One Breath

Pearl er en helt almindelig 16-årig pige, som går i high school og bor ved stranden i Florida. Hendes forældre er rige, og de er altid på forretningsrejser overalt i verdenen, så Pearl må klare sig selv det meste af tiden. Pearl har alt en tennagepige kunne ønske sig, men hun føler stadig at hendes liv er kedeligt og går i ring. Skole, venner lektier. En dag falder Pearl ved et uheld i vandet, og er lige ved at lide en forfærdelig druknedød, da hun bliver reddet af en havmand. Vil Pearl ønske at hun havde sit gamle liv igen, når hendes liv tager en helt ny drejning?

17Likes
11Kommentarer
2104Visninger
AA

5. Ham

Mit skrig stiger i kraft, når smerten for alvor begynder at tage til. Hajerne er på vej væk, og jeg har lyst til at takke havmanden for at være det rigtige sted, på det rigtige tidpunkt. Jeg holder og med at skrige. Hvad er pointen alligevel i det, det hjælper jo ikke på noget. Jeg kender stadig ikke hans navn, men han har ikke sagt et ord til mig. Bare jeg var modig nok til at tage det første skridt og sige noget. Når nu han har reddet mit liv to gange, syntes jeg at det mindste jeg kan gøre er at sige tak.

"Tak" piber jeg. Det lyder slet ikke rigtigt, og jeg bider mig i læben. Fuck tænker jeg. Havmanden er stadig tavs, og jeg undlader også at sige mere.

Vi ender inde i en slags undervands grotte, hvor der nærmest er tilgroet med tang og andre vandplanter, som jeg ikke helt kan identificere. Havmanden stopper op og kigger mig dybt ind i øjnene. Bagefter tager han min arm, som stadig brænder af smerte, og undersøger den. Han lukker øjnene, og da han åbner dem igen, løber der en tåre ned af hans kind, og lander på såret, som stadig pumper blod ud hver gang mit hjerte slår. Jeg gisper, når jeg ser at såret begynder at hele. Det holder op med at bløde, og jeg iagttager det sammen med havmanden. En varm følelse breder sig i min krop. Da såret er helt væk, stirrer jeg målløs på havmanden. 

Han kigger roligt op og siger: "Det var så lidt".

 stemme er så dyb og blød, som en bas. Mit hjerte springer et slag over. Jeg har omkring 500 spørgsmål, som jeg gerne vil stille ham, men i stedet for at snakke, falder min kæbe nærmest ned og rammer havbunden. Jeg tager mig omgående sammen, og smiler til ham. Han kigger bare på mig som om jeg var et eller andet freakshow. Og det er vidst heller ikke helt løgn. Pludselig føler jeg mig virkelig dum, og jeg mærker mine kinder begynde at brænde. 

Han stirrer stadig på mig, når et perlehvidt smil viser sig på hans læber, og jeg rødmer endnu mere. Jeg har omkring en million spørgsmål, som jeg gerne vil stille ham, men kun ét slipper ud.

"Hvor kommer du fra?" spørger jeg, og skæver til ham.

"Jeg er 17 år og bor i byen Coral City, som ligger ikke så langt herfra. Jeg blev skabt af en havfrue for et par år siden, og siden da har jeg bare levet livet under vand."

"Har du aldrig været oppe på overfladen før?" spørger jeg.

"Nej, vi kan ikke trække vejret over vandet." siger han.

Jeg får øjeblikkeligt en klump i halsen. Jeg får aldrig set mine forældre eller mine venner igen. Jeg kigger forfærdet på ham, og han stirrer bare på mig som om dette burde være gået op for mig for længe siden. 

"Men hvordan skal jeg så se min familie igen?" spørger jeg med en dirrende stemme.

"Der er én metode. Jeg skal nok fortælle dig om den på vejen hen til Coral City." svarer han.

"Hvad hedder du?"

"Du har godt nok mange spørgsmål, hva'?" siger han. "Jeg hedder Caspian."

Med de ord, svømmer han ud af grotten på sin smukke elegante måde, og jeg følger efter på min klumpede og klodsede måde, som et barn, der tager sine første skridt.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...