærmere ser jeg at det er havmanden. Øjnene lyser nærmest, og jeg genkender dem med det samme. Han svømmer ind foran hajerne, og hvæser giftigt ud mellem hans sammenbidte tænder på et sprog, som jeg ikke kan forstå. Hajerne stopper op, og vender om, men en af dem svømmer forbi ham med stor fart. Jeg tror at den har så meget fart på at den vil svømme forbi mig, og det gør den også. Den river bare en bid af min arm af i forbifarten. Blodet strømmer ud i vandet, og jeg skriger igen, mens jeg iagttager det mørkerøde blande sig med den smukke turkisblå farve.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...